Kassevis af gamle fotos og billedalbum på loftet, som du aldrig kigger på – skyldig? Det er mange af os helt sikkert, men det er jo langt fra alle de gamle, fremkaldte familiebilleder, vi kan have hængende på væggen.
Men det er egentlig ærgerligt, at billederne er gemt væk, for det kan virkelig være sjovt at kigge de gamle minder igennem, og det kan være hyggeligt at dele de gamle historier med din søn eller datter.
Det vil derfor være virkelig ærgerligt, hvis billederne skulle gå tabt, for du har formentlig ikke en backup af de gamle, fremkaldte billeder – men det kan du få!
Scan dine fotografier fra fortiden
Med den meget enkle app PhotoScan kan du nemlig scanne dine trykte fotos med din telefons kamera. Det tager kun få sekunder at scanne dine billeder og dermed gemme dem digitalt, hvilket vi på ingen måde kunne gøre så let, før vi fik smartphones!
Og selvom chefreaktør Lea Østergaard Andersen mener, at ingen ser de digitale billeder, kan du med fordel sende dine scannede billeder til din computer, så du også har dem liggende der.
App'en er gratis, og herunder kan du se, hvor let det er at scanne de gamle familiefotos.