Hvis ikke jeg lavede det her interview, ville jeg
... luge
"I går lå jeg tre timer på maven i haven og lugede, for det vælter op med ukrudt. Jeg elsker at skabe noget levende med mine hænder. Det er jo en lille skabelsesberetning, hver gang du sætter et frø i jorden.
Nogen har spurgt, om jeg ville have kastet mig ud i det her haveprojekt, hvis ikke der var tv på, og det ville jeg, men så ville det bare have taget 30 år.”
Det vildeste projekt, jeg har kastet mig ud i
... er familielivet
"Det er også det bedste projekt. Det alt drejer sig om.
Hele mit liv er projekter, der ligger som perler på en snor. Mit første vilde projekt var, da jeg købte en ko for mine konfirmationspenge. Det var den sidste røde ko fra familiebesætningen, som der blev insemineret limousinesæd ind i, og så skulle kalven blive den der store, gode præmieko, der spyttede kalve ud, men Alberte blev bare den mest afpillede ko. Den var kælen og kom, når jeg kaldte, og jeg kunne ride på den. Den stod hos min bedstemor og bedstefar. Jeg tror, jeg havde den i 16 år.”
Jeg har ikke siddet i hus til halsen, men jeg har
... bygget om i 14 år
“Dorthe plejer at sige: ‘Kan vi ikke for en gangs skyld tage den nemme løsning?’, men det er ikke sket endnu. Vi bor i et prototype-hjem af alt muligt, fordi jeg altid lige skal teste et eller andet, og der må man bare sige, at jeg har giftet mig over evne, for jeg får lov gang på gang.
Vi var lige færdige med at renovere vores lejlighed i København, da vi solgte den og flyttede ind i den her præstegård på 400 kvadratmeter. Så begyndte vi forfra. Jeg har været i projekt til halsen, men den her ejendom skal vi synges ud fra.”
Da jeg var barn, ville jeg være
... dyrepasser, landmand og biolog
“Men så kom jeg på højskole og begyndte at puste glas. Jeg har altid godt kunnet lide at gå i haven og har også tænkt landskabsarkitekt. Min mor har flere gange sagt: ‘Det bliver spændende at se, hvad du skal være, når du bliver stor?’ – og det siger hun stadig.
Jeg har prøvet en masse forskellige ting, men fælles for dem alle er, at jeg elsker at arbejde sammen med andre og stå skulder ved skulder med dem, så jeg kan se, hvad de gør. Jeg er ikke verdens bedste håndværker, men jeg er god til at rette mine fejl.”

Det vigtigste, jeg kan lære mine børn
... er at behandle andre mennesker ordentligt
"Vi har valgt en friskole, hvor der er fokus på trivsel. Og vi bor i en landsby, hvor vi er en del af et fællesskab. Vi sidder i borgerforeningen og i idrætsforeningen, hvor jeg også er gymnastikinstruktør for et herrehold.
Vi er med til at skabe sammenhold, og det tror jeg er vigtigt at vise sine børn. At man må gøre noget for andre.”
Min drivkraft er
... nysgerrighed
"Jeg laver ikke realityprogrammer om Søren Vester, jeg laver programmer om min have. Jeg får spørgsmål om alt muligt rundt om, for eksempel min hund og min terrasse, og det er jo, fordi seerne er interesserede, men man skal ikke kopiere Søren Vester, man skal med på en kreativ rejse og selv sætte noget i gang.”
Mit favoritværktøj er
... en beskærersaks og min middagssøvn
“Middagssøvnen får jeg hver dag. Jeg sørger for at holde min krop i gang og mit hoved i ro. Min verden er ret simpel. Jeg tror, jeg har sparet mange psykologtimer ved at turde træde tre skridt tilbage indimellem og sige, at det der er simpelthen ikke en kamp, jeg gider tage.
Da jeg var barn, gik jeg meget sammen med min bedstefar. Hans jord var hans et og alt, og det minder mig om, at man ikke behøver rejse verden rundt, bare fordi man kan. Man behøver så heller ikke lukke sig inde. Men sommetider må man godt bare være tilfreds.
Jeg plejer at spørge: ‘Kan det svare sig?’. Det er jysk for at spørge sig selv: ‘Er det det her, du vil?’. Det bruger Dorthe og jeg lang tid på at snakke om. Vi kalder det bestyrelsesmøde, og vi holder det hver fredag, hvor vi lige stempler ud, drikker en gin og tonic og vender, hvad der skal ske i weekenden, og hvad der er sket i løbet af ugen.
Et par gange om året har vi det store bestyrelsesmøde, hvor vi tager på getaway til en storby eller bare kører rigtigt langt og får snakket. Det er vigtigt både i forhold til vores familieliv, vores parforhold og vores virksomhed, at vi er i sync. Det er ikke altid, vi er det, men så må vi blive det.”
Jeg tror ikke, jeg ville være særligt god til
... drift! Det VED jeg, jeg ikke er særligt god til
"Jeg er god til at finde på ting, skabe ting og gøre ting, men jeg skal virkelig tage mig sammen for at køre drift. Mit hoved bobler konstant.”
En ting, jeg har lært om kvinder, er
... at vi er forskellige
"Og jeg synes, det er fint, at vi griber ting forskelligt an.
Jeg er vokset op blandt meget stærke kvinder, og mange af dem, jeg omgås, er stærke kvinder. Det, jeg beundrer mest hos kvinder, har jeg allerede forsøgt at kopiere. Jeg har mange bløde sider, og jeg går op i indretning, skønhed og design, men jeg har en håndværks- og landmandsagtig tilgang til det.”
Hemmeligheden bag et langt forhold er
... at give hinanden opmærksomhed og tid
"Vi sidder ikke lårene af hinanden, men vi har det vanvittigt godt, når vi er sammen. Sommetider er forholdet et arbejde, sommetider kører det på lyst, og sommetider er det et tilvalg.
Vi får aldrig bare et praktisk forhold, det gider vi simpelthen ikke. Vi vælger hinanden, og vi vælger hinanden hver dag.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 26. august 2021.
Søren Vester (43)
- er gift med Dorthe, som er ansvarlig for Thiese Mejeris samarbejde med Coop, og som han har Holger på 14 og Sigurd på 11 år med.
- er designer fra Danmarks Designskole, handyman og tv-vært. Kendt fra DR-programmerne I hus til halsen og Søren Vesters Have.