Mette Otto Gyldendal (51) er gift med Jan og mor til Matias på 28 og Maia på 24 år, som hun har med sin første mand, og mor til Sophie på 7 år, som hun har med sin afdøde mand. Og så er hun bonusmor til Jans børn på 24 og 20 år. Mette er executive coach, outplacement-konsulent og yin-mind-instruktør. Metteottogyldendal.dk og Yinmindliving.dk.
"Nu er du klar til at møde Jan"
"Sådan sagde min frisør gennem 13-14 år, Dorte, sidste år i marts. For to måneder siden blev Jan og jeg gift. Jeg havde aldrig hørt om Jan før den dag i marts, men vores fælles frisør fortalte, at han, som jeg, var blevet gift ung, havde fået to børn, var blevet skilt, havde mødt en ny kvinde, var blevet gift igen, og at hun, som min mand nummer to, også var død af cancer.
Min mand døde i 2012. Han fik diagnosen, to måneder før jeg i en alder af 42 år fødte en efternøler. Det tager tid at komme sig over. Men nu mente Dorte, at det var tid. Jeg husker, at hun den dag fortalte om Jan, at han havde et ønske om at smelte sammen med en partner, at han er en god far for sine børn, og at han er ærlig, direkte og varm og godt kan lide musik og at danse og sejle.
Jeg bliver venner med ham på Facebook uden at skrive til ham. Jeg har tillid til, at hvis det er meningen, så mødes vi. Den 31. marts skal min datter klippes, og ikke helt tilfældigt skal Jan klippes lige efter hende, for det har Dorte arrangeret. Næste dag skriver han og spørger, om han må ringe til mig. Vi taler sammen i flere timer og aftaler en date 10 dage senere. På dagen kommer han og henter mig med en kæmpe buket hvide blomster i hånden.
Jeg var ikke i tvivl. Sådan havde vi det faktisk begge to allerede på første date. Der gik 14 dage, så havde han nøglen til mit hus. Det var bare helt naturligt. Jeg fyldte 50 år, en måned efter at vi mødtes, og der stod han helt naturligt som vært. Og mødte mange af mine venner for første gang, som bare var sådan: ‘Ja da!’. Også selv om nogle af dem og nogle af vores børn syntes, det gik lidt hurtigt.
Forskellen på mine tidligere forhold og det her er, at vi har en enorm ydmyghed over at have fundet kærligheden igen. Vi værdsætter den og prioriterer den. Vi siger højt, at vi er hinandens nummer et. Ydmygheden, tror jeg, kommer af at have mistet. Vi ved begge to, at i morgen kan det være for sent.
Når du når vores alder og har prøvet en del, så er der en tryghed i at hvile i det, vi har. Vi har en del venner, som er blevet skilt og er alene, men dater rundt og er på Tinder. Det minder os også om, hvor heldige vi er. Vi vil gerne blive gamle sammen, og vi har mindst 45 år sammen!
Vi kan godt skændes, men vi har også en erfaring med os, som betyder, at selv når vi er ude at hilse på de mest sårbare sider af hinanden, så ved vi, at kærligheden er ubetinget. Vi kommer altid godt hjem igen.
Vi blev gift, fordi det ikke kunne være anderledes. Vi havde talt om, at vi ville giftes inden for de næste par år. I november sidste år var vi på en af vores kæresteweekender. Jeg nåede godt at se, at der stod champagne på bordet på hotelværelset, men jeg skulle sådan tisse. Så jeg ræsede ud på badeværelset, og da jeg kom tilbage, blev jeg mødt af champagne og åbne døre ud til Flensborg Fjord. Jan falder på knæ og siger: ‘Så er det nu, er du klar?’ Samme weekend bookede vi vores bryllup på Norsminde Kro.
På vores bryllupsdag 8. september i år regnede og stormede det hele formiddagen, men da vi sammen trådte ud på plænen i Norsminde Kros have til tonerne af Beatles’ Here Comes the Sun, brød solen igennem. Om aftenen dansede vi brudevals til musikken fra dansescenen i Pulp Fiction.
Jan bekræftede sit ja til mig den dag. Men for mig blev 2018 ikke bare et ja til Jan, til glæde og sjov med ham, men også ja til at leve livet fuldt ud. Ja til ny uddannelse i yinyoga og ja til et nyt selvstændigt arbejdsliv, efter at jeg gik ned med stress i mit faste job. Jeg kunne ikke have gjort det, hvis ikke det var for Jan. Det har noget at gøre med økonomisk tryghed, men også med, at han er mit yang, fordi han er rolig. Og ja, jeg er nok en kvinde, som kan lide at sætte store ord på. Men da jeg blev skilt fra min første mand, besluttede jeg, at der ikke skulle stå på min gravsten, at jeg har levet middelmådigt, og der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke bliver rørt over, hvor godt jeg har det.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 1.
