Sådan fik jeg talt mig igennem min midtvejskrise

“Det gik først rigtigt op for mig en måneds tid efter valget i 2019, hvor sindssygt hårde de forgående fire år havde været. Alternativet var det her lille nye parti, som jeg var med til at bygge op fra bunden, og min tid i partiet fra 2015 til 2019 var præget af et umenneskeligt højt aktivitetsniveau. Så det var ikke det klassiske nederlag på valgnatten, der på selve aftenen i 2019 sendte mig ud i en omsiggribende følelse af afmagt. Den kom ligesom snigende: Magtesløsheden.

Konkret udmønter den sig i apati. Og mindreværd. I mange måneder føler jeg mig som det mindste menneske i verden, fordi det går op for mig, at jeg har svigtet min familie. I de fire år, jeg var i Folketinget, var mit liv dikteret af Christiansborg. Det sugede al min energi og fokus og pressede mine grænser til det yderste.

I samme periode var min familie igennem rigtigt svære ting. Jeg spørger mig selv, hvordan jeg kunne prioritere så skævt? Det kan godt være, at jeg har kæmpet for en bedre verden, men følelsen af at svigte de nære satte sig som en dyb skam i mig.”

Svært ved stærke følelser

Christian Poll er på det her tidspunkt 54 år gammel. Han har været sammen med Lisbet i 25 år. Han har haft de personlige konflikter, som livet ofte byder på. Med sig selv. Med sin kone. Og de seneste fire år har været domineret af et heftigt liv som politiker.

Men lige her i efteråret 2019 går han rundt med en følelse, han ikke kan genkende. Og det skal vise sig, at den personlige krise, han står midt i, ikke er nem at komme ud af.

“I månedsvis går jeg rundt om mig selv. Jeg gik ture. Jeg byggede også en terrasse, men det var først senere, da det begyndte at gå bedre. Det mest dominerende i de måneder var, at jeg havde hundredesytten tanker i mit hoved, der væltede rundt. De fleste af dem var nogle, der fortalte mig, at jeg var utilstrækkelig. At jeg havde levet modsat mine grundlæggende værdier. Samtidig var jeg ikke god til at sætte ord på det over for andre.

For jeg kunne ikke finde ordene. Og fordi jeg var så uudtalt omkring alt, blev min generelle tilstand mere og mere trist. Det blev min kone, der sparkede til mig, så jeg kunne komme videre. Hun var virkelig god til at tage teten og insistere på, at vi talte om de vigtige ting. Hvilket var godt, for jeg var virkelig handlingslammet. Hun er den handlingsorienterede. Den ekstroverte. Når jeg går rundt om mig selv og virker fjern, er hun god til at tage fat i mig og sige: ‘Hey, hvad sker der? Jeg har lagt mærke til, at du sådan og sådan ...’.

Ofte er jeg modvillig til at begynde med, men hun holder fast, indtil jeg når til at spørge, hvad det er, hun ser? For hun ser tit noget i mig, før jeg selv opdager det. Det er en fantastisk hjælp til en som mig, som har så svært ved stærke følelser.”

Svigt og skam

At initiativet og handlekraften i en længere periode lå hos Christians kone skabte naturligvis en ubalance. Christian kunne ikke lade være med at slå sig selv oveni hovedet. ‘Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen, Christian?’, spurgte han sig selv. Omvendt kunne han også se, at Lisbets konfrontationer var nødvendige for ham for at komme ud af busken og blive bedre til at sætte ord på noget af det, der gør ondt. Men det kræver, at man også kan mærke sig selv.

“At mænd ikke kan mærke sig selv, er en klassiker, tror jeg. Jeg er i hvert fald ikke god til det og kender mange andre, der har det lige sådan. Jeg er opdraget med, at konflikter ikke er gode, men skal undgås. Og jeg er usandsynlig god til at vige udenom dem. Problemet er, at det skubber mine følelser i baggrunden.

Som voksen har jeg ikke været i kontakt med, hvad jeg selv har brug for, og når man ikke er det, er det rigtigt svært at komme videre i kriser. For jeg kan ikke mærke noget. Skal jeg gå til højre? Skal jeg gå til venstre? Hvad føles rigtigt?

Jeg har intet problem med at træffe beslutninger i professionelle sammenhænge. Her er jeg på hjemmebane, men når jeg går ind i følesernes verden, så bliver jeg sådan: Øh. Hvor er mine data, der skal hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg skal gøre?

Da jeg blev vraget til valget, var det ikke følelsen af ikke at være god nok, der fik mig til at gå i stå. For jeg kan godt se, hvorfor jeg tabte. Jeg kan analysere mig frem til de første hundrede årsager til det. Det var erkendelsen af at have svigtet, der fyldte mig med en skam, jeg ikke kunne navigere i.”

