Janni Rønholt (49) er gift og mor til Oliver på 21 år. Og så er hun receptionist.
Den dag jeg flyttede for mit barn
Den dag, mit barn flyttede hjemmefra, var jeg godt forberedt. Den følelse, der fyldte mest, var glæde og lettelse på min søns vegne.
Oliver er 21 år, han har sit job og sine venner i København, og han havde længe haft et ønske om at flytte fra vores byhus i Helsingør. Da det lykkedes ham at få et klubværelse på Østerbro, råbte han højt af glæde. To gange i løbet af den første uge i København skrev han til mig: ‘Er du klar over, hvor fedt det er at cykle på arbejde?!’.
Hans glæde smitter.
På flyttedagen, som var en helt almindelig onsdag, stod vi tidligt op. Min mand og jeg var med til at pakke hans ting i en varevogn, som vi havde lejet til formålet. Lidt kasser med tøj, et lille bord og et par kommoder, det var hurtigt gjort, og så tog jeg på arbejde, mens far og søn kørte af sted med læsset.
Mens jeg kørte på arbejde, tænkte jeg mest på, hvordan de ville klare flytningen. Mine tanker nåede ikke længere ud i fremtiden lige der. Jeg tror, jeg glædede mig til at se, hvor fint Oliver ville få det på sit nye sted. Mine kollegaer vidste godt, hvilken dag det var, så da jeg kom ind, spurgte flere af dem, hvordan det var gået.
Allerede ved frokosttid var Oliver og min mand færdige, og så fandt de på at komme forbi mit arbejde med en kop kaffe som en lille overraskelse for at runde dagen af.
For mig var det den helt rigtige måde at deltage i flytningen på. Jeg var med, men uden at kunne blande mig for meget i, hvordan han skal have sine ting på det nye sted. I virkeligheden er det et fint billede på vores fremtid: Jeg er der, men ikke hele tiden. Jeg hjælper, men jeg blander mig ikke for meget.
Når jeg siger, at jeg var godt forberedt, handler det om, at hans flytning har været en lang proces. I virkeligheden startede den, allerede dengang vi kørte ham på efterskole, da han var 15 år. Dengang var der en meget underlig stemning i bilen, da vi kørte hjem uden ham. Jeg tænkte meget på, hvordan en hverdag uden ham skulle gå.
Men siden har han været ude at rejse, og det sidste lange stykke tid, hvor han boede hjemme, så vi ham kun indimellem. Han kom hjem, når vi var gået i seng, og han sov, når vi tog på arbejde. Jeg er langsomt blevet vant til, at han ikke er der, og faktisk har det været en god proces at hjælpe ham på vej mod flytningen.
Vi har sammen sorteret hans eksamenspapirer og gamle diplomer og den slags, og vi tog ud for at købe gafler og skeer og udstyr. Jeg havde pludselig en rolle, hvor jeg kunne hjælpe ham. Det havde ellers længe været hans far, han havde mest til fælles med, så jeg nød at komme på banen som organisator.
Oliver er enebarn, og lige nu er der underligt tomt på hans værelse. Jeg skal vænne mig til ikke at vide, hvad han foretager sig til daglig. Jeg prøver at undgå at sende ham sms’er, hvor der står: ‘Hvad laver du?’. Da vores hund var til dyrlægen, sendte jeg ham dog et foto af hunden og skrev: ‘Kommer du snart og besøger mig, vuf, vuf?’.
Men jeg kan mærke, at vi får et andet mor-søn-forhold nu. Et, hvor vi vælger at være sammen i stedet for at gå rundt og blive småirriterede over vores forskellige behov, som for eksempel for at sove på helt forskellige tidspunkter!
Oliver har selv sagt, at han allerede glæder sig til at komme hjem på ferie, hvor han bare ligger på sofaen med dynen og bliver forkælet hjemme hos mor. Pludselig får han øje på en hel masse, han tidligere har taget for givet. Pludselig ringer han og skal have råd om at vaske tøj. Jeg hører fra ham mindst et par gange om ugen.
Min mand og jeg har altid haft et stærkt forhold, så jeg er ikke bange for, at vi kommer til at sidde og stirre på hinanden uden noget at snakke om. Og så oplever jeg personligt en helt ny følelse af frihed. Det lyder måske underligt, for Oliver har jo længe passet sig selv, men så længe han har boet hjemme, har jeg alligevel følt mig forpligtet til at sørge for ordentlig aftensmad og til at være tilgængelig.
På den måde har flyttedagen været en streg i sandet. For nu kan min mand og jeg sagtens finde på at snuppe en rugbrødsmad til aften. Jeg har også meldt mig til et styrketræningshold, som jeg længe har haft kig på. Min tid er helt min egen, og det er skønt.”
Her er jeg i dag:
“Jeg nyder min frihed i fulde drag, og samtidig er jeg helt rolig i forhold til Oliver. Jeg kan mærke, at han har styr på det, og at han hygger sig.
Oliver og jeg ligner hinanden og har tidligere haft en tendens til at køre hinanden op i det røde felt, og her hjælper afstanden, plus det, at jeg igen har fået rollen som én, du spørger til råds om hverdagsting. Det betyder noget.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 2.
