Carina Eisenhardt
© Sine Nielsen og Kirstine Mengel

“Mit fokus har flyttet sig fra mit udseende til mine handlinger”

Carina Eisenhardt har altid været glad for at dyrke sport. Men hun har ikke altid syntes, at hendes krop så ud, som den skulle. Det gør hun i dag – med månelandskaber og det hele!

27. juli 2017 af Andrea Bak

Carina Eisenhardt (41) er single og har ingen børn. Hun er freelance­konsulent i farma­-branchen og tidligere svømmetræner. 

Hvad kan du bedst lide ved din krop?

“Jeg ser min krop og mig selv som en helhed. Altså, jeg er Carina: Hylster med indhold plus alt det, vi ikke kan forklare. Jeg kan godt lide hele mig, og jeg gør mig umage for at være et godt menneske. Men skal jeg sige noget specifikt, må det være mit hjerte. Jeg er en hjertevarm person, og jeg håber, at de mennesker, jeg møder på min vej, kan se det i mine øjne.”

Hvad er du mest stolt af?

“Mine fødder. De har båret mig igennem hele livet, og de har været udsat for lidt af hvert. De har løbet maraton, gennemført triatlon og trailløb, og de holdt mig oppe til min fars begravelse. De brokker sig lidt af og til, men generelt kommer vi ret godt ud af det med hinanden.” 

Er der noget, du gerne vil ændre ved din krop?

“Ja, jeg kan godt blive irriteret over det månelandskab, jeg har på måsen. Det kommer og går i takt med sundhedsgraden af min kost og mit aktivitetsniveau, men selv om jeg synes, det er irriterende, så gider jeg på den anden side heller ikke gøre noget ved det. Jeg har accepteret det som en del af mig.” 

Har dit forhold til din krop ændret sig med alderen?

“Jeg har lavet en mental pyt-kasse, hvor jeg smider de ting ned i, som er irrelevante og uvigtige. Vil jeg med stor ærgrelse se tilbage på mit månelandskab, når jeg i en alder af 80 år evaluerer mit liv? Næppe. Men sådan har jeg selvfølgelig ikke altid haft det. I mine yngre år gik jeg utroligt meget op i vægt og syntes altid, jeg var for tyk. Min krop har udstået mange slankekure i teenageårene, og selv i 20’erne kunne jeg i perioder være utroligt kontrolleret med min kost. Det er udmattende at tænke på i dag. I virkeligheden drejer det sig jo om at tro på, at jeg er god nok, præcis som jeg er, og det ved jeg i dag, at jeg er. Med alderen har mit fokus flyttet sig fra mit udseende til mine handlinger, og hvordan jeg behandler andre mennesker.” 

Hvordan mærker du, at din krop er 40+?

“Jeg glemmer det tit, for jeg føler mig stadig, som om jeg er i starten af 30’erne. Jeg kan godt mærke, at jeg har brug for mere søvn, og jeg kan se flere linjer og fregner i mit ansigt, men det generer mig ikke. De er jo en del af min historie. Det tager lidt længere tid for mig at komme i form, end da jeg var yngre. Dengang kunne jeg bare gå all in og træne hårdt og hver dag, også efter en træningspause, men i dag får jeg ondt i knæ og fødder, hvis jeg ikke starter stille og roligt op.” 

Læs resten af artiklen om Carina

I Magasinet Liv 78 kan du læse resten af interviewet med Carina. Her kan du også møde tre andre kvinder, der fortæller om, hvordan de har det i deres kroppe. Fælles for kvinderne er, at de alle vejer 71 kilo!

I magasinet kan du også læse et stort interview med Mette Blomsterberg, læse om Cecilie, der skabte sit eget job, og meget, meget mere. Derudover får du denne måned romanen Der vokser et træ i Mostamägg med i prisen, så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv!

Magasinet Liv 78
© Ditte Capion

Du vil (garanteret) også kunne lide