Jens Jørn Spottag: “Rynker viser, at du har noget bredde!”

Er du mest til scenen eller til skærmen?

“Jeg er glad for en vekslen mellem teater, film, tv og radio. Men jeg vender hele tiden tilbage til teateret. Det er min faste partner og der, hvor jeg udvikler mig.”

Hvornår spytter du dig overtroisk over skulderen?

“Aldrig. Hvis jeg havner i ritualer, så skynder jeg mig at bryde dem ned. Jeg vil ikke fanges i den slags. Du risikerer jo at ødelægge dig selv i dem.

Hvilken rolle mangler du at spille?

 “Jeg føler ikke, at jeg mangler noget. Jeg har spillet komedier og tragedier. Og særligt på film og tv har jeg haft utroligt mange roller som det talende jakkesæt: PET-chefer, statsministre og bankdirektører. Jeg ligner åbenbart sådan en. Det kunne være fedt at spille en stor, vild vikingehøvding!”

Jeg blev skuespiller fordi...

“det med at sidde stille i skolen ikke lige var mig. Jeg kan godt lide at være i bevægelse. Heldigvis lavede vores klasselærer en masse dramatik med os i skolen. Også om lørdagen, hvor vi satte teaterstykker op. Og der var der ligesom noget, der forenede sig i mig. Det, at noget havde både en krop og en fysik, som manifesterede sig i ting, der kom ud af min mund.”

Min hemmelige hobby er... 

“naturen. Vi bor på en husbåd, som vi har haft i to år. Jeg holder virkeligt meget af vand. Det er altid i bevægelse, og det inspirerer mig. Det er en stor glæde at tage kajakken og sejle ud i det blå. Før i tiden tegnede og modellerede jeg meget, og jeg elsker møbler og arkitektur, så jeg restaurerer også lidt møbler.”

Jeg græder over... 

“alt muligt tåbeligt! Det er faktisk, som om det bliver værre og værre. Jeg kan græde over alt fra nuttede babyer til TV Avisen og en bare lidt rørende fortælling. Jeg er ikke blevet hårdere med alderen. Bare der kommer en andemor svømmende forbi med sine nyudklækkede ællinger, så er det lige før, jeg står og hulker ud over rælingen, fordi livet bare er så smuuukt.” 

Jeg glæder mig over... 

“livet. At være i live og gøre de ting, jeg gør. Det er jeg blevet bedre til. Ikke fordi jeg ikke altid har haft livslysten med mig, men jeg fokuserer mere bevidst på de lyse dage frem for de tunge, efter at jeg først fik konstateret type 1 diabetes og efterfølgende leddegigt. 

To kroniske sygdomme, som betyder, at jeg har måttet indføre langt mere struktur i mit liv. Min tilgang til mine sygdomme er, at nu lærer jeg at håndtere dem, så det kører. Og så glemmer jeg alt om dem igen.” 

Når jeg skal underholdes... 

“er jeg altædende. Jeg er taknemmelig for, at Stravinsky åbnede mine øjne for klassisk musik, men jeg er ret flygtig og kan sagtens høre pop i 14 dage, uden at jeg føler, at det går ud over min maskulinitet.”

At blive ældre...

“er ikke noget, jeg fokuserer på. Bevares, enhver idiot over 40 ved, at livet ikke er sådan en ‘vovsebølle-skinke’. Hedder det ikke det? Altså en skinke, som du bare kan skære af i en uendelighed, og så vokser den ud igen. For livet rinder jo ud på et tidspunkt.

Kærlighed... 

“kræver mod. Jeg har haft mange skønne oplevelser med kærlighed i mit liv, og det er jeg dybt taknemmelig over. Du skal være villig til at satse hele butikken, men også kunne tåle, hvis det ikke går, som du havde forventet. Måske siger du ja og amen i kirken eller på en skråning i solnedgangen med en forhåbning om, at det ender godt. Og så går det hele galt alligevel.

Jeg er selv blevet skilt en gang, og jeg har haft forhold, der er gået i stykker. Hver gang er det smerteligt, fordi jeg virkelig troede på det. Og det skal du, når du siger ja! Forestil dig, hvis du ikke gik ind i det med liv og sjæl hver gang. Du ville da være en røv. Jeg vil presse den sidste dråbe ud af livet, mens jeg er her.”

Kvinder over 40 er... 

“ikke blevet klogere på alle punkter. Der er altså noget med jer og jeres fokus på at dømme andre. Særligt andre kvinder. I hakker på hinanden og måler jer med andre og er ofte meget kritiske.

I skulle ikke bruge så meget tid på at have meninger om andre eller prøve at lave andre om. Støt dog hinanden i stedet for det ræs!” 

Forskellen på mænd og kvinder er... 

“at vi mænd er bedre til at stå ved vores kroppe. Som i: ‘Se, den her mave er skabt af øl og grisefedt. Er det ikke sejt?’

Jeg ser masser af smukke, mandlige modeller med sixpack. Men for helvede, jeg er 60, og jeg kan ikke blive ved med at ligne en eller anden ung Adonis! Og netop det, tror jeg, at vi mænd er bedre til at acceptere.”

Hvis min kone skulle beskrive mig med tre ord, ville hun sige... 

“sjov, varm og kærlig. Eller det tror jeg, hun ville sige. Men du kan jo spørge hende – og så kommer overskriften: ‘Han er røvsyg at være gift med. Det kedeligste menneske, jeg kender!’.”

Min kone... 

“er udfordrende! Man hører jo om dem, som rejser ud i verden for at finde sig en sød pige, som bare gerne vil følge dem i alt og vaske deres underbukser. Det er jeg ikke til. Jeg er vild med den selvstændige, moderne kvinde. Min kone giver mig modspil både intellektuelt og handlingsmæssigt. Hun er kvik, hurtig og kærlig.”

Jeg er ret vild med... 

“rynker. Særligt i mit fag er de et plus. Jo mere historie et ansigt viser, jo bedre. Rynker er et tegn på levet liv. De viser, at du har noget erfaring og bredde! At du er en af dem, der har gidet holde ud i det her satans liv.

Jeg ved godt, at I er bange for dem, og jeg kan da godt se, at det er svært, når samfundet buldrer af sted i en hyldest til det glatte look, men det er så den uretfærdighed, I er udsat for. Så dør vi mænd til gengæld tidligere. Jeg var på et tidspunkt i New York og til et arrangement, hvor alle kvinderne havde ansigter som en på 40, mens deres kroppe og stemmer var 70. Det var virkeligt specielt.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 2.