Partiformand og statsministerkandidat Mette Frederiksen: "Nu passer min alder endelig til det, jeg laver"

Første gang Mette Frederiksen trådte ind på Christiansborg som nyvalgt menigt medlem for Socialdemokratiet, var hun 24 år. Håret var helt kort, og kinderne lidt rundere end nu. I dag er hun lige fyldt 40 år og holder til i et af det gamle kongeslots store kontorer, omgivet af sort-hvide fotos af sine forgængere på posten som leder af partiet. 

Christiansborg er blevet om ikke et andet hjem, så i hvert fald et naturligt sted for hende at være. Så naturligt, at hun gerne vil være chefen for det hele, og siden november sidste år har hun også haft alderen med sig. 

“Som min kæreste siger, så har han aldrig før mødt en kvinde, som har ønsket sig ældre, end hun er, men jeg havde det sådan, da jeg fyldte 40: ‘Endelig! Nu passer min alder til det, jeg laver’. Jeg er statsministerkandidat. Det er simpelthen bedre at være i 40’erne end at være i 30’erne.”

Det sidste siger hun med et glimt i øjet. Men ellers er det med at være statsministerkandidat ikke noget, hun tager let på. Men det er noget, vi vender tilbage til. For vi vil have hele historien om 40+ kvinden Mette Frederiksen. Og den starter et andet sted end på Christiansborg.

Engang var hun for eksempel en stille folkeskolepige fra Aalborg, som gik til talepædagog, elskede alle slags dyr og spiste varm mad næsten hver søndag klokken 12.

Smagen af barndom?
... “er hjemmelavet rabarbergrød”

Rabarbergrøden blev i Mette Frederiksens barndom serveret hjemmelavet, blød og lyserød i en grøn porcelænsskål i farmor og farfars sommerhus. Her kom hun som barn næsten hver søndag og i mange ferier med sine forældre, sin fem år ældre bror og et virvar af onkler og tanter, fætre og kusiner. 

Her skovlede hun tryghed og sammenhold ind sammen med den sursøde smag af sommerens rabarber. Dannebrog blafrede på flagstangen. Transistoren var skruet op, så alle kunne høre dagens radioavis, og snakken gik. 

Ingen råbte, men der var masser af meninger rundt om i husets hjørner. Hos farmor og farfar fik hun varm mad midt på dagen. Det hed middagsmad, og bagefter var der dessert: Citronfromage eller rabarbergrød. 

Mette Frederiksen elskede det sommerhus og de værdier, som farmor og farfar stod for, som både børn og voksne kunne regne med. 

“Jeg kan huske, at min farfar havde en gammel hængesofa i haven, hvor han lå og hørte radio. Min kæreste har lige bygget sådan en hængesofa og foræret mig den. Det har været mit ønske i mange år.” 

Sammenhængen mellem fortid og nutid, barndom og voksentilværelse er vigtig for hende.

“Min barndom betyder meget. Det at have rødder er afgørende for, hvem vi bliver som mennesker. Vi lever i en tid, hvor individet dyrkes. Men forestillingen om, at vi svæver frit, den tror jeg ikke en hujende fis på. Vi er påvirket af de værdier og det fællesskab, vi vokser op med. De spiller en stor rolle. Min barndom spiller da en rolle for den måde, jeg er mor på i dag!” 

Derfor tilbringer hun stadig tid med sine børn i familiens sommerhus, som der stadig hænger en duft af rabarber ved. 

“Jeg vil gerne sikre, at mine børn får en relation til deres familie, så derfor er vi meget i min farmor og farfars gamle sommerhus. Min datter, Ida Feline, er 15 år og en typisk teenager, som kan lide at sove længe. 

Men sidst vi var i Nordjylland til en konfirmation, var naturen så smuk med anemoner i skovbunden og bøgen, der lige knap var sprunget ud. Min datter foreslog, at vi stod tidligt op, så vi kunne nå en tur i skoven inden konfirmationsfesten. Det oplever du alligevel ikke tit fra en teenager, vel? 

Det er lidt ligesom min skål med rabarber. Det er rart med noget, der lever videre forskudt i tid. Vi lever i en rodløs tid, så det med at have noget og nogen at høre til får stor betydning.” 

Lyden af ungdom?

... “er en afrikansk hanes stædige galen”

Efter gymnasiet rejste Mette Frederiksen til Afrika med en rygsæk på ryggen og sin daværende kæreste i hånden. Som ung var hun medlem af Verdensnaturfonden og aktiv i kampen for at bevare regnskoven, imod apartheidregimet i Sydafrika og imod dyreforsøg. Som et statement undlod hun i en periode at gå med makeup, fordi produkterne blev testet på dyr. 

