Pelle Hvenegaard portræt
For fem år siden fik Pelle Hvenegaard det vigtigste telefonopkald i sit liv. En lille pige på ni måneder ventede på ham i Sydafrika.© Stine Heilmann

Efter seks års barnløshed fik Pelle Hvenegaard at vide, at han skulle være far til en lille pige

I dag er smerten ved at have været ufrivillig barnløs og gå igennem 11 fertilitetsforsøg afløst af den vildeste kærlighed i verden.

5. marts 2021 af Louise Thorsted

Pelle Hvenegaard (45)

“Jeg synes, verden og livet ligger for mine fødder. Eller det er i hvert fald først nu, jeg har selvværd og selvtillid til at gribe det.”

Sådan svarede Pelle Hvenegaard mig for fem år siden på mit spørgsmål: “Du er lige fyldt 40, er du blevet klogere med alderen?”, da jeg interviewede ham til Magasinet Liv.

I dag svarer han:

“Den følelse havde jeg arbejdet hen imod i lang tid, fordi jeg vidste, at jeg gerne ville være far. Det kan være enormt svært at skabe forandringer i sit liv og med sig selv, hvis det kun er for ens egen skyld. Nogle gange har man brug for motivation, og min var, at jeg gerne ville være far. Jeg tænkte: Jeg bliver sgu også nødt til at være i orden. Også for at være en god mand og en, andre kunne holde ud at være sammen med, og som jeg selv kunne holde ud. Jeg havde en oplevelse af, at livet var meningsløst og tomt på trods af, at jeg havde oplevet enormt meget succes på moderne parametre som penge og karriere. Det var fint nok, men det var bare på ingen måde nok og slet ikke der, lykken lå.”

Pelle Hvenegaard og datter på ferie
Da Pelle Hvenegaard og hans kone Caroline fik at vide, at de skulle have en lille pige, havde de 10 dage til at blive klar.© Privatfoto

11 fertilitetsforsøg

Kimen til lykken lå i en lille robåd i Christianshavns Kanal i Køben­­havn, hvor Pelle Hvenegaard havde sin første blinddate med Caroline, som han i dag har været sammen med i 10 år, hvoraf de ­første seks af dem gik med 11 fertilitetsforsøg og en lang adoptionsproces. Først i 2016 blev de forældre, da de adopterede deres datter, Ukhona, fra Sydafrika. 

“Jeg har altid villet være far, og jeg er overbevist om, at jeg ville leve med en grundsorg, hvis ikke jeg var blevet det. Jeg havde da nok kunnet finde et meningsfuldt liv i at være noget for andre på andre måder, men det ville stadig kun være en erstatning. Allerede 14 dage efter jeg mødte Caroline, snakkede jeg med hende om adoption. Jeg vil ikke sige, det var en dealbreaker, men jeg ville have haft det svært med, hvis hun ikke ville det. Jeg har altid haft et billede af at få nogle bio­logiske børn og så se, hvad der så var tilbage af rum og plads og så fylde op. Vi har så meget! Og det må vi kunne dele."

“Jeg har oplevet gadebørn og forældreløse, og der er bare ikke børn, der ikke skal have forældre! Det ville jeg gerne have, at Caroline vidste. Hun var med på det fra start, men hun undersøgte så, i modsætning til hvad jeg havde gjort, hvad det krævede at adoptere. En af forskellene på os er, at jeg drømmer, mens hun handler og undersøger. Hun fandt hurtigt ud af, at man skal have boet sammen i to og et halvt år, før man kan adoptere. På det tidspunkt havde vi boet sammen i 14 dage uofficielt, så der kunne vi så selv arbejde på at få biologiske børn.”

Det, der skulle have været begyndelsen på en stor broget børneflok, blev i stedet en uendelig række af tider på fertilitetsklinikker og af nederlag og sorg, hver gang endnu et forsøg mislykkedes. 11 gange håb og tro på, at “denne gang lykkes det!”. 11 gange smerte.

Seks år på standby

“Det er jo grundtraumatiserende, og et nyt traume hver gang. Det er livet, der ikke bliver! Lykken, der forsvinder. Puf. Gange 11. Det er ikke bare et barn, for mig var det spørgsmålet om det meningsfulde eller det ikke meningsfulde liv. I seks år levede vi et liv på standby. Det var et liv, som var der, og som skulle leves med håb og et mål, men et håb, jeg næsten ikke turde gribe efter, jo længere vi kom ind i det."

“Jeg har en beskrivelse i min bog Kære Zoe Ukhona af, hvordan vi sidder på en strand i Thailand. Dagen før havde vi mødt nogle søde danskere og været helt høje på, at Caroline havde fået lagt et æg op, før vi tog af sted. Og nu sad vi i Thailand, fordi vi havde tænkt over: Hvor har vi det bedst? Det har vi på en strand i Thailand, og så håber vi, det hjælper på, at lortet sætter sig fast. Vi havde også snakket om, at hvis ægget ikke satte sig fast, så var det stadig et smukt sted at være."

