Lise Johansen (43) har en kæreste og er mor til Ricky på 23 år fra tidligere forhold. Hun er jobsøgende og uddannet pædagog.
Hvor svært kan det være at finde et job?
Da Lise Johansen sagde sit drømmejob som pædagog på en specialskole i Frederikssund op og forlod sin familie for at flytte over til sin nye kæreste i Kolding i 2006, tænkte hun: Hvor svært kan det være at finde et job som pædagog? Der findes jo børn, som skal passes, alle vegne.
“Jeg havde mødt min store kærlighed, så jeg følte, at jeg var nødt til at tage chancen og flytte til Jylland. Jeg havde boet hele mit liv på Vestsjælland, så det var en stor beslutning, og jeg lavede den lange for og imod-liste og inddrog også min søn, for han skulle være med på at skulle skifte skole og finde nye venner. Han glædede sig faktisk, og da jeg aldrig tidligere har haft svært ved at få job, tænkte jeg, at det også var lige til højrebenet.”
Sådan gik det ikke helt.
“Først brugte jeg meget tid på at hjælpe min søn med at falde til. Og så skrev jeg ansøgninger, men der var ikke rigtigt bid nogen steder. Sådan gik det første år.”
Lise savnede sin familie og sine gamle venner. Hun har altid været tæt på sine forældre, sin søster og sine bedsteforældre, som også helt fysisk alle har boet højst 10 minutter væk. Men pludselig var der to broer og 217 kilometer mellem dem.
Efter lidt tid i Kolding flyttede Lise og hendes kæreste ud på landet. Til sådan et sted, hvor der er flere kilometer til naboerne, og bussen kun kører en gang i timen indtil klokken 17, hvorefter alt bliver stille. Hendes kæreste havde ikke noget stort lokalt netværk, og han var for det meste fyldt op efter en arbejdsdag på otte timer og ville gerne koble af om aftenen og i weekenden uden at se en masse mennesker.
“Jeg tror, han følte, at han var meget på. Jeg klæbede jo til ham som en igle, så snart han trådte ind ad døren. Han brokkede sig ikke over det, men jeg følte selv, at jeg var krævende, fordi jeg ofte ikke havde snakket med nogen hele dagen. Indimellem tog jeg bussen ind til Kolding og gik lidt på biblioteket, hvor der altid var mennesker. Det hjalp lidt, men jeg havde ikke tætte veninder, og desuden er andre mennesker jo på arbejde i løbet af dagen. Jeg opdagede virkelig, hvor vigtig en arbejdsplads er, når du skal opbygge et nyt netværk fra bunden af i et nyt område.”
Knækket selvtillid
Lise fik nogle vikariater af kortere varighed. Nogle måneder her og der. Hun nåede aldrig helt at falde til, men hun blev god til at lade, som om alt var godt, selv om hun følte sig mere og mere usikker.
“Jeg tænkte egentlig ikke på, at jeg var ensom. Men jeg var flov over mig selv. Hvis vi var ude til en fest, og folk spurgte til mit job, begyndte jeg at sige, at jeg var uddannet pædagog. Så slap jeg for at sige, at jeg var ledig. Men det var ikke en rar følelse. Jeg havde det lidt, som om jeg løj hele tiden. Jeg begyndte at stille spørgsmål ved mig selv: Er det mig, der er noget galt med, siden jeg ikke kan få arbejde? Mit selvværd og min selvtillid fik et knæk, efterhånden som afslagene på forskellige job hobede sig op. Jeg følte, at jeg blev sparket til af andre mennesker.
Alle de følelser fortalte Lise ikke så meget om til sin kæreste. Hun ville ikke give ham dårlig samvittighed over at have trukket hende til Jylland.
“Han vidste dog godt, at jeg savnede familie og veninder og at have et socialt netværk her i Jylland. Og han har været god til at give mig opmærksomhed, så følelsen ikke blev alt for overvældende.”
Men Lise havde svært ved at indrømme, hvor ensom hun efterhånden følte sig. Og at skulle forklare de følelser over telefonen til familien virkede helt umuligt.
“Jeg ville helst ikke have, at min familie skulle bekymre sig om mig. De var jo langt væk, og jeg ville ikke have, at det skulle være en fiasko, at jeg var flyttet over til min kæreste. Men jeg kan se nu, at det var med til at gøre det værre, at jeg tav. Jeg fik både angstanfald og stresssymptomer. Det havde været bedre at sige det højt til de mennesker, der er tæt på mig.”