Hun var sponsor for en kaskelothval, kaldet Jens. Og hun var fascineret af giraffer og elefantflokke. 

Hvorfor skulle du lige til Afrika? 

“Jeg kan ikke huske, at jeg ikke har haft et ønske om at komme til Afrika. Jeg har altid haft en længsel efter Afrika. Jeg har aldrig selv helt fundet ud af, hvorfor det er sådan, men omvendt må jeg bare sige, at hvis du én gang har set solen stige op over savannen, så bliver det aldrig større.”

Det syn mødte hende på ungdomsrejsen sammen med lyden af en hane, der galede stædigt, mens solen steg op over Victoriasøen, og vækkede alle i nærheden.

“Den rejse var min dannelsesrejse. Det var der, jeg gik fra at være min mors og fars datter til at blive mig selv. Det gik op for mig, hvem jeg er, i Afrika. Jeg kom til et gennemført religiøst samfund i Kenya, men jeg troede ikke selv på noget og rejste med min kæreste uden at være gift.

Jeg er imod vold mod børn, men dernede er det en del af opdragelsen. Jeg opdagede nogle værdier, som jeg hidtil havde taget for givet. Værdier, jeg havde adopteret fra mine omgivelser, men i Afrika begyndte folk at stille mig principielle spørgsmål, og det satte en refleksion i gang hos mig.”

Hvilken konsekvens fik det? 

“Da jeg trådte ind i mit barndomshjem efter den tur, kunne jeg mærke, at nu skulle jeg flytte. Jeg havde nået et punkt, hvor jeg ville tage vare på mit eget liv.”

Fascinationen af det afrikanske kontinent er intakt hos den voksne Mette Frederiksen. 

“Der er noget ved Afrika på grund af ekstremerne: Fattigdommen, håbløsheden og det, at folk alligevel overlever. Det giver en enorm intensitet.

Jeg har lige været tilbage i sommer, og det er, som om Afrika aldrig går i seng. Jeg føler mig meget i live i Afrika. Måske er det, fordi du hele tiden har fornemmelsen af, at du kan miste livet.

Afrika er farligere end andre steder. Der er mange problemer, men også en enorm livskraft. Ellers ville de jo ikke overleve. Afrikanerne har overlevet de værste ting.”

Den unge Mette Frederiksen, som rejste ud af Europa for første gang, fik på samme tid og tur høvlet første stump af sin ungdomsidealisme i mødet med en afrikansk hverdag.

Synet af et voksenliv?

... “er Christiansborgs tårn og lange gange”

Hjemme i Danmark vendte Mette Frederiksen kort tid efter sin afrikanske dannelsesrejse blikket mod København og Christiansborg. Hun læste en bachelor i administration og samfundsfag i Aalborg, men resten af sin kandidatuddannelse tog hun i København, og det blev i Ballerup, at hun i 2001 første gang stillede op som folketingskandidat.

I dag siger hun, at det ikke kunne være blevet andet. I politik kunne hun bruge sit engagement i samfundsforhold til at skabe forandringer, og sådan er det stadig. Men selvfølgelig har hun også selv forandret sig i de knap 20 år, der er gået, siden hun første gang så Christiansborg indefra.

“Jeg er meget mere alvorlig i dag, end jeg var dengang. Jeg plejer at sige, at når du har været justitsminister i denne her tid med terror og radikaliseret islamisme, så får du aldrig rigtigt dit gode humør igen.I dag træder jeg ind med en anden alvor og med et helt andet ansvar, end da jeg kom ind som ung. Heldigvis stod jeg ikke i første række dengang, men var på bagsmækken af det hele. Det er jeg ikke nu.”

Det er hun ikke. Hun er i hovedkontoret for Socialdemokraterne. Med udsigt til statsministerkontoret. Hvis det står til hende selv og resten af partiet. Og det kræver timer. Mange timer, selv om døgnet stadig kun har 24 af slagsen at tage af.

Hvordan får du din hverdag til at hænge sammen?

“Det er et godt spørgsmål. Jeg bor alene med mine to børn og har en kæreste, som bor med sine børn, så i hverdagen er jeg alenemor, og det kræver meget af os alle sammen.

Det kræver langtidsplanlægning. Jeg har helt styr på holdsport og forældreintra. Jeg skriver til lærerne i ret god tid, hvornår der præcis skal ske hvad, for jeg vil rigtigt gerne komme til forældremøder og kunne holde fødselsdag for en hel klasse, som jeg lige har gjort.”

Men alligevel? Vi mødes til interview 2. maj. Dagen før begyndte hendes 1. maj-dag med tale klokken 7.10 i Ballerup. Herefter fortsatte hun med taler i Glostrup, Næstved, Ringsted og København for at slutte af med et interview i Aftenshowet på DR.

