Pernille fortæller om sin angst
Pernille Rahbek (42). © Pernille Ringsing

Pernille om sine oplevelser med angst: “Jeg fik vendt hvad som helst fra plus til minus”

Pernille Rahbek skulle blive voksen og leve fire år i sit sinds allermørkeste, før hun turde se sin angst i øjnene

9. februar 2020 af Louise Thorsted

Pernille Rahbek (42) har en kæreste og er mor til Ingrid på 15 og Astrid på 12 år fra tidligere forhold. Hun er selvstændig inden for film og branding. Og forfatter til den biografiske bog Kan man se jeg har grædt?

En barndom med en alkoholiker-mor lærte Pernille Rahbek at holde på hemmeligheder og på facaden. Og hun blev så god til det, at det næsten også lykkedes hende at skjule for sig selv, hvordan hun havde det.

“I dag ved jeg, at jeg altid har haft en uro i kroppen. Sådan en ‘super alert’-følelse, hvor jeg hele tiden forventede, at lige om lidt, så ville alting brase sammen. Efter at jeg er blevet mere bevidst og er tunet ind på og kan mærke mig selv, kan jeg se, at angst har været og er blevet fast inventar i mig. 

Jeg har været i mange former for terapi, men det, der har hjulpet mig mest, er ACA – en gruppe for voksne børn af alkoholikere. Det er gratis, og du sidder i en rundkreds som i en amerikansk film og fortæller. Det hjalp mig at vedkende over for mig selv, hvad jeg har været igennem,” fortæller Pernille Rahbek.

Øje på den indre uro 

Pernilles bevidsthed om barndommens traumer blev skærpet, da hun i 2015 udgav sin biografiske bog Kan man se jeg har grædt?

“Da jeg begyndte at forholde mig til min opvækst, og hvilke hemmeligheder jeg har båret på, fik jeg øje på nye konsekvenser af at vokse op på den måde, som jeg, trods massivt arbejde med mig selv, først fik øje på sent. Og øje på, hvordan det har formet mig og særligt mine relationer til andre mennesker. 

Jeg blev også opmærksom på min indre uro og på, at jeg har dulmet mine smerter med sex, følelser, arbejde og giftige relationer.”

Ansigt til ansigt med angsten

Da hun lidt efter lidt fik lagt dulmeeffekterne væk, stod hun ansigt til ansigt med sin angst. “Det var et langt tilløb til at turde kigge på min største frygt, sorg og dårlige mønstre og se, at det ikke nødvendigvis var noget udefra, der triggede min angst, men derimod ofte min egen usunde adfærd, der bragte mig derhen.

Og gjorde jeg det ikke fysisk, kunne jeg hurtigt forbinde en lang række af tanker, som ellers isoleret set ikke passede sammen. Så jeg fik vendt hvad som helst fra plus til minus. Jeg tilgiver mig selv, for jeg vidste ikke bedre.

For mig har det handlet om at tage ansvar for og kigge på det, der var. Og det kræver mod og overskud at være så nøgen med sine tanker.”

Pernille fortæller om sine oplevelser med angst
© Pernille Ringsing Først da Pernille begyndte at forholde sig til sin opvækst, fik hun øje på en indre uro.

Mørke år

Det sidste punktum i bogen blev ikke den afgørende streg i sandet. Faktisk blev det i stedet starten på det, Pernille omtaler som nogle af de mørkeste år i sit liv. År, hvor hun udadtil var Ingrid og Astrids søde mor og tjekket selvstændig, men samtidig gravede dybt ind i sit indre.

“Pointen i min bog er blandt andet, at der ikke er nogen vej uden om sorg og angst. Jeg kunne ikke hoppe over eller kravle under, men skulle helt ind og kigge den i øjnene. Jeg isolerede mig, fordi jeg skammede mig og ikke følte mig værdig til at være i større sociale sammenhænge. 

Jeg lukkede især mit hjerte for mænd. Og jeg kørte mig selv hårdt, for nu ville jeg få styr på mit liv. Dengang troede jeg, at jeg skulle klare det selv, men fordi jeg holdt mine mørke tanker i et meget lille kredsløb, hvor der kun var mig selv til at bekræfte mig i alle mine bekymringer, blev det selvforstærkende.

I fire år lå jeg hver nat og lovede mig selv: I morgen skriver jeg en mail til den og den og beder om hjælp, men når jeg stod op næste morgen, turde jeg ikke række ud.”

I dialog med universet

Nytårsaften 2018 valgte Pernille at fejre alene. Det sidste halve års tid havde hun fundet en sti, som måske førte ud af mørket.

“Det lyder måske lidt langhåret, men jeg har altid været meget spirituel, og jeg begyndte at købe krystaller. Jeg havde en under hovedpuden til om natten og gik til vigtige møder med to-tre stykker i bh’en. 

Jeg begyndte også på – ja, jeg ville jo næsten hellere sige, at jeg går i swingerklub – men jeg begyndte på at sige mine ønsker højt og sende dem ud i universet. Det var ikke noget med en lækker bil, men mere indre og ydmyge ønsker, jeg havde i starten, og stille og roligt vendte tankerne fra negative til positive oppe i mit hoved. 

Jeg begyndte at tiltrække andre mennesker. Nytårsaften købte jeg krystaller og hvid salvie, som jeg brændte af. Jeg havde det sådan: Nu vil jeg bare have et positivt liv, jeg har så meget positivt at give, jeg ved, jeg ikke er så dyster. Så da klokken slog 24, gik jeg i en personlig dialog med universet.”

Kærlighed og natur

Hendes erfaring er, at det, hun har givet fokus, det har hun fået: Giftige forhold, uro i kroppen og søvnløse nætter. Når hun kigger tilbage på den erfaring, giver det jo egentlig også mening, at noget af det første, 2019 bragte hende, var: Kærlighed.

En klog mand, som, da hun fortalte om sin angst og sine mørke tanker, sagde: ‘Vander du ukrudtet eller blomsterne?’.

“Der er noget trist i at sige, at min angst er blevet bedre, efter at jeg har fået en kæreste, for det må være nedslående for landets singler, som har angst. Men det er vildt for mig at opleve, at jeg kan indgå i så stærk og varm og kærlig en relation. 

Jeg ved, at jeg har angsten med mig. Der er masser af ting, der stadig skal ryddes op i i mit liv, men nu kan jeg have dage, hvor jeg tænker: Gud, kan jeg have så lys en dag?! Dage, hvor jeg står tidligt op og finder et sted, hvor der vokser brombær. Når jeg kobler mig på naturen, kan jeg mærke, at jeg bliver rolig på en helt særlig måde.”

Kan du bruge din angst til noget godt?

“Ja, hvis jeg vælger at se på den som intuition og en guide til, hvad jeg ikke skal. Jeg har ikke en ambition om at blive angstfri, for var det min ambition, ville jeg fejle hver dag. Men i stedet for at være destruktiv går jeg efter oplevelser med mennesker, som er gode for mig.”

3 ting, der virker for mig

  • “Naturen er den allervigtigste terapiform for mig.”
  • “Ærlighed om min angst. Det giver tryghed, at mine nære ved det, på dage, hvor jeg mærker angsten ekstra.”
  • “At mærke efter og sige nej og ikke være med til alt. Jeg er ikke længere kun udadvendt, jeg balancerer også min mere private og dybe side langt bedre og mere respektfuldt over for mig selv.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 12. december 2019. 

Seneste

Måske er du interesseret i...