Thomas Levin: Laura er klogere end mig

Hvis ikke jeg lavede det her interview, ville jeg ...

“Sikkert lave mad til mine unger. Sjippe eller løbe mig en tur, lytte til noget musik og kysse min hustru. Ikke alt på en gang. Det tror jeg ville være en dårlig idé.”

Det næste punkt på min to do-liste er ...

“at huske at lave en to do-liste. Så jeg kan lære at få et overblik over alle de ting, der skal gøres.”

Når jeg bliver gammel ...

“vil jeg sikkert ikke forstå, at jeg er blevet gammel, førend nogen begynder at behandle mig, som om jeg var et barn.”

Sandheden om mig er ...

“at jeg ikke er i stand til at udtrykke mig i absolutte størrelser. Eller er jeg? Tvivlen er en tro følgesvend. Eller er den?”

Min alder er ...

“forvirrende. Jeg kan godt sidde til et forældremøde og tænke: Hvor er de andre voksne? Men noget siger mig, at det tænker de andre forældre også indimellem.

Og så har jeg en forkærlighed for historier, hvor der ikke behøver at være et stort spektakel, for at du bliver grebet som publikum. Jeg tror, det mest forvirrende ved min alder er, at mit arbejdsliv trækker på nogle meget barnlige og legesyge sider. Det, der bliver krævet af min 10-årige søn i skolen, er på mange måder mere voksent end det, der bliver krævet af mig. Og omvendt er alle mine roller også defineret af den erfaring og det udtryk, der følger med min alder.”

Jeg holder af ...

“historier, der oprigtigt interesserer sig for mennesker og det liv, vi bakser rundt i. Historier, der forholder sig til de universelle udfordringer ved at være menneske.

Det lyder sikkert enormt banalt, men hvis jeg skal koge det ned, er det svaret. Historier, der blotlægger, at vi, til trods for alle umiddelbare forskelle, der måtte være mellem os i vores personligheder, miljøer og vilkår, i sidste ende er gjort af det samme stof og dermed også bakser med nogle helt grundlæggende udfordringer og spørgsmål.”

Fra mine forældre har jeg med mig ...

“at jeg skal gøre mig umage. I både relationer og arbejdsliv. Og forstå, at det her liv er det, jeg har. Og det er en gave.”

Jeg håber, mine børn vil tage med sig ...

“at nysgerrighed er værd at stræbe efter kombineret med et kærligt og omsorgsfuldt udgangspunkt. Når jeg reflekterer over, hvornår jeg selv trives allerbedst, er det i hvert fald ofte, når de elementer er i spil.

Det er mere krævende, end det måske lyder. Verden og livet kan være så sindssygt brutalt, uretfærdigt – og til tider menings løst i sin skrøbelighed. Og der kan det være svært at holde fast i sin åbenhed, empati og kærlighed. Men det må stadig være værd at stræbe efter.”

Af kvinder har jeg lært ...

“både store og eksistentielle ting og små ting. Den kvinde, jeg kender bedst, er min hustru, Laura, og hun lærer mig dagligt ting. Som for eksempel i går, hvor hun lærte mig, at jeg snorker mere, når jeg ligger på ryggen end på siden.

En ting er sikkert: Laura er klogere end mig – og det er sagt uden nogen form for ironi. Hun er faktisk et af de klogeste mennesker, jeg kender.”

Sidst jeg grinede ...

“var sikkert sammen med min kone. Vi kommer muligvis til at lyde som verdens mest irriterende par, men vi griner virkeligt meget sammen.

Grin og humor er en slags mørtel mellem murstenene i vores ægteskab, og vi kan være håbløst optagede af at få den anden til at grine. Det er sikkert ret ulideligt i andres øjne, men vi har det sjovt.”

Skal jeg nævne tre 40+ kvinder, jeg ser op til, er det ...

“min mor, forfatteren Alice Munro og forsker Lone Frank.

Min mor, fordi hun har formået at insistere på sit eget liv og samtidig har taget ansvar for og udvist stor omsorg og forståelse for andres liv. Min mor er sådan en, folk ringer til om natten, hvis de har brug for at tale og blive lyttet til. Det synes jeg er en ret sej type at være.

Jeg elsker Alice Munro, fordi jeg elsker hendes noveller og alt, jeg har læst om og af hende. Hun mestrer sit håndværk fænomenalt og skriver hudløst ærligt, men aldrig uden omsorg. Det er et meget smukt træk.

Og Lone Frank, fordi hun er megasej og formår at formidle komplekse spørgsmål for matematiske klaphatte som mig. Og så er hun en slags kunstner samtidig. I sin seneste bog, Størst er alt, undersøger hun kærlighedens væsen med udgangspunkt i sin egen historie. Kvinder med den form for intellektuelt og formidlingsmæssigt overskud er jeg generelt ret imponeret over.”