Interview med Chris Minh Doky

er musiker og forfatter.
er aktuel med bogen Nærvær.

I 2015 udgav du albummet New Nordic Jazz. Hvordan lyder ‘nordisk’?

“Det spørgsmål har faktisk fyldt en del i mit liv de seneste år. Der var mange år, hvor jeg var ligeglad med, at folk sagde, at jeg var ham der ‘the American bassist’. For jeg boede jo 20 år i New York. Men så her for fem-seks år siden fik jeg lyst til at blive mere tydelig om, hvad det vil sige at være nordisk. For der er ingen tvivl om, at min musik lyder, som den gør, fordi jeg er fra Danmark. Fordi jeg havde en dansk mor, som sang salmer for mig som barn, og fordi jeg voksede op på Indre Nørrebro.

I år har du udgivet bogen Nærvær. Hvorfor det?

“Det er til dels en selvbiografi, men den har et grundlæggende budskab om, at du skal lade dig rive med af livet og øve dig i at være mere nærværende. Et eksempel på nærvær er, når du læser en god bog, og du glemmer, at du faktisk læser. Det er bare gået op for mig, at hver gang jeg i mit liv har fokuseret for meget på at styre efter nogle omstændigheder eller ambitioner, så går det galt for mig.”

Hvad sker der, når du ikke er nærværende?

“Et godt eksempel er, da jeg i 2008 besluttede, at jeg ville minimere turnélivet. Min ambition blev i stedet at bruge min musik til noget andet end at spille selv, så jeg blev leder af DR Big Bandet og startede desuden mit eget produktionsselskab. Det gik supergodt alt sammen, indtil jeg efter fire år indså, at jeg på ingen måder var glad. Jeg havde bygget en masse op, men der var ingen passion. Kun ambition. Min musik var bare blevet et redskab til at nå et mål.

Til sidst gik jeg ned med stress og fik ovenikøbet et angstanfald. Jeg mister forbindelsen til mig selv og livet, når der ingen passion er. Så jeg var nødt til at bringe min egen musik forrest i mit liv igen.

Jeg stoppede i DR og droslede mit produktionsselskab ned til et minimum, og så gjorde jeg alle mulige ting for at få passionen til at blomstre igen. Begyndte at spise sundt, dyrke motion, lyttede til musik, læste, gik i terapi.

Langsomt kom det tilbage til mig. Den oplevelse har styrket mig i min tro på, at hvis du slipper målstyringen en smule, lander du et sted midt imellem passion og ambition, hvor du er nærværende og i et flow. Jeg siger ikke, at der skal være passion i alt i ens liv. Kun at den skal være et eller andet sted. For mig er det i hvert fald afgørende. Ellers går jeg til grunde.”

Hvorfor blev dit liv egentlig så præget af jazz og bas?

“Tjah, oprindeligt ville jeg jo være læge ligesom min far, og det holdt jeg fast i i mange år. Men der var bare så meget musik i min familie.

Min mor var sanger, min far spillede guitar, og min storebror var allerede i teenageårene en dygtig jazzpianist. Så ved et tilfælde kom jeg til at spille bas, og så hørte jeg Miles Davis – og pludselig kunne jeg slet ikke leve uden musik hver eneste dag. Det var også derfor, jeg flyttede til New York. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville. Jeg ville bare tættere på musikken.”

Er dine drømme gået i opfyldelse?

“Jeg har aldrig haft en plan om, at jeg en dag ville være en verdenskendt musiker eller tjene en masse penge. Jeg er bare på én gang velsignet og forbandet ved at være pissenysgerrig, og det er det, der har drevet mig. Det har også drevet mig ned ad nogle blindgyder. Eksempelvis da jeg kastede mig ud i nogle store pop-produktioner i 90’erne. Musikken var ikke i centrum og heller ikke så udfordrende. Så i kedsomhed bevægede jeg mig mod alt det andet, der omgiver den verden. Men jeg prøver at lade være med at se det som noget negativt. For hvis du bliver bange for at begå fejl, så afskærer du også dig selv fra at prøve en masse ting. Og du lærer jo også af dine fejl.”

Hvornår tænker du ‘argh!’ om kvinder?

“Når jeres styrke kammer over. I har mange styrker, som jeg værdsætter og beundrer.
Blandt andet har I en fantastisk evne til at fokusere på rammerne i alle henseender. Det er beundringsværdigt, og det er det, der gør, at en kvinde kan sætte håret på en helt bestemt måde, så man bare bliver forelsket i hende. Men det kan også blive for meget. For styrende og forudbestemt. I stirrer jer blinde på rammen frem for at se det, der er inde i den.”

Hvad ville du ønske, at 40+ kvinder ville lade være med?

“Der er ikke noget mere irriterende, end når I siger: ‘Ja, jeg er jo godt nok ikke så spændstig, som jeg har været’. Eller: ‘Jeg ligner jo ikke en på 20 længere’. Hold nu kæft, for helvede! Det er, som om der er opstået sådan en fællespsykose, hvor kvinder tror, at mænd kun vil have kvinder i 20’erne – vel vil vi da ej! Prøv selv at tænke på, hvor anstrengende det kan være med mænd, der insisterer på at være ‘drengerøve’ – det er det samme. Kvinder skal stå ved, hvem de er, og hvor gamle de er. Kvinder, der står ved sig selv, er mega attraktive.”

Hvilke karaktertræk værdsætter du mest hos kvinder?

“Der er forskel på at være lækker og attraktiv. Alene at være lækker gør ikke en kvinde attraktiv. For mig er det attraktivt at være nærværende. Det er attraktivt at have selvaccept. Og så elsker jeg kvinder, der er dygtige. Kvinder, der har talent for noget eller en passion for noget.”