Hvordan overkommer du det? 

“Det kræver nogle børn, der tager ansvar og hjælper til. Et menneske kan ikke sørge for alt, og det gør jeg heller ikke. Når du er i en familie, er du også en del af et arbejdsfællesskab.

Måske ville det være godt for de børn, som vokser op i dag, hvis de havde flere pligter? Jeg er optaget af, at børn skal have det godt, og det er vigtigt at have en funktion i et fællesskab. Sådan er jeg selv opdraget. Vi skulle hjælpe meget til. Det ville ikke kunne fungere hjemme hos os, hvis vi ikke var tre om at løfte opgaven.”

Heldigvis er hendes børn, Ida Feline på 15 og Magne på 12 år, ved at være både store og hjælpsomme. Ida Feline kan finde på at gå ud med skraldet, helt på eget teenage-initiativ, og Magne kan finde på at stå op og lave morgenmad til hele familien. Og modsat af hvad hun havde frygtet, så er det på alle måder skønt at have store unger.

“Jeg elskede at have små børn. Babyer er det dejligste, der findes. De er så nuttede, og det er så hyggeligt at have en toårig, der tøffer rundt med en trækvogn med pixibøger i og en sut i munden. Jeg tænkte, at det ville blive frygteligt at have store børn, for så forsvinder alt det, men sådan er det jo slet ikke.

Nærheden og hyggen bliver ved at være der. De folder sig ud som omsorgspersoner og tager ansvar, og det er jo lige så rørende at se et stort barn gå ind i den rolle. For mig har det været en overvældende god oplevelse at få store børn. Jeg troede, at det på en eller anden måde sluttede. Det gør det ikke. Vi er tætte på hinanden og kan lide at være sammen.”

Mette Frederiksen annoncerede i marts 2018, at hun skifter valgkreds. På Facebook skrev hun, at hun forlader Ballerup og vender hjem til Nordjylland, hvor hun er født og opvokset. Det affødte straks en blandet landhandel af kommentarer fra de positivt begejstrede til de negative, der betvivlede hendes tilhørsforhold både til regionen og til Socialdemokratiets sande værdier.

Du har sagt, at du er en følsom sjæl, men kan du bevare den som politiker i de sociale mediers debatklima? 

“Jeg er meget følsom. 1. maj gik jeg med tårer i øjnene fra et arrangementet i Ballerup, hvor jeg holdt tale for min gamle valgkreds. Det gør du kun, hvis du er et følsomt gemyt, og det er jeg.

Den måde, debatten har udviklet sig på på de sociale medier, har betydet, at jeg ikke gider kommentartråden mere. Det er så ødelæggende for vores samfund. Jeg tror, det ødelægger børn og unges liv. Folk er flabede, nedladende, onde, og det er ikke kun os politikere, det er jo alle, der får med grovfilen! Journalister, parkeringsvagter, alle! Jeg har ingen illusioner om, at det er et spændende demokratisk rum. Jeg synes, det er asocialt. Det skaber afstand og giver os lede ved hinanden.”

Følelsen af kærlighed? 

... “er en fem år gammel blomst, der ikke må dø”

I Mette Frederiksens hjem i Ballerup står en række potteplanter, som hun passer godt på. De har været hendes mors blomster, men siden hun døde for fem år siden, har blomsterne boet hos Mette Frederiksen og hendes børn.

“Jeg er ikke så meget hjemme, så det er ellers ikke blomster, jeg prioriterer højest, men jeg har nogle blomster fra min mor, og de må bare ikke dø.”

Hvornår mangler du din mor mest? 

“Jeg mangler hende næsten hele tiden. Jeg er blevet overrasket over, hvor langt sorgen går med. Min mor var syg i syv år, og det var ikke nogen overraskelse, at hun skulle dø af sin kræftsygdom. Jeg nåede at indstille mig på det efter et langt forløb med masser af op- og nedture.

Der var enormt meget sorg undervejs, men du når at vænne dig til døden undervejs, og sorgen har også noget godt med sig, for på et tidspunkt, når et menneske er meget sygt, så når du som pårørende til et punkt, hvor du ikke har lyst til at se på mere lidelse.”

Er sorgen anderledes, end du havde forventet? 

“Ja. Jeg var meget tæt på min mor, og jeg havde hele tiden tænkt, at hun var en fantastisk kvinde og en fabelagtig mormor, så jeg var ikke i tvivl om, at sorgen ville være der. Men jeg er overrasket over, hvor længe sorgen varer. Det er fem år siden nu, og den er der stadigvæk. Helt intakt faktisk.”

