Portræt af Peter A.G.
Peter A.G. (69)© Melissa Kühn Hjerrild

Peter A.G: “Jeg har brugt mit liv på at finde en anden måde at sige tingene på”

Du kender Peter A.G., når han står på scenen og giver den maks. danse-gas for at få os andre til at danse med. Men han er også et ensomt og troende menneske og en mand, der undrer sig dagligt.

12. december 2022 af Louise Thorsted

Hvis ikke jeg lavede det her interview, ville jeg ...

“være ude og lede efter en ny sang. Hvis jeg er heldig, finder jeg den. Jeg bor tre steder og går enten ned til havet, ud i haven eller ud på gaden og ser, hvad skæbnen vil.”

Man skal aldrig sige ... “aldrig.

Det er jo billedet på at holde sig åben, og det skal man i en verden, der forandrer sig
hele tiden. Men jo ældre jeg bliver, jo vigtigere er det også at få de gamle værdier med ind i fremtiden. Man skal ikke regne med, at man ved, hvor Peter A.G. er politisk. Det er ikke alt, jeg siger højt, for så bliver det politiseret, og jeg bliver uvenner med nogen. Jeg har brugt mit liv på at finde en anden måde at sige tingene på, og det er kunstens væsentligste rolle.”

Et øjebliksbillede af min hjerne ville vise ... kaos efter en fest

"Vi spillede 34 koncerter over sommeren, og jeg har skrevet en 400 sider lang biografi. Det er, som om alle billederne hænger skævt lige nu, så jeg går lige så stille og rydder op. Men vi har eddermame også skabt en fest, og det har altid været meningen med mig, at jeg er det festlige indslag. Det er ikke noget, jeg gør alene. Vi er 25 mand, der rejser rundt med sådan et show og rusker op i publikum, så de bare er til stede i musikken og det fællesskab, som vi tit bare snakker om.”

Hvis jeg kunne genleve et af mine leveår, skulle det være ... “hvert eneste af dem!

Jeg egner mig godt til at være født. Jeg har oplevet nogle meget voldsomme skift i mit liv. Lige de år, hvor det var hårdest, hvor alle omkring mig døde, og jeg blev skilt, kunne jeg på den ene side godt undvære, men på den anden side, så har sorgen været frodig for mig, fordi jeg ikke blev væltet omkuld af den. Uanset hvor meget hammer jeg fik i hovedet som barn, så fik jeg at vide: ‘Det er, fordi det er så meget, du kan tåle, Peter’. Sådan siger man i Vestjylland, og det syn kan jeg godt lide.”

Jeg er stolt af ... “mine børn og mine børnebørn og den måde, 

de forvalter deres liv på. Ligesom jeg har taget friheden til at være Peter, så har de taget friheden til at være Mikkel, Anna og Esther. De har taget friheden til at tage sig selv alvorligt.”

Jeg er aldrig holdt op med ... “at undre mig.

Jeg undrer mig dagligt. Den vigtige erkendelse er jo, at jo mere vi studerer og ved om sammenhænge og verden rent videnskabeligt, jo mere finder vi ud af, at vi ikke ved. Og det synes jeg er så livgivende.”

Jeg tror på ... “Gud. Og det har jeg gjort altid. 

Der er en mening med mig, og det er at udfolde mit potentiale, finde mig selv og så glemme mig selv. Hver aften når jeg spiller, går jeg ind i sangene og glemmer mig selv fuldkommen. Jeg er ikke så vigtig. Det er også det, kærlighed handler om – at give sig hen til den, så du er noget for andre.”

Sandheden om mig er nok ... 

"at jeg er et ensomt menneske, der synger om fællesskabet. Jeg tror, det er en fundamental følelse, som jeg deler med de fleste, men når jeg glemmer mig selv, så er jeg sammenflettet med det hele.”

Når jeg bliver gammel ... “så skal jeg sidde på en bar og dele rødvin og memorier med de andre gamle i solen.

Ligesom jeg synger i tredje vers i sangen. Nu gør jeg det i form af min bog. Jeg er allerede den ældste i antallet af år blandt os, der er ude og spille. De har altid betragtet mig som den seriøse og lidt gamle af sind, men jeg er også kropshumorist og fyrer den bare af, ligesom en lineal, du svirper. Jeg kan sagtens gøre det mere
elegant, men verden er blevet så koreograferet, så jeg fyrer den maks. af for at provokere. Efter en tour har jeg tabt fem kilo. På trods af, at jeg drikker og ryger smøger efter showet, er jeg i superform. Energi er som med kærlighed, jo mere du bruger, jo mere får du.”

Hvis der er en ting, jeg har lært om kvinder ... “er det, at man skal være varsom med dem.

Mænd har holdt kvinder nede igennem historien, og det er trist for mændene
selv. Når jeg omgiver mig med kvinder, så prøver jeg på at give jer så meget rum, at der er plads til jer, for det er der, jeg nyder
jer mest.”

Kvinder har lært mig ... “at turde åbne op for poesien inde i mig selv. 

Mænd kunne godt typisk tro, at det at have den rigtige mening og proklamere den i sang ville gøre det til en god sang. Men en god sang er ikke bare at sige sin mening. Man skal være det, man siger.”

Når jeg ser min kæreste, ser jeg ... “en ufattelig tålmodighed med mig 

Og det har meget med kærlighed at gøre. Det er en tålmodighed med og en tro på, at jeg skal nok finde ud af det. Jeg nærmer mig, jeg og vi er hele tiden i udvikling, og det er sådan, det skal være. Hun har været vores tourmanager i 25 år, men jeg tror, vi begge er modne til at holde lidt igen med vores foretagsomhed. For at give plads til en anden form for foretagsomhed. Vi har så mange muligheder, men friheden for os er ikke altid at vide, hvad vi vil.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i december 2022. 

Peter Andreas Gjerluf Nielsen (69)

■ er kæreste med kreativ direktør Anouska Sinding, som også er Gnags’ tourmanager. Sammen har de Esther på 18 år. Peter A.G. er også far til Mikkel på 49 og Anna på 44 år.
■ er forsanger og tekstforfatter i rock bandet Gnags, som debuterede i 1966. I maj udgav de deres 24. studiealbum, som hedder På ryggen af en drøm.
■ er aktuel med sin selvbiografi, som hedder Rødvin og memoirer. 

Kan Peter A.G. sidde stille på en bænk?
“Kun hvis der er en at snakke med. Ellers går jeg altid rundt, når jeg arbejder og
laver musik. Jeg tænker bedst, når jeg bevæger mig.”

Er du med dine erindringer et skridt nærmere din pension?
“Jeg fik engang det råd, at du ikke skal skrive dine erindringer, før du har noget at fortælle, så jeg har ventet, til jeg kunne se nogle tråde i mit liv. Jeg prøver at lave danmarkshistorie fra 1952 og så til nu. Jeg fortæller meget om leg. Tilliden til, at vi børn godt kunne finde ud af, hvad vi ville med vores liv, har jeg nydt godt af. Uden den var jeg aldrig blevet musiker.”

Du vil (garanteret) også kunne lide