Billedet herover er ikke af Mette, men er indkøbt til artiklen.
Intet Magasinet Liv uden en perlerække af jer. Spændende, stærke, unikke kvinder, som tør give af det inderste. Men fordi I har fortalt jeres historie en gang, er den jo ikke færdig. Vi har derfor talt med nogle af jer igen for at høre, hvordan det videre er gået jer, og her kan du møde Mette, som vi mødte første gang i 2013.
Mette gik i chok, da hendes mand døde alt for tidligt og alt for hurtigt. I dag er hun landet i sit nye liv og klar til næste skridt. Som godt kan være en ny kæreste.
En ond drøm
“Nogle dage tænker jeg, at jeg er med i en ond drøm. Jeg husker det hele, som var det i går, og lever med savnet, som er enormt.”
Sådan sagde Mette, sidste gang vi interviewede hende til Magasinet Liv. Det var i 2013. To år efter at hun havde mistet sin mand, og deres to børn havde mistet en far. Forløbet var gået stærkt. Fra Hans Henrik fik problemer med balancen, til han var død af kræft, gik der kun 27 dage. Mette gik i chok, og de følgende år var der dømt ren overlevelse. Det eneste, hun bekymrede sig om, var børnene.
I dag, seks år efter, ånder hun lettet op. Sophia og Oliver har det godt. De er trygge og godt på vej i livet. Og det er Mette også selv. Livet giver mening, og i dag tør hun sige højt, at hun savner en at dele livet med.
“De første par år var jeg slet, slet ikke klar. Men jeg er begyndt at savne at være to. Jeg er meget tæt med min familie, og jeg har også gode veninder. Men det er bare ikke det samme. Jeg savner at være tæt på et andet menneske. Jeg savner at dele mine tanker, jeg savner de dybe samtaler, tosomheden. Men de følelser og det behov er først noget, der er kommet for nylig.”
For det tager år at rejse sig, når benene er blevet fejet væk under en.
“Livet tog en uventet drejning. Det var, som om min identitet, min selvopfattelse og mit syn på mit liv skulle genstartes. Vi skulle lære at leve som en familie på tre, ikke fire. Børnene skulle leve et liv uden en far. Jeg skulle leve et liv alene, hvilket er både travlt og hårdt.”
Mette og børnene blev dog boende i huset. Det var et trygt og vigtigt valg.
“Andre ville måske have valgt anderledes. Men for børnene og mig var det vigtigt at være der, hvor vi altid havde været. Jeg ville slet ikke have kunnet overskue at flytte, selv om Hans Henrik var, og stadig er, mange steder i huset.”
Sommerhuset har Mette også valgt at be holde. De første trefire år efter Hans Henriks død var opholdene glædesfyldte, men også fulde af sorg. I sommer skete der en forandring.
“For første gang var jeg der helt alene. Uden børn. Uden venner. I en hel uge gik jeg ture i naturen. Jeg lod tankerne flyve, og jeg fandt ud af, at jeg nød det, stilheden. Og sådan opdager jeg hele tiden, at jeg rykker mig. Jeg får hele tiden lyst til nye ting. Jeg drømmer om at rejse. Om at gå nye veje, også arbejdsmæssigt. Det kunne godt være i en ny branche, men jeg ved, det skal være noget med mennesker. Jeg savner kollegaer. Hvis muligheden opstår, vil jeg ikke være bange for at slå til.”
Læs resten af artiklen om Mette
I Magasinet Liv 73 kan du læse hele artiklen om Mette, hvor vi også følger op på to andre kvinders historier, vi tidligere har bragt i magasinet. Du kan også læse et stort interview med Helle Thorning-Schmidt, som blandt andet fortæller, hvad hun lavede under terrorangrebet i New York 9/11 2001, og den dag Prinsesse Diana døde i 1997.
Gratis gave til dig fra os!
Udover at kunne læse resten af Mettes historie, får du en helt særlig gave med det nyeste Magasinet Liv. Det er bogen Hormon Kuren, som er førsteklasseshjælp til at finde balancen mellem hormoner, som kan være svære at leve med, men umulige at leve uden. Danske naturopath og hormonguru Caroline Fibæk har skabt bogen specielt til Magasinet Livs læsere, og her guider hun dig gennem dine hormoner – blandt andet med den lækreste mad, tryllet frem af de lækreste opskrifter.
Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv og din gratis gave!