Forleden dukkede seks små antikke klokker frem fra bunden af et køkkenskab. Hun havde glemt alt om dem, men genkendte dem straks som sin mors. For hun var en tingsamler og en tingfinder og kom hjem fra stranden med hulsten og døde sommerfugle, som var for smukke at efterlade.

I dag står klokkerne fremme og pynter på børnebørnenes værelser, for Magne og Ida Feline ville gerne have et konkret minde om deres mormor.

“Jeg er ked af, at jeg ikke længere kan dele ting om mine børn med min mor. En tabt tand eller en tur på skadestuen, som mine venner ikke vil være helt så optaget af, hvor en mormor jo er lige så optaget af den tand, som du selv er.

Jeg er ærgerlig over, at mine børn har mistet den varme, hun ville have givet i deres liv. Helt konkret er jeg også ked af, at min mor ikke har mødt min kæreste. Det er et kæmpe tab, for jeg ved, at de ville have kunnet lide hinanden.”

Duften af fritid?

... “er den friske brise fra åbne vinduer i mit sommerhus”

Mette Frederiksen fyldte 40 år sidste år. Selve dagen var præget af travlhed, fordi det var midt under kommunalvalget. Dagens eneste pause var en gåtur gennem skoven, og det er til gengæld et fint eksempel på hendes opfattelse af, hvad et godt afbræk fra hverdagens pligter skal indeholde.

“Jeg har fødselsdag i november. Det regnede. Ikke så langt fra hvor jeg bor, er der et hyggeligt spisested i skoven, og selv om det var valgkamp, gik jeg derned med mine nærmeste og spiste frokost, og så gik vi hjem gennem skoven i regnvejr, og det var faktisk rigtigt dejligt. Lige som det skulle være.”

Senere på dagen havde entusiastiske socialdemokrater sørget for flag og træstammer til eftermiddagens valgarrangement, og da valgkampen var slut, sørgede Mette Frederiksen for at holde en fest, hvor det vigtigste var, at alle fik danset sig glade.

“Jeg havde besluttet, at det, jeg helst ville bruge penge på til den fest, var et liveband. Du danser på en anden måde, når det er live. Det var en meget rørende aften med gode venner og familie og med gode taler.”

Så der må gerne være gang i den omkring Mette Frederiksen. Men hvis hun skal lade op, foregår det præcis som i barndommen. I et sommerhus med så meget natur omkring sig som muligt.

“Der, hvor jeg slapper mest af, er i et sommerhus. Det er noget af det bedste, jeg kan give mig selv og min familie. For mig er det et sted, hvor jeg kan gøre lidt mindre rent. Der kan godt ligge en flue eller to i vindueskarmen. Dog ikke 10, vel? Jeg laver mere mad, jeg åbner vinduerne lidt mere. I vores sommerhus er vi en stor, sammenbragt familie, og jeg elsker det. Alle elsker at være der.

Vi har gode venner i nærheden. Der har vi et hverdagsliv med en Brugsen, hvor alle hilser på hinanden. Det er et rigtigt skønt, gammelt 1800-tals hus. Nogle vil mene, at vi kunne gøre noget ved det, men jeg vil gerne beholde det, præcis som det er.”

Det er dog ikke sikkert, at hun helt kan holde fri fra politik i sommerhuset, når hele familien er samlet. Det indbyder familietraditionen heller ikke til. For hun har selv fået et par samfundsengagerede børn, og de kan godt erklære sig uenige i den socialdemokratiske linje på alle tidspunkter af døgnet.

For eksempel spurgte Ida Feline for ikke så længe siden, hvad der egentlig vil ske, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister. Vil hendes egen datter så kunne demonstrere mod hende?

“Hun sagde det med et smil, underforstået, at det havde hun nok tænkt sig at gøre uanset hvad. Til det måtte jeg jo svare: ‘Selvfølgelig. Jeg ved ikke, hvad du skal skrive på banneret. Måske: ‘Hør efter, mor!’?’.

Men jeg kan mærke, at begge mine børn udfordrer mig. Nogle gange ser vi tv-avis sammen, og så stiller de spørgsmål til hvert eneste indslag: ‘Hvorfor siger du det?’. Og nogle gange, suk, så tænker jeg, at nu skal vi bare have ro – men det skal vi så alligevel ikke.”

Det varer længe, inden Mette Frederiksen begynder at tænke på, hvad et godt liv ellers kunne indeholde. Men det bliver nok noget med planter ...

“Den dag, jeg er færdig med politik, bygger vi et drivhus med det samme. Lige det kan jeg allerede glæde mig til. Jeg ved præcis, hvordan det skal se ud med gamle brugte mursten på højkant som gulv, og selve drivhuset skal være i træ, ikke metal. Jeg glæder mig til at indrette med en kurvestol og et bord, så jeg kan sidde og læse avis derude.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i september 2018.