“Dagen efter sidder vi på samme strand som aftenen før og får massage, men så siger Caroline: ‘Jeg har fået min menstruation. Jeg er ikke gravid’. Og lige der er det bare helt grotesk, at der sidder en og masserer ens fødder. Det, der var vildt dejligt for et minut siden, er nu bare så grænseoverskridende. Samtidig er thaierne så blufærdige, at vi var nødt til at holde den, indtil vi kunne løbe tilbage til vores hytte og bryde sammen. Og indse, at selv om vi var midt i paradis, så var det fuldstændigt ligegyldigt. Sorgen og smerten rejser med. Øen blev pludselig klaustrofobisk, og vi tog vi til Bangkok, hvor der i det ­mindste er en masse larm.”

Pelle Hvenegaard på kontoret, tænksom
Pelle Hvenegaard fandt hurtigt ud af, at det ikke duede at rejse under fertilitetsbehandlingerne: “Når Caroline fik de manglende to streger på graviditetstesten, så sad hun der alene. Det skal man ikke."© Stine Heilmann

To stærke mennesker

Hvad er hemmeligheden bag at kunne holde ud og holde sammen så længe?

“Da vi mødte hinanden, kunne vi begge mærke instinktivt, at det var så rigtigt. Jeg faldt for, at Caroline har en ekstremt høj grad af integritet, og hun er meget sin egen. Det tror jeg også, er en af grundene til, at det stadig er spændende. Vi var to mennesker, som havde fundet os selv. Men også fundet os selv et sted, hvor vi gerne ville dele livet med andre, hvis det var rigtigt. Og det var det! Vi er to relativt stærke mennesker hver for sig, men vi kan rigtigt godt sammen, og vi har gået hele vejen til vores forældreskab sammen 100 procent, men med hver vores mønstre og måder. Det var jo Carolines krop og psyke, og hende, der blev tvunget ind i fertilitetsbehandlingerne. Men hun vidste, at det betød lige så meget for mig. Og det tror jeg var grunden til, at jeg kunne få lov til at holde det ud i strakt arm." 

Pelle Hvenegaards kone og datter i omfavnelse
Ukhona triller ind i mellem rundt med en lille rejsekuffert derhjemme med lyst til at rejse ud i verden. På det punkt ligner hun begge sine forældre.© Privatfoto

"Nogle ville måske have troet, at jeg var kold i røven, men Caroline vidste godt, at sådan var det ikke, og der var ingen grund til, at jeg også rev mig selv midt over. Til gengæld var vi der så også sammen, når det var. Jeg fandt for eksempel hurtigt ud af, at det ikke duede, at jeg var ude at rejse, når hun fik de manglende to streger på graviditetstest nummer tre, fordi man jo bare håbede, der var fejl på nummer et og nummer to, og så sidder man der på toilettet med menstruation og har tisset på sådan en pind – alene. Det skal man ikke.”

Opkald på livlinen

For fem år siden sagde du her i magasinet: “Jeg går og venter på det vigtigste telefonopkald i mit liv, som skal gøre mig og min kone til forældre”. Hvornår fik du det telefonopkald? 

“Faktisk ventede vi på det opkald i to år. I løbet af sommerferien 2016 fik vi inden for en uge opkald fra både den adoptionsformidlende organisation, DIA, og fra Statsforvaltningen, som begge ville tjekke op på, om vores oplysninger i ansøgningen stadig passede, så der tænkte vi: Nu kommer der barn, nu sker det sgu! For første gang i den lange ventetid kunne jeg mærke, at jeg tillod mig selv at tro på det, men da der var gået tre uger, og vi ikke havde hørt mere, kunne jeg ikke være i det længere."

“Jeg ringede til DIA og forklarede, at vi havde fået de her forskellige opkald, og nu var der 14 dage tilbage af ferien, så hvis der ikke var et barn på vej, ville vi bare gerne rejse væk. ‘Jeg kan lige tjekke’, lød det i røret. ‘Hun tjekker’, sagde jeg til Caroline. Men hun vendte tilbage og sagde: ‘Der er ikke noget, I kan bare tage ud og rejse’. Og så knækkede jeg fuldstændigt sammen. Jeg sagde ikke noget i tre dage. Det var den smerte, jeg havde beskyttet mig selv imod, for jeg kendte den jo godt, tilbage fra da vi var i fertilitetsbehandling."