Det sidste er en erkendelse, Lise nåede frem til efter en traumatisk oplevelse i 2013, som gjorde hende virkelig bange.
I et kort vikariat på en specialskole skulle hun en dag på tur med en gruppe børn og unge. Hun sidder på bagsædet i en bil med en af eleverne, som midt i en ophedet diskussion får et raserianfald, griber fat i hendes tørklæde og forsøger at kvæle hende i det.
“Jeg kunne ikke komme fri og måtte have hjælp til at komme ud af bilen. Først tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg skulle alligevel stoppe i mit vikariat to dage senere, og jeg ved, at der er en risiko i arbejdet med udfordrede unge, men i tiden efter det overfald ramte jeg virkelig et sort hul. Da jeg talte med min læge, blev jeg klar over, at jeg havde en efterreaktion.”
Lise havde vænnet sig lidt for meget til ikke at tale med nogen. Til at være alene det meste af tiden. Til at lade, som om hun var helt okay, selv om hun slet ikke var okay.
“Jeg var god til at sætte en facade op. Jeg smilede stort, snakkede og virkede glad, men hvis nogen spurgte mig om noget personligt, så sneg jeg mig udenom. Jeg har siden spekuleret meget over, hvorfor jeg valgte at gøre sådan. Jeg tror, at jeg mistede mig selv lidt hen ad vejen. Min usikkerhed som ledig gjorde mig usikker som menneske. Og når sådan noget som det overfald sker, så er du helt forsvarsløs. Hvis jeg havde været på en arbejdsplads, havde jeg haft kollegaer, som måske ville opdage, at der var noget galt. Men jeg sad bare hjemme og blev mere og mere dårlig. Til sidst kunne jeg kun stå op, drikke en kop kaffe og sidde i sofaen hele dagen.”
Åbne sluser
I sommeren 2017 får Lises far en blodprop. Den alvorlige situation betyder, at Lise for første gang i lang tid får sin mor på tomandshånd. Lise får endelig lukket op for sluserne.
“Det med at mærke en sten falde fra hjertet, det passer faktisk. Jeg følte mig helt fysisk lettet bagefter. Også selv om min mor blev ked af det. Både over at jeg havde det dårligt, og over at jeg ikke havde sagt så meget om det. I virkeligheden var det nok først der, jeg forstod, hvor ensom jeg har følt mig i lang tid.”
Efterfølgende åbnede Lise også op over for sin søster, som i første omgang undrer sig over ordet ensom. Kan du være det, når du har en kæreste, en søn og en kærlig familie?
“Da vi begyndte at tale om, hvad min ensomhed handlede om, forstod hun godt, hvad jeg mente. Hun har selv prøvet at miste sit arbejde og er også blevet skilt. Hun har også været der, og vi havde faktisk en rigtigt god snak. Jeg kunne godt mærke, at det var svært at bruge ordet ensom. Jeg skulle ligesom tage tilløb til det. Du forbinder ensomhed med ældre mennesker på et plejehjem. Det er klart et tabu, men jeg har oplevet det som en lettelse at turde sige det højt.”
Lise har lige afsluttet endnu et vikariat, hvor hun arbejdede i en Rema 1000 i tre måneder. Også her var det en god oplevelse at melde ærligt ud.
“Jeg blev ansat på nogle specielle betingelser efter mit overfald, og det betød jo, at jeg fra starten var nødt til at fortælle, hvad der var sket. Jeg fik så meget ros, og langsomt begyndte jeg at tro på, at jeg har noget at byde på. Jeg kan bidrage til samfundet. Jeg kom hjem med noget at fortælle til min kæreste. Min angst i brystet begyndte at slippe der.”
Hvor er du i dag?
“Jeg føler mig rask og frisk. Jeg er stadig ledig, og jeg mangler stadig netværk, men jeg er et godt sted. Jeg tror først, min ensomhedsfølelse forsvinder helt, når jeg får et fast arbejde og dermed tilknytning til mit lokalområde. Men det her interview har været en anledning til at få snakket mere med mine nærmeste om min ensomhed, og det har gjort det nemmere at leve med for mig. Jeg tænker over at være åben over for dem, som skal hjælpe mig. Sige det højt til de mennesker, der er tæt på mig, hvordan jeg har det.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 3.
