Kvinde
© iStock

Marianne forsker i bandeord: “Der er faktisk ingen bandeord, jeg ikke kunne finde på at sige”

Mød Marianne, som er sprogforsker. Hun kan alle de VÆRSTE ord, du kan komme i tanke om

21. april 2017 af Marianne Vestergaard Nielsen

Billedet herover er ikke af Marianne, men er indkøbt til artiklen.

Marianne (40) er gift og mor til Ingrid på 10 år. Hun kender alle de værste ord, du kan komme i tanke om. De er faktisk hendes arbejde. Hun er nemlig sprogforsker på Syddansk Universitet, hvor hun forsker i bandeord. 

Vi kan lige så godt åbne posen: Er der et særligt effektivt bandeord?

“‘Fuck’ er meget effektivt, forstået på den måde, at det har ryddet hele pladen. Det er en global succes. Fra Afrika til Japan. For et par generationer siden var det 500 år gamle ord som ‘fandeme’ og ‘satan’, men inden for de seneste 100 år er de religiøse bandeord fortrængt af fækale og seksuelle udtryk som ‘skide’ og ‘fuck’. Det sidste kom ind i det danske skriftsprog for 30 år siden og er usædvanligt, fordi det kan bruges i forskellige ordklasser. Man kan sige: ‘Hvad fuck mener du?’. Eller som udsagnsord: ‘Nu fucker du det op’. Eller som navneord: ‘Det ved du ikke en fuck om’.” 

Hvilke bruger du selv?

“Jeg bruger ‘fuck’ meget. Og ‘for satan’ og ‘pis’ og ‘for fanden’ i andre sammenhænge. Der er faktisk ingen bandeord, jeg ikke kunne finde på at sige. Skældsord derimod som ‘luder’ kan jeg ikke. Grænsen går ved det nedsættende. Og at bande, når min datter er i nærheden. Alt fra sgu og opefter er no go for hende.”

Hvad bander du over?

“Jeg gør det, når jeg skal have luft. Som når jeg slår mig, ærgrer mig eller bliver ophidset. Det er det, bandeord kan. Undersøgelser viser, at det også kan virke smertelindrende at bande. I et forsøg skulle to grupper sidde med hænderne i iskoldt vand. Den ene halvdel måtte kun sige neutrale ord som ‘hus’ eller ‘mand’, mens den anden halvdel fik lov til at bande. Den gruppe, der måtte bande, kunne holde fingrene længere tid i vandet.” 

Hvor er du i dit liv lige nu?

“Privat glæder jeg mig over min familie, vores hjem, og at ingen af os er syge. Jobmæssigt er jeg taknemlig over, at jeg sidder med en drømmeopgave, nemlig et studie i, hvorvidt vores sprog er blevet mere råt, eller om det bare er noget, vi tror. Svaret stritter i flere retninger. Antallet af bandeord i børne-tv er fordoblet på 30 år, i aviserne er fordoblingen sket på bare på 15 år. Men generationerne bander lige meget, bare med forskellige ord. Og hvis unge taler med ældre mennesker, kan de sjovt nok sagtens lade være med at bande.”

At være 40+ er?

“Dejligt roligt. Min mand og jeg har kendt hinanden i 17 år, så der er ikke længere knaster, der skal slibes af. Men jeg skal vænne mig til, at min datter er så stor, at hun ikke har brug for mig på samme måde som før. Det giver en frihed, men er også sørgmodigt.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 74.

Du vil (garanteret) også kunne lide