Velkommen i mandegruppen

Christian kunne godt mærke, at han var i krise, og han havde nok også forventet, at det ville tage nogle måneder at komme ovenpå igen. Det endte dog med at tage i hvert fald et år, før skammen havde sluppet taget.

Ni måneder efter valget fik han et nyt job, som til at begynde med og efter eget valg var på deltid. Det var med til at skabe mening og retning parallelt med, at han fandt en ny balance i det politiske arbejde nu som frivillig rådgiver for Alternativet.

Samtalerne med Lisbet var helt centrale. Men han rakte også yderligere ud efter hjælp. Både i form af samtaler med kloge venner, individuel terapi og i en mandegruppe, han fandt på nettet.

“I mandegruppen går vi direkte til det væsentlige. Vi er en gruppe på fem mænd, som mødes tre timer en gang om måneden. Vi starter med lige at lande og tage en løs runde om, hvordan det går. Derefter går vi i dybden med forskellige emner efter behov eller hvad, terapeuten har planlagt. Til sidst tager vi en runde om, hvad vi tager med hjem i dag. Det kører på andet år for mig.

Jeg har tænkt over, hvorfor jeg ikke kan det samme med venner, men det er bare sværere, især hvis vi er flere.

Når man vælger at gå ind i en mandegruppe, er det især følelser, det drejer sig om. Det har alle accepteret på forhånd. I en vennegruppe ville jeg altid være lidt bekymret for, om en anden ville skære igennem og sige: ‘Hallo, der går lige lovlig tøsesnak i den lige nu!’. Eller simpelthen bare ignorere snakken. Der er næsten altid en, der nedgør det følelsesmæssige rum. Jeg har været underlagt de charmerende alfahanner hele mit ungdoms- og voksenliv, men har som regel valgt at styre udenom dem. Så jeg har stort set undgået mandehørm, hvilket er dobbelt, fordi man så ofte mangler fællesskabet.

I min opvækst lærte jeg, at følelser ikke var noget, man viste. For min mor var følelser farlige, for min far nok nærmere uforståelige og irrelevante. I mandegruppen øver vi os konstant i at mærke os selv og lede efter det, der er vigtigt indeni. Det er hele kernen i det at komme i gruppen.”

Påkrævet langsommelighed

I dag arbejder Christian som specialkonsulent på DTU, Danmarks Tekniske Universitet. Omdrejningspunktet er bæredygtighed. Det var godt for ham at kunne starte på deltid, for det tog lang tid at fordøje Christiansborg og komme i normalt gear igen.

Det var ikke, fordi det skortede på invitationer til kaffemøder i tiden efter valget i 2019, og det hjalp ham også til at forstå, at han var et menneske, som fortsat var attraktiv på arbejdsmarkedet. Noget indeni fortalte ham dog, at han denne gang måtte omfavne en langsommelighed. Og at langsommeligheden var en afgørende nøgle til at lande godt i sig selv.

“Efter et halvt års tid mødte jeg nogle gamle kollegaer fra en tidligere arbejdsplads, og vi blev enige om et job på 15 timer om ugen. Jeg gik langsomt og eftertænksomt ind i arbejdslivet igen. Med kun 15 timer var jeg tilbage på arbejdsmarkedet, men der var fortsat tid til at stoppe op og mærke mig selv.

I fire år havde jeg ikke mærket mig selv. Ikke trukket vejret. Lige pludselig stod jeg med al tid i verden og sår på sjælen og skulle øve mig i at finde ro i det.

Lisbet og jeg har været sammen i mange år og har stor erfaring med at løse kriser. Vi er begge skilsmissebørn og har også haft forældre, der døde tidligt, da vi var først i vores 20’ere. Desuden har der været meget sygdom og nogle fyringer. Vi har fra starten været bevidste om den styrke, det giver at have håndteret kriser og talt om dem. Sammen og hver især. Vi har altid været gode til at snakke sammen og udvikle os sammen. Vi har haft vældige kriser, men vi har altid fundet hinanden igen. Det gjorde vi også denne gang. Det er jeg dybt taknemmelig for.”

At skabe balance igen

“Jeg har lært en masse af de seneste otte år af mit liv: Af at kaste mig ind i noget så vildt som at bygge et nyt parti op, at blive valgt direkte ind i Folketinget og af nærmest på samme tid at miste mig selv på det følelsesmæssige plan. Men også af, med hjælp fra mine nære, at samle mig selv op igen og få skabt balance i mit liv igen.

Jeg er blevet super opmærksom på, at arbejdslivet ikke må æde mig op, og at det vigtigste værktøj for mig til at opnå den balance er at øve mig i at mærke mig selv. Hvad sker der i mig lige nu? Hvorfor er jeg træt? Hvorfor føler jeg mig irriteret? Har jeg brug for en pause, for at bevæge mig, for ro, for udfordringer eller noget helt andet? Det skal jeg tillade mig og hele tiden minde mig selv om.