Nanna Kalinka Bjerke: “Vi skal huske det, vi er fælles om”

er gift og mor til fire børn.
er selvstændig kommunikationsrådgiver, tidligere forkvinde for Kvindeligt Selskab (i dag Selskab for Ligestilling), tidligere radiovært med Mette Bom på det hverdagsfeministiske radioprogram Bom & Bjerke på Radio24syv og forfatter til blandt andet Den store bandebog.

Jeg er vokset op ...

“i en sværm af kvinder. Min mor var alene med min storebror og mig, indtil jeg fyldte 11 år og fik en ny far. Hun var læge og psykiater og tilhørte den første generation af udearbejdende kvinder, der kun fik barsel i nogle få måneder og måtte have barnepiger til at hente os i institutionen som små.

Hun var en stærk mor og en travl mor og har været et forbillede for mig på godt og ondt. Min familie var et matriarkat, hvor mænd kom og gik, mens kvinderne drev alt fremad. Min mormor og oldemor var også bemærkelsesværdige kvinder. I dag har jeg en familie, der består af et hav af hele og halve søskende, og det er rigtigt fint.”

Jeg følte mig første gang som feminist ...

“tidligt i teenageårene. Først undrede jeg mig over, at jeg havde svært ved at passe ind blandt de andre piger. Jeg har altid været livlig og initiativrig, og som lille gik jeg i bukser og havde kort hår.

Jeg var misundelig på de pæne piger. Det er nok en typisk børneoplevelse. Det var ret tydeligt, at jeg ikke var god til at sidde stille. Undtagen når jeg læste bøger, og det gjorde jeg til gengæld så ivrigt, at jeg kunne pjække fra skole, hvis jeg var i gang med en god bog.

Som 14-årig faldt jeg over Mary McCarthys klassiker The Group fra 1954, der handler om otte unge kvindelige studenter, og jeg blev blæst helt væk. Pludselig kunne jeg genkende noget. Siden greb jeg efter Marylin French og Erica Jong og fandt bøger, der handlede om det kulturelle i at være kvinde.

Jeg forstod, at når det handlede om familiestruktur, ville jeg gerne have haft, at min far havde været mere stabil, men også, at jeg ikke var alene om at vokse op med den følelse. Jeg begyndte at høre Shit & Chanel, og sammen med en veninde sprang jeg ud som kønsbevidst ung kvinde.”

Læs ogsåLise Rønne: “Jeg blev for alvor feminist, da jeg fik en datter”

Oplevelser, der gennem tiden har givet mig brændstof ...

“er min og alle andre kvinders historie. Jeg har bevæget mig i miljøer, hvor alt handlede om køn næsten hele mit liv, jeg har altid betragtet samfundet gennem de briller, og jeg kan heldigvis konstatere, at vi har haft en revolution de seneste fem-seks år, der har gjort det almindeligt at tænke over køn, og har blandt andet trukket MeToo-bevægelsen i gang. Det skal vi være glade for, fordi det er nødvendigt at se både mænd og kvinder nuanceret, vide, hvem vi er, og hvad det giver os af muligheder og begrænsninger.”

Det gav genlyd ...

“da jeg arbejdede med Mette Bom. Vi var en duo, der var så tætte, at folk troede, vi var gift, selv om jeg altså kan fejre sølvbryllup med Søren. Mette og jeg lavede i løbet af 15 år feministisk, humoristisk radio, skrev bøger og en blog og stivede hinanden af undervejs.

For det kan være ensomt at være feminist, og jeg misunder bestemt ikke dem, der stiller sig frem alene. Jeg er stolt af, hvad vi slap af sted med at sige og skrive om sex, moderskab, kvoter, kønsdiskrimination, kystbanefeminister, borgerlighed og velfærd. Blandt andet.

Det var sjovt og lærerigt og gav mening. Jeg får kuller af begrænsende fællesskaber, hvor andre vil bestemme, hvordan jeg skal være feminist, men vores fællesskab var det modsatte. Vi styrkede hinanden.”

Det er vigtigt at sætte fokus på ...

“det, vi er fælles om. Vi har i mange år haft en identitetspolitik med fokus på forskellighed. Det er godt. Vi er opmærksomme på alle slags tro, køn, race, ophav, seksualitet, alt muligt, men det dårlige er, at vi samtidig har glemt at samle os. Kunne vi ikke tage al den viden om og respekt for hinanden med ind i et fællesskab?

Jeg synes, at feminismen i mange år er blevet til for mange små grupperinger, og så kommer det gamle romerske del og hersk-princip i spil. Det er svært at få gennemført noget, når vi internt er splittede. Det har været nødvendigt med en diskussion af forskellighed, men nu må der igen komme fokus på det fælles.”

Hvis jeg kunne ændre noget lige nu ...

“jeg vil i stedet give ordet videre. Jeg kan se, der sker noget globalt, når 12-årige piger hepper på verdensmål nummer fem, der handler om ligestilling mellem køn, og når unge kvinder fra Saudi Arabien får lov at spille fodbold, bliver jeg glad.

Der er ikke så stor forskel på os kvinder, heller ikke selv om vi kommer fra de værste slumområder i Brasilien eller den vildeste rigdom i Mellemøsten. Næste bølge af feminismen må være dem, der lykkes med at mobilisere på tværs i verden. Men det bliver ikke mig. Jeg giver stafetten videre nu.

Allerede da jeg blev 50 år, besluttede jeg, at jeg ville være mere selvoptaget, jeg har børn og børnebørn, og der er en tid til verden og en til os selv. Jeg synes godt, at min generation kan læne os lidt tilbage og klappe os selv på skulderen. Jeg bliver aldrig ikke-feminist, men for mig er det tid til at arbejde lidt mere i kulissen med køn.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. oktober 2020.