Karen Bering
© Lars Horn

Nu lytter Karen til sig selv: “Hellere blive 40 år end ikke at blive det!”

Da Karen var ved at miste sig selv i stress og jag og forventninger, valgte hun at begynde at tro mere på sig selv. For noget måtte laves om. Nu stoler hun på egne forslag frem for at æde andres

3. januar 2019 af Louise Thorsted

Karen Bering (42) er gift og mor til Alma på 7 og Mathilde på 5 år. Karen er salgschef.

Nu tror jeg på mig selv

"Alle taler om den her balance, det må de sgu selv om. Jeg vil have den!” Sådan beskriver Karen Bering sin motivation for at begynde at tage sig selv meget mere alvorligt. For tre år siden og lige på tærsklen til de for hende skræmmende 40’ere fik en veninde sagt den magiske sætning: “Hellere blive 40 år end ikke at blive det!” 

“Det fik mig til at indse, at min frygt for de 40 år var latterlig. I stedet blev jeg meget bevidst om, at alder er et privilegium, og at jeg nu var så tilpas voksen, at jeg skulle til at gøre de ting, jeg gerne ville, for det bliver ikke bare ved med at tikke ind med år. Nu skulle der ro i maven.”

Karens liv i 30’erne var som mange kvinders liv en evig og ret umulig jongleren mellem børn, familie, veninder og job. 

“Jeg var presset og havde ofte dårlig samvittighed over, at der ikke var styr på fritidsinteresser, skoletasken og madkassen. Og så bed vi hurtigere af hinanden derhjemme. Jeg nåede at tænke, at det kunne koste mig ægteskabet en dag, hvis ikke vi fandt ro.” 

Men Karen havde svært ved at være den første, der gik på jobbet om eftermiddagen. Også selv om hun klappede computeren op, så snart hun landede hjemme med børnene. 

Men så en sommerdag i 2017 – hvor der skulle være MGP i ældstedatteren Almas fritidsordning: 

“Alma og hendes veninde havde øvet og øvet, faktisk så meget, at jeg stadig kan den Rasmus Seebach-sang udenad, som de skulle optræde med. Men da de råber grupperne op, er deres ikke med på listen. Jeg havde glemt at melde dem til! Der havde jeg det sådan: Det kan jeg simpelthen ikke være bekendt. Bare fordi jeg så passede mit arbejde 110 procent. Det skulle selvfølgelig være i orden, men ikke på bekostning af ungerne.”

Så selv om hun kun havde været i sin stilling i fire måneder, et job, hun elsker, og som mange andre også ville elske at få, tog hun en snak med sin chef om muligheden for at gå ned i tid eller andre muligheder for at få mere fleksibilitet i hverdagen. 

“Jeg var klar på at gå efter det, der føltes rigtigt. Tidligere ville jeg have fået ondt i maven over overhovedet at overveje noget andet end det, der blev forventet af mig. Jeg ville være bange for at blive fyret eller bare få et nej. Og for 10 år siden betød det mere for mig at kunne sige, at jeg havde et fedt arbejde, end det gør nu. Jeg er megaglad for mit arbejde, men min verden falder ikke sammen, hvis jeg mister det. For nu tror jeg på mig selv. Og så blev jeg så positivt overrasket over, hvordan min chef tog imod det. Han sagde: ‘O.k. Vil du prøve at komme med et forslag til, hvordan du ser, at det kan køre fremadrettet?”

Det er jo mig, der bestemmer 

I dag er hun fysisk på sin arbejdsplads, Musikkens hus i Aalborg, når det kræves. Også om det så er søndag eftermiddag. Men hun kan også sagtens have en hel uge, hvor hun så arbejder hjemmefra. 

Og det er ikke kun arbejdslivet, der er blevet et andet, efter at Karen er begyndt at navigere benhårdt efter sin mave fornemmelse. 

Jeg har veninder, som ikke altid kan forstå, at jeg prioriterer at se den nye sæson af Game of Thrones med min mand over caféaftener. Jeg er også klart det svageste led i min mødregruppe, men der har jeg forklaret, at hvis jeg allerede har arbejdet et par aftener i løbet af en uge, fravælger jeg aftenen med dem. Jeg er nok blevet hende den kedelige. Men omvendt så synes mine børn, jeg er en fest.”

Karen har i det hele taget fået styr på, hvad der er vigtigt for hende, men også styr på, hvordan hun løser det, når hun trods alle gode intentioner træder ved siden af.

“Jeg husker et arrangement i børnehaven, hvor vi skulle lave juledekorationer. Mange af de andre havde pakket kurve hjemmefra fyldt med sløjfer og grankogler. Jeg havde ikke engang en klat ler med, så mit barn sad med en tom paptallerken foran sig. Det var de i alt fire børn, som gjorde. Som 35-årig ville jeg have følt mig som en kikset og nederen mor. Nu sagde jeg til de tre andre forældre: ‘Hvad om I kommer hjem til os på lørdag, så henter vi nogle pizzaer og McDonald’s til børnene, og så drikker vi noget rødvin. Og alle dem, der er organiserede, de må ikke komme!’. Vi endte med at være 12 til pizza og rødvin. Jeg tror, de syntes, det var befriende, at der var en, der sagde: ‘Shit, har I heller ikke grankogler med?’. Nu er de faktisk blevet nogle mennesker, vi ses med. Og hvis der er nogle, som har set sig skæve på mig over et eller andet, så kan jeg altså ikke ligge vågen over det klokken tre om natten. For jeg ved jo, at jeg gør alt i god ånd.” 

Karen har fået eller givet sig selv den ro, hun savnede. Både i sig selv og i familien.

“Jeg klapper mig selv på skulderen over, at jeg har lyttet til mig selv og gjort, hvad der skulle til, så vi ikke længere sidder i slutningen af ferierne og tænker, at hvor var det skønt at have tid til hinanden. For nu har vi det også i hverdagen. Det er selvfølgelig ikke sådan, at alt bare er god karma hjemme hos os. Vi kan også have skidestressede uger, men hvor vi før havde ro på 20 procent af tiden, så er det måske nu 80 procent af tiden. Jeg har drukket tirsdagscocktails med veninderne og arbejdet 80 timer om ugen. Nu ved jeg, hvad jeg går glip af, og det er o.k., for jeg savner det ikke.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 12. 



Måske er du interesseret i...

Seneste