“Det er en lørdag formiddag i 2007. Min tidligere kone og jeg går fra vores store, lækre lejlighed på Vesterbro i København mod Kongens Have. Solen skinner, og vi har vores meget lille søn med i barnevogn. Han ligger og pludrer og er glad. Alt burde være lykkeligt. Bortset fra, at jeg går med et voldsomt ubehag inden i mig. Jeg har det simpelthen fysisk dårligt, så jeg finder en bager og spiser nogle wienerbrød. Måske er jeg gået sukkerkold, tænker jeg. Måske er jeg bare sulten. Men da jeg har spist dem, sker der intet. En dyb og intens tomhed har taget bo i mig.”
Sådan fortæller Paul Lloyd Robson om første gang, han mærker det, som siden skal vokse sig til en stor og omsiggribende krise, der ender med at vare i ni år. En krise, der fører ham ud i en evig jagt på mere og mere vilde oplevelser.
“Jeg var på jagt efter at mærke livet, og jeg troede, at det var i de intense oplevelser, jeg ville finde mig selv,” fortæller Paul. “Det var det bare ikke.”
Hemmeligheder og selvbedrag
“Jeg blev gift som 21-årig. Min kone og jeg indgik hurtigt en slags indirekte kontrakt, hvor jeg så, at mit bidrag var noget med prestigefyldte jobs, karriere, god løn og fart på. Det fik vi. Hurtigt. Jeg fik et topjob i Microsoft og kørte i et voldsomt højt gear i flere år, og på papiret havde jeg alt det, jeg havde drømt om: Magt, penge, lækker lejlighed, kone og barn.”
Men Paul glemte at stoppe op og mærke efter, om alle de materielle ting var det, han egentlig ville have. For han var ikke glad. Men han nægtede også at give plads til det ubehag, der gik lidt i sig selv den formiddag på Frederiksberg Allé, men som aldrig helt forsvandt.
Et lille års tid senere er Paul, hans kone og deres lille dreng, der nu er 14-15 måneder gammel, på roadtrip i USA. Paul møder en af sine venner i San Francisco, som fortæller om sit vilde liv. Det er grænseoverskridende og søgende. På samme tur læser Paul bogen On the Road af Jack Kerouac. En amerikansk forfatter og en del af beat-generationen fra starten af 1960’erne, som blev kendt for deres grænsesøgende og eksperimenterende adfærd.
Han er ramt. Af en udefinerbar længsel. Af følelsen af, at noget mangler i hans liv. Af en trang til at være mere i kontakt med sig selv. De allerførste tegn på, at han i virkeligheden ikke kan mærke sig selv, mærke, hvem han er, og hvad han i virkeligheden vil med sit liv, begynder at dukke op til overfladen. I første omgang som sprækker i parforholdet. Intimiteten forsvinder.
“Vi kører i bilen. Ud af San Francisco på vej nordpå, mod skoven, og i et anfald af at prøve at vise min kone, hvem jeg også er, i et anfald af at få lyst til at blotte mig selv og komme tættere på hende, fortæller jeg hende en hemmelighed om mig selv. Noget, jeg skammer mig over. Jeg fortæller, at jeg ser porno.
Jeg tror, det er, fordi jeg ønsker, hun skal se mig. Hele mig. Også med det, der er forbundet med noget tabuiseret. Hun bliver meget ked af det. Føler sig såret. Og faktisk fik det den stik modsatte effekt: Vi kunne slet ikke tale om det. Forståelsen var der ikke, og vi gled endnu mere væk fra hinanden.
Det tog lang tid for mig at forstå, at det, jeg higede efter, var at kunne være autentiske. Sammen. Men det formåede vi ikke. Tværtimod. Jo mere ægte jeg var, jo mere var det min oplevelse, at jeg stødte hende væk fra mig. Et par måneder senere ender vi med at gå fra hinanden. Og så går jeg mere eller mindre amok.”
At blive set og forstået
Paul kalder det selv, at han tog en meget lang rejse til underverdenen. Han solgte sin lejlighed og boede de næste mange år i både ind- og udland. I en periode boede han i et åndeligt kollektiv, hvor han eksperimenterede med tantra og havde sex med et utal af kvinder. Han endte med at blive smidt ud, for de næste mange år at bo mange forskellige steder, herunder på venners sofaer.
“Jeg lukkede min virksomhed og begyndte at undervise i blandt andet dans, yoga og tantra. Jeg blev også en af initiativtagerne til The Borderland, som er den danske udgave af Burning Man, en festival i Nevada-ørkenen i USA med over 100.000 mennesker. Alt handlede om at jage mere og mere ekstreme og intense oplevelser, der skulle få mig til at mærke mig selv. Min krise bundede i opdagelsen af, at jeg aldrig rigtigt havde mærket mig selv.
Det pudsige er, at jeg i de mange år i krise nok mest søgte at blive set og forstået af andre. Men måske især søgte jeg at være del af et kærligt parforhold, der ville vare resten af mit liv. Et parforhold, hvor jeg elskede hende, og hun elskede mig. Som vi var. Med alt, hvad der var os.”
Efter syv år er der en dag en god ven, der tager fat i Paul, som på det tidspunkt ikke har været ude af sin seng i næsten to uger.
