Sebastian Klein: "Jeg elsker, at kvinder på min alder er ærlige omkring, hvem de er"

Vi har bedt Sebastian Klein om at færdiggøre en række sætninger, og det førte til en snak om alt fra hans beundring for kvinder på 40+ til hans erfaringer fra at være gået ned med stress. Selvfølgelig får du også hans tanker om den nye bog og hans forhold til faderen.

Hvis ikke jeg lavede det her interview, ville jeg...

“lave film med Fugleværnsfonden. Det en forening, der opkøber naturområder i Danmark med det formål at beskytte dem. Det, synes jeg jo, er en god idé.”

Jeg er fuldstændigt vild med...

“fugle! Og har været det, siden jeg var en lille dreng, der kom på Amager Fælled.

Et af mine første fugleminder er en rovfugl på svirrende vinger, der dykker ned og fanger en mus. Den flyver væk med musen sprællende i kløerne, og jeg tænker: Wow, hvor vildt! Min yndlingsfugl er en sinkiangsanger. Den hører egentlig hjemme i Kasakhstan, men jeg så den i foråret på Christiansø. Det er første gang, den er set i Europa – og det var MIG, der opdagede den. Det er pissesejt!”

Det er svært at...

“skrive en bog om sin far. Det var sgu ret specielt. For at kunne gøre det er du nødt til at leve en masse ting igennem igen. Både de gode minder og de dårlige. Der bliver virkelig åbnet op til skeletterne i skabet. Du tænker over, hvad du fortryder og gerne ville have gjort anderledes. Det er sørgeligt, fordi han er væk nu. Og det hele skal gøres til ord.

Egentlig havde han sagt, at jeg ikke måtte skrive en bog om ham, men nu har jeg altså gjort det alligevel.” 

Jeg har skrevet en bog om min far, fordi...

“han var en stor mand i mine øjne. Jeg vil gerne have, at han bliver husket for det menneske, han var. Samtidig er bogen også et dokument til mine egne børn om, hvordan min barndom og opvækst var.

Og så blev det en form for selvransagelse i et forsøg på at finde ud af, hvorfor fanden jeg kunne løbe ind i den mentale nedsmeltning, som jeg oplevede for nu snart to år siden.”

Jeg er virkelig bange for...

“at ryge ind med fis i bøtten igen. Da jeg gik ned med stress for to år siden, gik det så galt, at jeg endte med at blive indlagt med en depression. Bagefter lå jeg tre måneder på sofaen og kunne ingenting. Som i ing-en-ting’! Jeg gik ikke engang ud med min kop. Jeg må have været det mest belastende menneske... Og jeg er skidebange for at komme dertil igen.

Jeg tror, det gik så galt, fordi jeg altid har tænkt, at store, stærke mænd ikke får stress. Jeg nægtede at erkende, at det var det, der var ved at ske. Selv om jeg var svimmel, rystede og ikke kunne huske, og min kone påpegede, at jeg ikke havde fri en eneste weekend mellem september og jul. Men det er som regel ikke det arbejde, du laver, der stresser dig. Det er alt det, du ikke når. Jeg prøver at blive bedre til at begrænse aftalerne i kalenderen. Jeg vil jo også gerne se min familie.”

Det, der underholder mig mest, er...

“natur­ mysterier og standup­-comedy. Jeg læser alt muligt med dyr, fugle, planter og tager ud og ser det. Jeg er også helt vild med at se TED-talks og videoer af naturvidenskabelige forelæsninger. Som barn var jeg ret dum til matematik, fysik og biologi, så en stor del af naturvidenskaben er gået min næse forbi. Nu kan jeg hente al den viden lige ned på computeren.

Hvis vi mere er ovre i, hvad der får mig til at grine højt, så er det standup-comedy. Særligt engelsk standup. De har lige en lidt mere subtil form for humor end andre. Og jeg kan ikke lade være med at blive imponeret af den måde, de kan fastholde publikum på. Det er jeg jo selv rigtigt interesseret i, fordi det er det samme, jeg selv vil være god til, når jeg optræder.”

Det mærkeligste dyr, jeg kender, er...

“næbdyret. Det er fandeme mærkeligt. Vi taler her om et dyr, som viden- skaben i første omgang var sikker på, var fusk. Folk troede, den var bygget ud af dele fra forskellige dyr. Hvilket ikke er så sært, for næbdyret lægger æg og har et næb, men det har samtidig pels og hale som en bæver.”

Sidst, jeg græd, var...

“da jeg så min bedste ven udleve sin drøm om at blive rockmusiker. Han er guitarist i Magtens Korridorer, og de havde bare hele Skander- borg Festival i deres hule hånd. Det har været hans drøm at blive rockstjerne, lige siden vi var helt små. Dengang vi bare var ‘den ranglede, rødhårede nørd med briller og den tykke dreng i klassen’. Nu stod han der på scenen og fyrede den af foran tusindvis af mennesker. Der blev jeg altså lidt fugtig i øjnene.

Mine børn rører mig også. Som da min yngste søn vandt en helt særlig superguldmedalje til afdansningsfest i breakdance. Når det handler om mine børn, bliver jeg simpelthen så stolt.” 

At være 44 år gammel er...

“mere forpligtende end at være 27. Altså, man affinder sig jo med sin alder, men hvis jeg skal være ærlig, så ville jeg hellere være 27. I den alder kan du tillade dig det hele. Du kan opføre dig helt tåbeligt, og du kan også være begavet, og du har trods alt fået noget livserfaring.

I min alder er der flere forventninger til, at du skal være voksen-agtig: ‘Han er 44. Så kan han jo ikke drikke sig i hegnet og brække sig op ad et hus’. Ikke, at jeg ville ønske at gøre det. Jeg føler nok bare, at jeg ikke har så meget ret til at skeje ud længere. Som 27-årig topper du også fysisk. Jeg har jo ikke ligefrem de samme svulmende biceps, som jeg har haft, og mavemusklerne har skjult sig bag noget underligt blævrende stads ...”

Kvinder over 40 er...

“sjovere at være sammen med end dem på 27. Skulle jeg vælge kvindeligt selskab, ville jeg til hver en tid vælge dem på min egen alder. Vi er mere i sync og har mere at tale om. Jeg kan da godt se, at dem på 27 er smukke og har glat hud og den slags, men i sidste ende er det jo det, der foregår inde mellem ørerne, der drager.”

Jeg tænker ‘yes!’ om kvinder over 40, når...

“de er naturlige og ærlige. Noget af det, jeg er allermest taknemmelig over at være sluppet for med alderen, er al den der forstillelse og hele det der spil, der var mellem kønnene, da vi var yngre. Jeg elsker, at kvinder på min alder er modne og fornuftige og ærlige omkring, hvem de er, og hvad de vil.”

Hvis jeg skal jagte en drøm mere, er det ...

“jeg HAR faktisk opnået de ting, jeg drømte om. Da jeg sagde det til min kone her forleden, blev hun skidesur. Men hey, jeg mener det jo ikke sådan, at nu går jeg hen og lægger mig. Jeg har bare været enormt heldig og privilegeret: Jeg har rejst en masse. Jeg har fået en dejlig familie. Jeg har et fedt job, og ved siden af det har jeg en naturvidenskabelig karriere. Jeg har fået udgivet bøger. Jeg kan ikke ønske mig så meget mere...

Men jeg har aldrig været på Antarktis, og jeg vil gerne skrive flere bøger. Så der er masser af ting, jeg stadig gerne vil lave!” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 71.