Lis og Claes Bang
Claes Bang.


© Youtube

Claes Bang: “God sex er det vigtigste”

At gå ud eller snakke sammen er ligegyldigt, hvis det seksuelle ikke fungerer. Så firkantet og ærligt kan det siges

29. maj 2016 af Trine Pio

Claes Kasper Bang (49)

  • er skuespiller.
  • er gift med Lis Kasper Bang, bonusfar til Sarah og Bella.

Du blev gift i 2010 – Hvorfor så ‘sent’ i livet?

“Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle giftes, fordi jeg ikke kunne se, at der skulle være den store forskel i forhold til det at være kærester. Men efter jeg er blevet gift med Lis, må jeg indrømme, at der er en forskel – en følelse af at være knyttet endnu tættere sammen.

Det var Lis, der friede til mig, men jeg blev fuldstændig giftesyg, da vi gik i gang med planlægningen. Hele tanken om at erklære vores kærlighed offentligt for øjnene af alle dem, vi holder af, syntes jeg, var fantastisk. Det var ubetinget den bedste dag i mit liv.”

Hvad er det, Lis kan?

“Det er sgu det hele. Jeg har ikke før følt mig forbundet til et menneske på den måde. Hun er den eneste, jeg har kunnet være sammen med i 24 timer uden at gå død. Jeg har et stort behov for også at være alene og har tidligere følt mig drænet, hvis jeg var sammen med et andet menneske konstant. Da jeg mødte Lis, havde jeg ét stort krav til en kæreste: 'Vi skulle have det fantastisk seksuelt'.

Lidt firkantet sagt var jeg ligeglad med, om vi kunne finde ud af at gå ud sammen eller for den sags skyld tale sammen, hvis bare vi fungerede seksuelt. Det intime er jo et særligt rum, vi kun deler med vores partner. Der er kun det sted, du kan hente den der ‘dig og mig’­-følelse, hvorimod du sagtens kan blive stimuleret intellektuelt gennem dine venner.”

Hvad er det skønne ved at finde kærlighed i en moden alder?

“At jeg var blevet klar over, hvad jeg skulle efterspørge, fordi jeg havde en vis erfaring med mig. Jeg var i hvert fald mere skarp på, hvad der var vigtigt for mig. 

Du har også mere ro på i forhold til at gå ind i en kærlighedsrelation og engagere dig 100 %, end du har i eksempelvis 20’erne, hvor du har travlt med at få gang i karriere og så videre. 

Da jeg mødte Lis, havde jeg været skuespiller i 10­-12 år, jeg havde fundet min hylde på den front, og det giver mere energi til at hellige sig vores forhold.”

Og hvad er så udfordringerne?

“At blive nogens bonusfar. Jeg tror ikke, jeg var lige velkommen alle steder i begyndelsen. Det er svært at forstå og acceptere, at mor har fået en ny mand.

I dag fungerer det rigtig godt, og vi har det fint med hinanden alle sammen, men det har taget sin tid. Jeg tror også, at jeg er blevet mindre hidsig, klogere og mere rummelig, efter at jeg er blevet bonusfar. Det har gavnet mig.”

Hvornår er din kone smukkest?

“Det kan være, når hun er knaldhamrende dullet op, men det kan også være, når hun sidder søvnig i lænestolen med en gammel sur søndagspolitiken. Hun har mange ansigter og kan toppe i mange sammenhænge.”

Hvis du havde en fjernbetjening til kvinden i dit liv, hvornår ville du så trykke på stop?

“Når jeg sidder opslugt foran min computer og nørder med et eller andet og pludselig får at vide, at nu skal der støvsuges eller vaskes tøj.

Jeg vil meget gerne støvsuge og sætte en vask over. Jeg vil bare gerne vide det i god tid, og hvornår det forventes, at jeg har gjort det færdigt. Jeg er lidt en hobbyautist og kan godt lide at have tid til mig selv og vide, at nu kan jeg tage en time, hvor jeg ikke skal stå til rådighed for nogen.”

Hvornår har du sidst givet en kvinde et kompliment?

“Det gjorde jeg i formiddags. Det er jeg faktisk ret god til. Jeg synes også, at Lis og jeg er gode til at gå ud at spise og gå på bar sammen. Til gengæld er jeg i minus, når det gælder om at købe blomster. Det er jeg ikke så god til.”

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 12.

Du vil (garanteret) også kunne lide