Mor og datter
© Getty Images

Forskningen har talt: Børns intelligens kommer fra mor

Dit barn har med stor sandsynlighed arvet sin genialitet fra dig

13. oktober 2016 af Maria Broe Trustrup Hansen / Stylista

"Hold da op, hvor han ligner sin far!" eller "Nøhj, hvor hun dog ligner sin mor!"

Det er en klassiker at skulle afgøre, hvem ens barn ligner mest. Mor eller far?

Selvom det ikke er en egentlig konkurrence, er det ikke helt tosset at kunne slå fast, at "intelligensen stammer i hvert fald fra mig!"

Men nu behøver I ikke længere at diskutere, hvem jeres børn har arvet deres kloge hoveder fra. For sagen er rent faktisk, at dit barn med stor sandsynlighed har arvet sin intelligens fra dig.

Intelligens kommer fra mor

En række undersøgelser peger nemlig på, at børn arver intelligens fra deres mor. Det fortæller psykolog og forsker Jennifer Delgado på bloggen Psychology Spot.

“Flere undersøgelser har vist, at børn er mere tilbøjelige til at arve intelligens fra moderen, fordi intelligensgenerne hænger sammen med X-kromosomet," skriver Jennifer Delgado.

Kvinder har som bekendt to X-kromosomer, mens mænd kun har ét. Det betyder altså, at der er dobbelt så stor sandsynlighed for, at børn arver intelligens fra moren i stedet for faren.

Den tætte kontakt er vigtig

En undersøgelse fra USA peger også på, at den bedste måde at afgøre et barns intelligens på er ved at se på morens IQ.

Forskere har siden 1994 undersøgt mere end 12.000 unge mellem 14 og 22 år. De fandt ud af, at de unges intelligens lignede deres mødre utrolig meget. I gennemsnit lå de unges IQ kun 15 IQ-points fra deres mødres.

Generelt mener forskerne også, at mødre har en vigtig rolle i forhold til barnets intelligente udvikling på grund af den fysiske og følelsesmæssige kontakt mellem mor og barn.

Inden du bliver alt for kæphøj, skal du dog lige huske, at det kun er mellem 40-60 procent af intelligensen, som er arvelig. Miljø og andre påvirkninger afgør resten, og der har faren jo mulighed for at få en finger med i spillet.

Du vil (garanteret) også kunne lide