“Jeg kunne ikke rejse mig. Fysisk set kunne jeg godt. Men jeg kunne ikke se pointen i det. Jeg var tørstig, men jeg orkede ikke engang at hente et glas vand. Så kom min ven og lagde sig ned ved siden af mig og bare holdt om mig. Det var lavpunktet. Her ramte jeg bunden. Han gik efter et par timer. Så stod jeg op.”
Først gå alene
I dag er Paul gift for anden gang. Med Laura. Og sammen har de lille Emanuel, som kom til verden for et år siden. I dag lever han i bevidsthed om, at ideen om det perfekte liv og den perfekte partner kun er en illusion.
Livet er stadig ikke nemt, og Paul kæmper stadig med et kaos, indeni og udenfor. Men han har fundet ud af, hvordan han kan bevare roen og finde en retning i sit liv. Og i sit parforhold.
“Laura og jeg har fundet en fælles vision af meningen med livet, og dermed har vi noget at vende os imod og rette os efter, når vi bliver uenige. Vi er ikke længere to mennesker, som forsøger at få vores behov opfyldt hver især. Men Laura ser det gode i mig og har fået det endnu mere frem. Min ældste søn har også været et kæmpe anker, som har kaldt mig tilbage til virkeligheden gentagne gange. Og så betyder ophold alene i naturen meget for mig.”
Flere begivenheder har haft indflydelse på, hvor han er i dag. En af dem var, da han for tre år siden tilbragte tid i Sydafrika med sine forældre, som fortsat bor der. Paul planlagde og inviterede sin far med på en længere bilrejse, hvor de kørte over 4.000 kilometer og vandrede i bjerge sammen.
“Det var vigtigt for mig at genoprette forholdet min far. Jeg er vokset op i en familie, der var en fast del af den lokale kirke, hvor jeg så en flok af mennesker, der havde en ro i livet. Deres tro på kærlighed var smuk, og de hvilede i det. Alligevel havde jeg aldrig nogensinde ønsket at være en del af det. Men på den tur med min far kunne jeg pludselig mærke, at jeg ønskede at være en del af det fællesskab. Så jeg opsøgte en præst. ‘Den tro’, sagde jeg til ham, ‘hvordan får jeg den, når jeg ikke har den?’. Det gjorde indtryk, da han sagde: ‘Bed om den. Bed om at få din tro’. Så på en vandretur stoppede jeg ved et bjerg, og på toppen af det bad jeg en bøn. Da jeg kom ned igen, vil jeg ikke sige, at alt var forandret. Men der var lagt et kim til, at jeg kunne gå en anden vej.”
Som han først måtte gå alene.
Opsøgte mandefællesskaber
“Da jeg kom hjem, brød jeg med Laura, som allerede var min kæreste på det tidspunkt, og tog på højskole i Jylland. Jeg fortalte hende, at jeg måtte klippe alle bånd over. I ni måneder lavede jeg stort set ikke andet end at gå lange ture i naturen. Og så søgte jeg den visdom, jeg kunne finde hos andre mænd. Både yngre og ældre. Det gik op for mig, at der er noget i samværet med andre mænd, der er værdifuldt for mig. Mandefællesskaber giver styrke og drivkraft. I de gode mandefællesskaber bliver der skabt et rum, hvor man kan være meget direkte og udfordrende, hvor man kan få sparring og teste sine ideer og planer, men samtidig bevare gensidig respekt.
Et velfungerende fodboldhold er et godt eksempel på, når konkurrence og samarbejde smelter sammen i noget, der virkeligt fremmer præstationen. Og så bliver du holdt op på, at du gør, som du siger. Mange mænd bliver mere ærlige og direkte, når kvinder ikke er til stede. Jeg fik i hvert fald kærlige, men kritiske spørgsmål.
Men jeg fik også løsningsforslag, og jeg opdagede for alvor styrken i mandefællesskaberne. Det var også på højskolen, at jeg skrev det første udkast til en manual for, hvordan man afholder og faciliterer en mandegruppe. En manual, som bliver brugt i alle vores mandegrupper i min virksomhed, Maniphesto, i dag, hvor vi samler flere tusinde mænd over hele Europa.
Først for mig selv
Et par dage før mit højskoleophold sluttede, ringede jeg til Laura og foreslog, at vi skulle finde sammen igen. Der gik et år, og så blev vi gift. Hun blev gravid på vores bryllupsnat, og i dag har vi vores smukke søn.”
Og ja:
“Det lyder måske ekstremt, at jeg først skar hende fra. Men jeg er vokset op med, at manden er sat i verden for at tjene sin kvinde. Det ligger dybt i mig. Meget af det, min far gør, gør han for at gøre min mor glad. Så mens vi var sammen, kunne jeg ligesom ikke adskille mig selv fra hende, og jeg opdagede, at det var en del af min grundproblematik: At jeg er filtret ind i alle andre, og så meget, at jeg glemmer at mærke mig selv. Hvis jeg skal være i verden og være med en kvinde, min kvinde, kræver det, at jeg først og fremmest har fundet mig selv.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 23. september 2021.
Paul Lloyd Robson (40)
- er gift med Laura, som han har Emanuel på 1 år med. Har også en søn på 15 år fra sit tidligere ægteskab.
- er iværksætter og ejer af virksomheden Maniphesto, der tilbyder mandegrupper, der støtter mænd igennem overgange i livet. Er uddannet cand. scient.- pol. og har desuden en idrætstræneruddannelse.
