Hvad lavede du, da du fik ideen til dit nummer Fell in Love?
“Jeg havde lige været på en camp for sangskrivere og musikere fra hele verden, som var vildt inspirerende. Sangen har en meget romantisk klaverintro, og da jeg havde lavet den, skypede jeg med Nik & Jay i Los Angeles, og de syntes, det lød fedt. Vi begyndte at skype ideer frem og tilbage – og det blev så til Fell in Love.”
Hvad er romantik for dig?
“Det behøver ikke at have noget med Venedig at gøre. Jeg friede til Lizette under en løbetur, fordi jeg syntes, at månen og stjernerne stod helt perfekt. Der er mange, der har grinet lidt af, at jeg friede i joggingtøj, men for mig føltes det rigtigt. Der skal da være romantik hver dag i et forhold. Du skulle gerne blive forelsket i din kæreste syv gange om dagen – mindst!”
Hvornår er du så senest blevet forelsket i din kone?
“Det blev jeg i lørdags. Vi var til svigerfars 70-årsfødselsdag, og Lizette rendte rundt og tog billeder af alle de her glade gamle mennesker. Hun så bare så smuk og dejlig ud.”
Hvornår er en kvinde allermest sexet?
“I et par helt almindelige Sloggi-trusser! Lizette er også utrolig dejlig, når hun er megatræt. Så får hun et fuldstændig fantastisk blik. Og så kan jeg godt lide, når en kvinde ikke er alt for hård. Hun må gerne være lady og få mig til at føle mig som mand. Det er fedt indimellem at få lov at være krigeren, mens hun er prinsessen.”
Hvad burde alle kvinder vide om mænd?
“At de ikke skal dømme dem så hurtigt. Mænd kan godt tænke med andet end ...! Der findes faktisk mange følsomme mænd, men de har sværere ved at tale om deres følelser end kvinder. Typisk tror kvinder også, at mænd er grove i munden, når de er sammen. Men da jeg for nylig optrådte for en gruppe kvinder og var med, da de spiste frokost, så skal jeg love for, at outputtet var højt. Og de ting, de sagde, var tusind gange grovere end de ting, mænd ville have sagt.”
Hvad kan gøre dig gal?
“Når folk ikke siger, hvad der nager dem. Eller folk, der beklager sig, men som ikke gør noget ved det. Jeg hader brokkehoveder! Jeg har let til tårer og let til vrede. Jeg kan råbe vildt højt – som en ketchup-eksplosion. Jeg er rigtig god til at være i nuet, men det betyder også, at jeg ikke når at tænke over, om jeg opfører mig pinligt.”
Hvad kan mænd lære af kvinder?
“At overskue mange ting på en gang. Jeg har en hjerne som en si, så jeg takker hver dag gud for, at jeg har Lizette. Til gengæld er jeg meget på derhjemme. Jeg elsker at lege med ungerne på deres præmisser. Både Lizette og jeg er lidt crazy. En dag hang vi en diskokugle op i et træ i haven og lavede lysshow udenfor, og så omdannede vi trampolinen til en scene. Senere hentede vi dynerne, og så lå vi der og sov på trampolinen.”
Hvilken kvinde har haft afgørende betydning for dit liv?
“Jamen, det er sgu Lizette. Der er et liv før og efter. Hun har et ekstremt overskud. Der er ikke mange, der ville kunne leve med alle mine tossede turneer. Men vi forstår hinandens craziness, og vi giver hinanden plads til at dyrke den.”
Har du et godt råd til kvinder 40+?
“Tro på dig selv. Du er for lækker, og du bliver ikke mindre lækker, fordi du er 40 eller over. Læs Paulo Coelhos bog Alkymisten, og ryk på din store drøm, før det er for sent. Lav det, du elsker, de otte timer om dagen du arbejder.”