Michaela Carstensen (43) er gift og mor til Maya på 18 og Melanie på 15 år. Hun er kontorassistent – og tovholder i den lokale håndboldklub.
Det gør jeg
I Helsingørhallen er der børn, der dukker op lige efter skole for at hænge ud og hygge, inden de skal til håndboldtræning. Når håndboldklubben tager til stævne, er der et leben på parkeringspladsen, hvor 80-100 glade unger på tværs af årgange skal af sted til kamp. For nogle af dem er håndbolden et fristed, hvor de har en anden rolle, og hvor de har fundet nye kammerater. For de fleste af dem handler deres sport nemlig om mere end at score mål og vinde kampe.
Sådan vil Michaela Carstensen i hvert fald gerne have, at det skal være. Hun sidder i bestyrelsen i håndboldklubben og i spidsen for et forældreudvalg, som vil skabe en god hold- og klubånd.
“Jeg har selv spillet håndbold som barn, og mine forældre var engagerede i min klub. Jeg stod i klubbens café som ung, så jeg har altid været en, der gør noget. I min barndomsklub var vi sammen på kryds og tværs af hold og årgange, og jeg oplevede et socialt sammenhold, hvor de store passede på de små, og det altid var sjovt at være til arrangementerne.”
Den følelse oplevede Michaela til gengæld ikke helt, da hendes ældste datter begyndte til håndbold for 10 år siden. I stedet stod børnene lidt generte hver for sig hos deres forældre, når de mødtes til juleafslutning eller sommerfest, hvilket stort set var de eneste sociale arrangementer i løbet af året.
“Der manglede noget klubånd, så børnene kunne føle, at de hørte til her. Derfor har jeg fundet sammen med nogle forældre, der har samme indstilling som mig. Der vil altid være forældre, der mener, at vi skal koncentrere os om at spille håndbold, men min holdning er, at hvis børnene synes, det er sjovt at komme i klubben, så udvikler de sig. Også på banen.”
Michaela lægger i gennemsnit et par timer om dagen i sit arbejde for klubben. Fordi hun kan lide det, og fordi det tager lang tid for eksempel at sende 100 børn til stævne.
Hun skal sende invitationer til trænere og forældre, holde styr på tilmeldinger, lægge budget, organisere transport og opkræve betaling. Hun har også fået klubben involveret i aktiviteter med andre idrætsklubber, så håndboldbørn og -forældre for eksempel har hjulpet til ved Ironman-stævner i Helsingør og på den måde samlet penge ind til den altid slunkne klubkasse.
Derfor har jeg meldt mig
Michaela har været frivillig i håndboldklubben i over 10 år. Hun begyndte som træner, da hendes ældste datter begyndte til håndbold. Siden fortsatte hun i bestyrelsen og forældreudvalget.
“Håndboldklubben skal ikke kun være et sted, hvor du kommer og træner, og hvor hvert hold passer sit. For mig betyder klubånd, at du føler, at du er en del af klubben. Forældre skal ikke bare aflevere deres barn, ligesom de gør i børnehaven, hvor nogle voksne får penge for at tage sig af dit barn. I en fritidsklub skal du gøre lidt mere. Jeg følte, at jeg kunne motivere både spillere, trænere og forældre til at skabe et tilhørsforhold. Få en gejst for klubben og skabe den der ‘vi skal gøre noget sammen’-følelse.”
I dag er hendes egne børn ikke længere medlemmer af håndklubben. Den ældste går i gymnasiet og har travlt med andre ting. Den yngste er på vej på efterskole. Men Michaela har besluttet at fortsætte sit arbejde i håndboldklubben.
Det får jeg med mig
“Vi har fået skabt en bedre stemning på tværs i klubben. Der begynder at komme en kultur, hvor mange gerne vil med til stævner. Børnene kender hinanden. De store hjælper de små. Vi er rigtigt godt på vej, og derfor kan jeg ikke slippe det.”
For Michaela har klubben en ekstra vigtig funktion, som giver hende en ekstra glæde.
“Vi har nogle børn af anden etnisk herkomst, som nogle gange har haft det svært med at falde til i deres skole. Her kommer de ind i en foreningskultur, hvor de rykker og får gode venner. Der kan jeg virkelig se, at de nærmest lever i hallen, de kommer lige efter skole og er der hele dagen. Jeg ser også børn, som er blevet mobbet, men som får et pusterum i klubben og blomstrer op. Det er det hele værd.”
De voksne får også energi ud af at hjælpe til.
“Jeg kan mærke, at de voksne, der er med til at arrangere noget, også er glade. Det er en god følelse. Alle, der ikke har prøvet det, skulle tage at prøve bare lidt. Det kan være noget med at stå i en bod og sælge saftevand og mærke det drive, der er i at være en del af et fællesskab, og mærke, hvor meget det gør for dit barn og dig selv. Glade børn er bare en kæmpe fornøjelse.”
Frivillig i idræt?
- Der findes 11.665 idrætsforeninger i Danmark med 2.557.970 medlemmer.
- Og frivillige står for alt muligt fra at sælge saftevand over at træne og dømme til at finde sponsorer og organisere sociale events. Spørg i din lokale idrætsforening, hvad de har brug for hjælp til.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 9.