Pelle Hvenegaard med sin datter på skødet
“Der gik nærmest et år, før vi fik den der fornemmelse af, at nu var hun tryg og havde en grundlæggende tro på, at vi ikke forlader hende," siger Pelle Hvenegaard om Ukhonas start på livet.© Privatfoto

Sidder du ned?

“Grunden til, at det er så stort, er jo, at det handler om, om man får det liv, man ønsker sig. Om man bliver lykkelig eller ej. Der er virkeligt meget på spil, og efter først to og et halvt år med fertilitetsbehandlinger og tre og et halvt års ventetid i adoptionskøen, kan man næsten ikke mere. Caroline købte flybilletter til Athen, og så tog vi bare ned og stenede på nogle øer. Det var fint nok, men vi skulle jo have været til Sydafrika og hente vores barn.”

Da han endelig fik det vigtigste telefonopkald i sit liv, hørte han ikke telefonen ringe. Telefonen var på lydløs, han stod på toppen af en stige hos en kammerat og nød bare at lave noget praktisk. 

“Men så kom min ven ud med sin telefon og Caroline i røret, og så vidste jeg jo godt, at det var liv eller død. Hvorfor skulle hun ellers ringe til ham? Så får jeg telefonen op til mig, og hun siger: ‘Sidder du ned?’. Så kunne jeg jo godt høre, der ikke var nogen, der var døde. ‘Ja, ja’, svarede jeg fra tre meters højde.”

"Og så siger hun det, jeg har ventet på i seks år: ‘Du skal være far, vi har fået en lille pige’. Det var helt overvældende. Jeg drønede hjem, tudende gennem København, på den gode måde for en gangs skyld. Da jeg kom hjem, stod vi bare og ventede på, at der skulle tikke en mail ind med et billede af vores datter. Jeg havde en idé om, at når jeg så billedet, ville jeg blive far, men sådan var det ikke! Vi fik et snapshot med ét udtryk ud af enormt mange hos et lille menneske, vores lille pige, men jeg havde jo lyst til at holde hende, dufte til hende og nærmest bide i hende.”

Klar på 10 dage

Hvor de fleste kommende forældre har ni måneder til at blive klar, havde Pelle og Caroline 10 dage. Det, der havde været et ønske om et barn fra Sydafrika, havde materialiseret sig til en pige på ni måneder. 

“Vi var enormt klar, men samtidig slet ikke klar. Vi vidste, hvilket værelse hun skulle have, men det fungerede som opbevaringsrum, for vi kunne ikke gå og kigge på et børneværelse i seks år, så skal man jo være masochist ud over alle grænser. 

Så vi fik sindssygt travlt. Det var de vildeste 10 dage. Vi var høje, og samtidig skulle de også bare overstås. Vi byggede børneværelse og drønede byen rundt og hentede tøj i alle størrelser, for vi vidste jo ikke, hvor stor hun var. Og så kom den dag, vi havde gået og ventet på i seks år. Billedet på forsiden af Kære Zoe Ukhona er fra den første dag, hvor jeg lå med hende, og hun faldt i søvn på min mave. At ligge der: Det var så vildt at mærke alt det, jeg havde længtes efter i 10-15 år, og som jeg vidste, ville være en vildere følelse end alt andet i livet."

“Men – for der er faktisk et men – det var jo kun to ud af tre i vores lille familie, der var lykkelige den dag. Vores lille pige faldt i søvn uden at sige en lyd, fordi hun sikkert bare havde lukket fuldstændigt ned. Det var bare endnu en møghamrende forfærdelig dag i hendes liv, hvor alt det, hun trods alt kendte, var væk, og hun var i favnen på nogle fremmede mennesker. Det er jo vanvittigt sindssygt og nærmest traumati­serende. Der startede en kæmpeopgave.”

Pelle Hvenegaard med sin datter i hånden på ferie
Tanker om hvor meget arv versus miljø betyder for et barn, optager tankerne hos adoptionsforældre på godt og ondt.© Privatfoto

Livsvidner

12. september 2020 skrev Pelle Hvenegaard på sin Instagram-profil:

“I dag er det præcis 4 år siden, at vi 3 mødte hinanden for første gang, og vores familie blev samlet for altid. Den på det tidspunkt uden sammenligning største dag i mit liv. Blev dog overgået senere, da vores lille pige forstod, at vi aldrig forsvinder fra hende, og at vi skal være sammen for altid!”

“Der gik nærmest et år, før vi fik den der fornemmelse af, at nu var hun tryg og havde en grundlæggende tro på, at vi ikke forlader hende. Det er jo et livsvilkår at være adopteret. Jeg troede måske naivt, at vi kunne kurere forladthedsfølelsen, og så ville vi bare være en normal familie. Sådan er det ikke. Men derfor kan man godt tale om, at der kom et tidspunkt, hvor hun også hvilede i, at nu bliver vi. Og det er jo i virkeligheden meget større end den første dag med hende på min mave. At hun nu tillader mig at være noget for hende og trøste hende, det er så stort og så meningsfyldt.”

