Jesper Vollmer
- er gift med entertainer Annette Heick og far til Eliot på 12 og Storm på 7 år.
- er kok – tv-kok i DR-programmerne Spis og spar og kogebogsforfatter, senest af To sider af samme smag.
- Driver desuden madkoncepthuset Rå i Allinge på Bornholm og er tidligere køkkenchef i Kongehuset.
Hvis køkken gad du godt blive inviteret ind i?
“Jeg mistede min mormor for mange år siden, og med den revival, mormormad har fået, og den viden, jeg selv har om mad i dag, kunne det være sjovt at komme tilbage til hendes køkken. Det var hos hende, min interesse for mad begyndte.”Hvilken er din Spis og spar-livret?
“Det hele begynder med råvarer af god kvalitet, så de kan strækkes over flere dage. Det er mit mantra. For deler du dyrt ud på mange dage, kan det blive både billig og god mad.”Hvad er det for et sted, du har åbnet på Bornholm?
“Vi kalder det et madkoncept-hus, fordi det med mad som centrum fungerer som både mødested, kokkeskole og – især under Folkemødet – som overnatnings- og spisested.”Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg...
“en anden mand. 21. januar 2017 havde jeg toårs jubilæum for den nye Jesper, efter at den gamle brækkede nakken på en familieferie i Thailand. Jeg ser en mand, der er fysisk forandret, stadig med lammelse i højre ben og hånd, men samtidig også sindssygt stærk.
Det har været én lang overlevelsesfase siden og er det faktisk stadig. Ulykken var forfærdelig, men den har også gjort mig til en bedre mand på mange planer. Menneskeligt og mentalt har jeg fået fokus på det, der er vigtigt.
Jeg har fået ryddet op i mange ting med den helt store udrydderskovl. Jeg er til gengæld træt af, at jeg ikke længere kan løbe eller spille tennis. Når resten af familien spiller, kan jeg stå i kanten af banen med tårer i øjnene og tænke: Hvis bare det var mig. Ligesom det gør ondt at se en løber på skovstien, når jeg kører forbi i bil. Det er der lange udsigter til, at jeg kan. Hvis nogensinde.”
Da jeg brækkede nakken, var min redning...
“mig! Familie og venner har støttet op hele vejen, og det er også terapeuter og behandleres fortjeneste, at jeg er kommet så langt, som jeg er, men det er også vilje, og den havde jeg med mig. Det er, som om min krop har forberedt sig på sådan en situation. Jeg har dyrket en masse karate, fægtning og klatring, og det hjælper mig i min genoptræning, hvor jeg skal kunne forstå og kommunikere med min krop. Og så er jeg ret stærk mentalt og positivt anlagt.
Når jeg har ligget i min seng og ikke har kunnet noget særligt, så blev bare det at blive bedre til at binde mine snørebånd med en hånd, der ellers ligner en klo, en sejr, En sejr, som bar mig videre til næste dag. I dag kan jeg gøre det næsten uden at kigge.”
Skulle min kone beskrive mig med tre ord, ville hun sige...
“ihærdig, fokuseret og livsglad. For der er skåret en masse negativitet fra og kastet en masse livsglæde ind. Jeg er også en ny mand for hende. Det er skelsættende for mig, også selv om jeg altid har været livsglad.
Jeg er blevet kaldt kokkenes Ole Henriksen, for selv om der er fart på og fokus på arbejdet, så skal det være med glimt i øjet og noget fis og ballede. God stemning kan du komme langt med.”
Jeg scorer min kone igen og igen med...
“tjenester! Efterhånden er jeg blevet så klog på Annette, at jeg ved, at hun tænder på tjenester. Ting, som det ikke er nødvendigt, at jeg gør, men som jeg gør, fordi jeg ved, at det vil gøre hende glad.
Annette har et meget stort rengøringsgen. Det er prisværdigt, men giver også nogle bump i et ægteskab. Men nu ved jeg, hvad der skal til, og nyder at give den fuld skrue en formiddag og se, hvor glad hun bliver, når hun træder ind ad døren. En ordentlig platte kærlighed serveret på en tallerken kan også gøre det.”
God mad kan...
