Karen Strandbygaard går ikke længere rundt og venter på fremtiden. Hun er holdt op med at regne med, at lige om lidt bliver hun lykkelig. Hun glæder sig sjældent til noget, som først sker om et halvt år. Der er for meget uro og angst og for lidt nærvær og glæde forbundet med hele tiden at se frem i stedet for bare at være.
Hun er gift. Hun har fået to børn, og hun er blevet forfatter. Det liv vil hun nyde. I stedet for at erstatte en drøm med en ny, så snart den første går i opfyldelse.
“På et tidspunkt tog jeg en beslutning om, at jeg ville være glad for det, jeg har nu. Når jeg kigger rundt, ser jeg mange mennesker, der tolker deres liv negativt og hele tiden har fokus på det, som kunne blive bedre. Det kunne jeg også gøre. Jeg kunne sige, at vores hus er faldefærdigt, at vi ikke har været på ferie i udlandet i to år, fordi jeg vil skrive, og det har nogle omkostninger. Men jeg prøver at lade være med at tænke sådan. Mit liv skal ikke være en evig længsel.”
Hun kan sige det med overbevisning. For Karen ved udmærket, hvad det vil sige at længes og at drømme om en fremtid, man ikke kan få ordentligt fat i.
Altid på vej væk
Karen er vokset op i provinsen. Hendes far var læge og fik en praksis i Ølgod i Vestjylland, så der flyttede familien til fra København, da Karen var et år. Og der sad hun så med sin bedste barndomsveninde og klippede billeder ud af ugeblade af smukke modeller i glamourøse omgivelser, som virkede meget langt væk fra Vesterhavet og de jyske skove.
“Jeg vidste allerede som barn, at jeg ikke kunne blive i Ølgod. Jeg skulle flytte til Aarhus eller København og gå på universitetet. Det lå altid i kortene, at jeg skulle videre – at der var noget andet, der ventede forude. Senere har jeg tænkt, at den følelse af at være i en venteposition, indtil det rigtige liv begynder, gav mig en uro.”
Det er svært at høre hjemme et sted, du skal videre fra, og Karen følte aldrig, at hun helt hørte til i Ølgod. Hun gik og ventede på fremtiden, men da den kom i form af et studieliv i København, begyndte hun at længes efter noget andet.
“Jeg havde en underligt uspecifik længsel efter, at der skulle ske noget større. Jeg var ikke særligt god til at være i nuet. Man siger jo ellers, at unge mennesker er gode til at leve livet nu og her, men jeg spekulerer på, om det ikke er en myte? For mig var livet i 20’erne i hvert fald fyldt med længsler og uro.”
Karen læste retorik. Så læste hun økonomi. Så medicin, og så skiftede hun tilbage til retorik. Lidt tilfældigt begyndte hun at arbejde med kommunikation, mens hun ved siden af sporadisk skrev små tekster, der aldrig blev færdige. Hun drømte om at slå igennem som forfatter. Da hun nåede starten af 30’erne, begyndte hun desuden at drømme om en familie.
“Vi kunne ikke få børn, da vi ville, og det gjorde mig sårbar. Jeg fik en dødsangst, der kom af frygten for ikke at få min familiedrøm opfyldt. Hvad nu, hvis jeg døde i trafikken, inden jeg nåede at blive mor? Det tænkte jeg konkret på hver morgen, når jeg cyklede gennem byen. Og jeg kunne sidde med min mormors arvesmykker i hånden og spekulere på, hvem der skulle have dem, hvis jeg aldrig fik børn. Mine år i 30’erne gik med at længes efter først et barn og så et mere.”
Børn og en fyreseddel
Da Karen fyldte 40 år, skete der to afgørende ting. Den ene var, at hun efter flere års behandling for barnløshed endelig fødte sit andet barn med et kæmpe lettelsens suk. Den anden var, at hun efter barslen blev fyret fra sit arbejde.
“Mit forløb med fertilitetsbehandling lærte mig, at du aldrig ved, hvad der kommer til at ske, så du må forsøge at nyde det, du er midt i. Samtidig gav min fyring mig startskuddet til at blive forfatter. Jeg satsede endelig den tid, der skulle til, og debuterede i en alder af 43 år, og det har givet mig troen på, at alt er muligt. Det at blive mor løste noget for mig. Det at få børn gjorde, at mit liv blev konkret. Det hele foregik lige nu og her. Og det betød, at jeg fik en arbejdsdisciplin i forhold til at skrive. Jeg blev også mere modig. Det eneste, jeg er bange for, er, at der sker noget med mine børn, og det er godt at have det sådan, når du sender en roman ud i verden. Jeg tror ikke, jeg kunne have skrevet den bog, hvis ikke jeg havde fået mine børn. Så havde jeg stadig siddet og stirret ud i luften.”
For Karen handler det at leve i nuet om at tage ansvar for sit liv.
“Det er en bevidst beslutning, at jeg vil udleve mine drømme i stedet for netop bare at drømme. Min farmor ærgrede sig til sin død over, at hun aldrig var blevet tandlæge. Sådan vil jeg ikke have det.”
Hvad er det helt afgørende, du har lært om dig selv?
“Når vi taler om at leve i nuet, skal det jo ikke opfattes, som om du altid er glad, når bare du lever i nuet. Jeg kan da være eddikesur i nuet, når jeg kommer hjem med trætte børn, og morgenmaden stadig står på bordet, og det flyder med vasketøj i hele huset. Så er jeg ikke særligt glad. Men jeg tror heller ikke, at lykken er at være glad. Lykken er at være til stede. Og det kan du altså kun være lige nu og her. Jeg vil hellere være sur og til stede end fjern og længsels fuld. Ikke at jeg aldrig er det sidste. Men efter at jeg er blevet 40, er jeg det meget mindre.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 77
