Thomas Castberg


© Youtube: "lettenordiske"

Thomas Castberg: “Der er mere at komme efter hos kvinder 40+”

Han er dybt fascineret af alt det, vi kan overkomme, og vil meget hellere være bordherre for en kvinde over 40. Billige point – skøn mand

14. maj 2016 af Christina Fabrin Larsen

Thomas Castberg (40)

  • er kæreste med Line Gamborg, der er indehaver af sit eget tv-produktionsselskab, far til Svend og Bjørn på 3 år.
  • er kok og tv-vært, senest på Masterchef på TV3.
  • er aktuel med: Kogebogen Masterclass.

Du er lige blevet 40. Hvordan føles det?

“Omkring det at blive 40 år føler jeg ikke noget, selvom jeg vel teknisk set er voksen nu. Der er ikke noget før og efter 40 år for mig. Men der er før og efter, jeg blev far! Dét ændrer alt. Det eneste, det ikke ændrede sig, var nok min skostørrelse.

Livet får en helt anden retning og et andet indhold på godt og ondt. Primært på godt, og så skal man bare lige vænne sig til, at ens egne behov – som jo ikke forsvinder, bare fordi man er far – de kommer i anden eller tredje række.”

Hvad er kommet til med alderen? Og hvad er forsvundet?

“Jeg synes, jeg har ro på. Før brugte jeg mere tid på at jagte karriere og penge. Nu er tiden blevet lige så vigtig. Det kan lyde som en floskel, men jeg savner ikke mine yngre dage.

Da jeg var 20 år og var i byen, fattede jeg ikke, at kvinderne i 20’erne kiggede efter mænd i 30’erne og 40’erne. Men nu forstår jeg, hvad kvinderne gik efter. Selv om det er en grov generalisering, så kan du på de fleste mænd på min alder se, at panikken har forladt kroppen. Roen har indfundet sig.

Vi har erfaring på alle områder. Mødte jeg mit 20-årige jeg, ville jeg sige: ‘Ro på, mand. Drop panikken. Spar drinks-pengene. Med din erfaring har du alligevel ikke en chance hos de damer der’.”

For to år siden havde du et forfærdeligt styrt på mountainbike. Du blev opereret i syv timer og derefter yderligere to gange. Hvordan har du det i dag?

“Jeg har ikke reageret på det endnu på den måde, som folk måske forventede. Efterreaktionen er udeblevet, selv om jeg fik revet halvdelen af ansigtet op og flækkede øjenhule og kindben. Men det har vel ubevidst gjort et og andet ved mig. Jeg cykler ikke på mountainbike mere – og det er vel at mærke efter 20 år som mountainbiker.

Men jeg har nok tænkt, at ulykken jo kunne have været endnu værre.

Når du er på mountainbike, er du nødt til at køre aggressivt for at forcere de kuperede steder, og derfor er det en risikofyldt sport. Det går galt, hvis du tøver for meget. Jeg ville nok tøve, som det er nu. Men oplevelsen i tiden efter var nok værre for mine omgivelser end for mig, for jeg var en smule ‘numb’.”

Du er kok, men nu er du også tv-vært. Hvorfor det spring?

“Jeg har haft glæden af at være med på mange madprogrammer gennem årene, og jeg har siden min kokketid også haft forskellige lederstillinger i restaurationsbranchen. Så det var en flydende overgang. Som vært på et program som Masterchef skal du være enormt glad for at høre på dig selv og være på. Du er nødt til at være en smule navlebeskuende, og der må jeg nok indrømme, at jeg passer ind i hele den beskrivelse. Uden dog – håber jeg – at forfalde til arrogance. 

Jeg kan godt lide at være på, og jeg synes, det er meget tilfredsstillende at lave tv, hvor de medvirkende ikke bliver til grin, men udvikles.”

Du har tvillingedrenge på tre år. Hvad er det vigtigste at lære dem?

“Uden tvivl næstekærlighed. Det er det eneste, der kan redde os, og måske det allerede er for sent. Verden står over for nogle seriøse problemer. Vi er vant til, at hvis bare vi knokler nok og gør nok, så løser det sig. 

Men de nuværende problemer med ondskab, terror og indvandring kan ikke løses på den måde. Det kan aldrig skade at være næstekærlig, så det skal vi praktisere.

Det gør os til gode rollemodeller.”

Og hvad er det vigtigste, du har lært af dem?

“He he, jeg har lært, at man på tredje år kan overleve på fire timers søvn per nat! Og at man altid vil spille en birolle i sit eget liv, efter man får børn. Sådan er det bare. Alt, du gør og tænker, er jo på et eller andet plan for dem. Men jeg er meget taknemmelig for at være far. Og trods tvillinger udelukker jeg ikke flere unger.”

Hvad er det vildeste ved kvinder?

“I kan alt det, jeg ikke kan. Og det er meget! Kvinder er bedre ledere. Jeg vil til hver en tid foretrække en kvindelig leder. I har empatien, og I har evnen til at sætte jer ud over en række ting.

Hvor mænd sidder med regnestykker og for og imod, plus og minus, så kan I tænke mere abstrakt og i helheder. I er kilde til forundring og fascination hos mig. Ikke mindst i forhold til nogle slutninger, I kan udlede. Nogle ting, I kan gå op i. Også skøre ting.

Størst er dog min fascination af, hvad I kan overkomme. Min alder har ikke gjort, at jeg har regnet jer ud, men min alder har gjort, at jeg har fundet fred med, at jeg aldrig regner jer ud!”

Og din egen kvinde?

“Hun er helstøbt. Ganske enkelt. Hun indlever sig i alles behov, hun kan overkomme det uoverkommelige ved siden af at være mor og have sit eget firma. Hvor jeg efter de ting så dejser om på sofaen og er slukket på øverste etage, så kan hun stadig lige være noget for nogen. Det er jeg fantastisk imponeret over. Og så kan hun rumme mig – og jeg fylder meget. Oveni det hele så ligner hun en million på alle tider af døgnet!”

Hvad kan 40+ kvinder, som andre ikke kan?

“Jeg skal virkelig passe på, for nu generaliserer jeg igen. Men du kan se i blikket på kvinder i den alder, at der er erfaring bag. Der er kendskab til eget værd, og der er et levet liv, som oftest gør, at du som bordherre vil have noget at tale med hende om.

Der er jo intet galt med at være i 20’erne eller start-30’erne, men i forhold til at være i 40’erne, så er der jo en smule ‘gennemtræk’ hos unge. Det var der da også hos mig dengang.

De helt unge kvinder er skæppeskønne og fulde af energi, men der er ikke altid nok at komme efter for en 40-årig mand, hvis hans interesse skal fastholdes på sigt.”

Seneste

Måske er du interesseret i...