“samle folk. Jeg havde for nylig nogle firmagæster til konference i vores madhus. Stemningen var lidt dårlig, men jeg oplevede, at når jeg satte mad og vin på bordet, så blev samtalen lettere.
Jeg har også oplevet det i mine 10 år i kongehuset og talt om det med andre kokke for statsoverhoveder, som jeg mødtes med en gang om året. Uanset hvor i verden vi kom fra, oplevede vi alle, at når vores overhoveder mødtes til banketter og satte sig til bords, så lagde de alle uoverensstemmelser bag sig for en tid.”
Den mærkeligste ret, jeg har lavet...
“var pocheret dådyrhjerne. Til morgenmad. Vi er selvfølgelig tilbage på slottet en morgen, hvor Prins Henrik var kommet hjem fra en jagt og havde den stadig varme indmad med hjem. Jeg tror, han havde jetlag. I hvert fald havde han lyst til noget varmt.
Jeg smagte selvfølgelig på retten, det er kokkens pligt. Hjerne smager sådan lidt brissel-agtig, og konsistensen er lidt smattet, skum- og svampet-agtig.”
Når jeg bliver gammel, så håber jeg...
“at mine to drenge har lyst til at se mig, lige så meget som jeg har lyst til at se dem. Vores ældste er ved at blive teenager, og jeg kan mærke, at fokus er på andre ting. Han synes ikke længere, at jeg er den vildeste i verden. Snart vil han synes, at jeg er irriterende.
Jeg er blevet bevidst om ikke at være for hurtig på aftrækkeren i forhold til at stoppe dem eller korrigere dem. Jeg prøver at give dem plads til selv at navigere i livet og relationer. Så træder jeg et skridt til siden og observerer, så de ikke vænner sig til, at jeg løser alle deres konflikter, for ellers vil de jo altid kigge sig over skulderen efter mig.”
Jeg græder over...
“rigtigt mange ting faktisk. Jeg er blevet meget grådlabil efter ulykken og nogle hårde oplevelser i øvrigt. Jeg mistede en meget nær barndomsven i betjenten, der blev skudt ved politistationen i Albertslund sidste år, og det har betydet, at gråden er present hele tiden. Både på den gode og på den dårlige måde.
Lige nu er Annette ude og rejse i et par dage, og bare når vi krammer farvel, mærker jeg livets skrøbelighed. Der er ingen sikkerhed for, at hun kommer hjem igen, så vi skal virkelig huske at nyde det her NU!”
Det skræmmer mig...
“at jeg er blevet så blød. Jeg har altid været en meget stærk mand. Sådan: Det går nok. Jeg har ikke været fuldstændigt overmodig, men går det galt – også med børnene – så er det op igen og et plaster på. Sådan er det stadig, for jeg nægter at pakke mine børn ind i vat. Du skal leve livet og presse dig selv fysisk.”
40+ kvinder er...
“mere spændende. Jeg ser på Annette og tænker: Hold kæft, hvor er jeg spændt på, hvordan hun er om 5, 10, 15 år. Jeg håber ikke, vi er samme sted, for det der med det gode gamle, det er jeg ikke tilhænger af. Ikke at det hele skal være ét stort eksperiment og i speedtempo, men gerne en naturlig udvikling, fordi du bliver ældre og klogere på livet.
Og ja, der er panikalder og 40-års kriser, som kan være en smule skræmmende også for os mænd. For vi sidder og tænker: Er vi nu gode nok til at kunne holde distancen, eller sidder I og fortyder, at det kun blev til mig-agtigt? Vi kan og må ikke tage jer og os for givet, og derfor er 40+ kvinder mere spændende, men også nogle, du skal arbejde for.”
Jeg griner...
“uden lyd, når Annette og jeg fanger hinandens blik, fordi den lille siger noget vanvittigt morsomt, eller Eliots krop sender hans stemme i overgang. Vi griner meget, men vi er også endelig mere sammen efter et travlt år.
I mange år har jeg arbejdet, når de andre har haft fri, og jeg nyder at komme helt ind i hverdagstrummerummen med dens rutiner. Pludselig har vi aftener, hvor vi kan sidde sammen i sofaen og se en serie. Det har vi aldrig prøvet før.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 78.