Du brugte lang tid på at blive det menneske, du gerne ville være som far. Var du klar, da det skete?

“Jeg gør mig ingen illusioner om at være perfekt. Vi kommer til at lave fejl. Vi laver fejl, men vi lærer af dem. Jeg tror ikke, vi kommer til at lave noget, som gør, at hun går i stykker. Vi har sgu et ret fantastisk forældreskab, men vi er også tvunget til at have et ekstremt opmærk­­somt forældreskab. En ting er learning by doing, men vi har nogle omstændigheder ind over, der kan være nogle mønstre, vi skal være opmærksomme på, og vi kan ikke nødvendigvis bare tage fat i vores forældre eller venner og spørge: ‘Hvad gør I?’. Vi har fået god hjælp på postadoptionskurser og fra psykologer, og så vi har fået venner, som også har adopteret. Sjovt nok også venner, der har piger fra Syd­afrika, og dem kan vi spejle vores forældreskab i i en helt anden grad.”

Flyttede smerten ud, da Ukhona flyttede ind? 

“Den er der stadig, men nu er den mest en frygt for, at der skal ske noget med min datter. Det er jeg så ret god til at komme væk fra, for det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg kan se nogle scenarier, hvor jeg kunne påføre mig selv, os og ikke mindst min datter en smerte. Som for eksempel hvis vi blev skilt, så det er meget nemt: Det er bare ikke en mulighed! Jo, hvis vi endte et sted, hvor vi levede som hund og kat og havde skabt et rum for vores datter, som var ødelæggende, for så skal man selvfølgelig ikke være sammen, og derfor har vi et kæmpeansvar for ikke at nå derhen."

“Jeg synes jo grundlæggende, at når man sætter børn i verden eller planlægger at gøre det, så har man et ansvar for at få sig selv på plads, og når du adopterer, er der et ekstra ansvar. Vi har en datter, som har prøvet at miste det mest fundamentale, sit biologiske ophav, og at skulle påføre hende det traume, det ville være at miste det, hun tror på nu, det ville være den største desillusion."

Hænder på far, mor og barn
"Vi skal være opmærksomme på ting, vi ikke altid kan spørge venner og familie om", siger Pelle Hvenegaard, der har haft glæde af postadoptionskurser.© Privatfoto

“Jeg siger ikke, at skilsmisse ikke kan ske, men jeg kan mærke, at jeg er villig til at gå langt. Det ved jeg, vi begge er. Vi er nødt til at arbejde med det. Fordi vi er stuck. Og det er dejligt at være. Der er noget ved kærlighed over tid, en bonus i den anden ende. Min mormor og morfar var svært ramt af demens og alzheimers, de kunne ikke huske, hvem nogen af os var, men de kunne huske hinanden. De sad på pleje­hjemmet og holdt hinanden i hånden og blev kaldt turtelduerne. Det kan satme også noget! Der er noget, der hedder den lange bane, som er værd at kæmpe for, for ens egen skyld, men også for børnenes.”

Ukhona er i dag knap fem år, vild med dans, veninder, rulle­skøjter, sprog, fredagsslik og stærke farver og et lille, fint menneske, som ud­­folder og udvikler sig, mens hendes forældre nysgerrigt ser til. Når hun triller rundt med sin lille kuffert og spørger, om de ikke snart skal ud og rejse, kan de genkende deres egen rejselyst. I deres tilfælde er svaret på spørgsmålet ‘arv eller miljø?’ åbenlyst. 

Arv og miljø

“Overvejelser om arv og miljø er noget af det, man virkelig er tvunget ind i, når man siger farvel til biologiske børn, og de hjalp mig faktisk, for jeg kan jo godt genkende nogle nedarvede evner i mig selv som for eksempel en veludviklet logisk sans. Men så er der de evner, jeg er ked af, jeg ikke har: Jeg har ikke en tone i livet. Tænk, hvis mit barn kunne få musikken. Og til sidst ting, jeg vil være glad for, hvis mit barn slipper for: Min mørke side, mit tungsind. De vigtigste menneskelige egenskaber handler om empati, om forståelse for sig selv og andre og om humor, og dem tænker jeg mere ligger i miljø. Og det er der, vi kan være med, og så er jeg bare nysgerrig på, hvad der dukker op.”

Hvor er du så i dit liv lige nu?

“Grundlæggende lige der, hvor jeg har lyst til at være. Bortset fra at jeg gerne ville sidde et sted, hvor der var lidt varmere. Det er niveauet af diskomfort i mit liv.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. januar 2021

Seneste

Måske er du interesseret i...