Mine sår på sjælen forsvandt, da jeg kom ud og vandre

Hvornår begyndte du at vandre?

“Da vi fik et sommerhus i Sverige for over 10 år siden, vandrede alle i Sverige. Også dengang, hvor det ikke var så almindeligt herhjemme. Min mand er et udemenneske, en nordjyde, som elsker skov, fugleliv, blomster, og han trak mig med ud, men vi begyndte i det små. Det kunne sagtens være ture om Bagsværd Sø i weekenden. Men så for tre år siden ændrede vores vandringer karakter. Vi havde haft en hård periode, hvor min mands demente far forsvandt fra sit plejehjem og først blev fundet druknet efter flere måneder.

Oven i den sorg faldt min mand på en mountainbike i skoven og brækkede hoften. Og så fik jeg brystkræft. Det var et svært halvt år, hvor alt ramlede. Jeg kunne mærke, at vi havde brug for grønne omgivelser til at hele os, så sommeren efter vandrede vi fra kyst til kyst i Sverige. Vi levede af frysetørret mad, overnattede i telt de smukkeste steder, gik og gik, meget af tiden uden at møde en sjæl, og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Mine sår på sjælen forsvandt, da jeg kom ud at gå,” fortæller Dorthe Enhard.  

Hvad giver det dig at vandre?

“Vandring er for mig så smuk en oplevelse, at jeg slet ikke forstår, hvad andre venter på. At se og dufte løv, gran og piletræer, vågne op med udsigt til en spejlblank sø, se alle årstidens farver i naturen, hvem elsker ikke det? Jeg kan mærke, at det er godt for mig at være i naturen. Jeg arbejder i modebranchen, og det er sundt for mig at være af sted i tre uger med tre par trusser og to T-shirts i alt. Min lille rygsæk bliver mit liv, når vi vandrer, og det er afstressende. Jeg tænker aldrig over kilometerne, når vi går. Jeg er bare til stede og nyder at være i live.”

Hvad har du lært undervejs?

“Jeg har lært, at mit og Klaus’ forhold er pivstærkt. Vi kommer ind under huden på hinanden, både når vi går og snakker, og når vi er stille sammen. På en måde bytter vi roller, når vi vandrer, for hjemme er det mig, der har styr på alt. Jeg handler og planlægger. På vandreturen er det Klaus, der planlægger ruten og finder vej. Min rolle er bare at underholde ham. Som par sker der jo noget efter mange år sammen, man skal finde på noget, en fælles passion.

Nogle spiller golf eller tennis sammen. At vandre sammen er noget helt andet. Vi har en omsorg for hinanden, er opmærksomme på, om den anden har sovet godt, er ved at være træt eller sulten. Og så har vi alle ­billederne og minderne sammen om og af vores ture.”

Har du været ved at give op?

“Da vi gik i Alperne, kom vi helt op til sneen, og indimellem kunne jeg dårligt se stien, fordi det var tåget. Det gjorde mig en smule utryg ikke at kunne se kanten ordentligt længere fremme. Og da vi gik G20-ruten på Korsika, måtte jeg indimellem hænge i med hænderne på de klipper, vi gik op ad. I de situationer er der ikke andet at gøre end at tage en dyb indånding og tænke på, at mange andre før mig har taget turen. Vi skal jo videre. Men det er vigtigt at sige, at du kan vandre i præcis det tempo og på det niveau, du har lyst til. Nogle får al deres bagage transporteret, så de ikke skal bære, og overnatter på kroer undervejs. Du kan booke en guide, så du er sikker på at kunne finde vej. I Alperne så vi flere grupper, som var meget tidligt af sted på dagens vandring, mens Klaus og jeg mere er til at nyde solopgangen og en stille morgen, inden vi vandrer ud ved 10-tiden. Vi bestemmer jo selv, og vi har ikke noget, vi skal nå.”

Hvor drømmer du om at vandre?

“Min store drøm er England: Cornwall og Barth. Skotland er jeg også vild med. Eller Bornholm rundt. Vi vandrer i alle vores ferier. I sommerferien går vi typisk 300 kilometer på et par uger, og så plejer vi at dase et sted den sidste uge. Men vi har også vandret i juleferien i Sverige, men der sov vi dog på et hotel om natten.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. januar 2021.