Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden …
“ville jeg møde mig selv som tre-årig. Det meste andet af mit liv kan jeg jo sagtens huske, så jeg tror, jeg ville rejse tilbage til et tidspunkt i mit liv, jeg har fået fortalt om af andre.
Jeg har altid fået at vide, at jeg var en genert dreng som lille, og jeg blev kaldt ‘den tavse dansker’ i familien. Men samtidig kan jeg huske en smalfilm, hvor jeg som treårig fiser rundt og driller alle de gamle, så måske var jeg i virkeligheden ikke så genert i begyndelsen? Jeg gad godt se den film færdig.”
Jeg tror på …
“at vi er en del af noget, der er større end os selv. Jeg tror ikke på noget konkret religiøst, men jeg er sikker på, at vi kun kender en brøkdel af sandheden om verden og os selv.
Og vi fødes ikke som et blankt, ubeskrevet blad. Vi har tidligere generationer med os på en eller anden måde. Det er jeg overbevist om.”
Sidste gang, jeg følte mig stolt, var …
“da jeg så min datters dagbog forleden. På en måde er jeg jo hele tiden stolt af mine børn, og jeg fortæller dem det ofte. Forleden da jeg kørte min datter i skole, viste hun mig, at hun er begyndt at skrive dagbog i forbindelse med et skoleforløb. Egentlig går jeg ikke ret meget op i deres skolelærdom, men lige der kunne jeg se, at hun havde skrevet så fint og stavet det hele rigtigt.”
Hvis ikke jeg lavede dette interview lige nu …
“ville jeg skrive lidt på noget. Måske ville jeg forberede noget optræden? Jeg har ikke en fast rytme, men jeg kan se, at klokken nærmer sig 14.30, så jeg begynder nok at tænke på at skulle hente børn.”
Sidst, jeg rystede på hånden, var …
“hver gang Lyngby Boldklub spiller! Jeg er vokset op i Lyngby, som altid har været mit hold. I dag er jeg medejer af klubben, og jeg tager ud og ser stort set alle kampe.
Det er min store passion, og i øjeblikket føler jeg mig som et lille håndsky barn, der er bange for at få tæsk, for desværre er vi lidt bagud på point.”
Hvad handler din seneste film, Julemandens datter – Den magiske tidsmaskine om?
“Det er en varm og eventyrlig film, der handler om familie og især om venskab.”
Hvorfor er det en god idé at se en julefilm?
“En julefilm er en flugt fra mørket, et lille lyspunkt hen over en lang vinter. Jeg synes, vi mere end nogensinde har brug for julefilm, med alt det rod, der er i verden. For vi er jo nødt til at dosere de barske nyheder og skabe pauser.”
Er der noget særligt, du vil huske fra din rolle som julemand?
“Jeg husker meget tydeligt, hvordan det føles at være pakket ind i skumgummi og have kunstigt skæg på på optagelser i sommervarmen, hvor vi skulle lege vinter med ild i pejsen og det hele. Fra nu af tager jeg kun roller i badebukser.”
Det vigtigste, jeg har lært mine børn …
“er at være i livet for deres egen skyld. Vi gør så meget for andres skyld. Vi kan nemt komme til at ville være dygtige til noget, som andre siger er vigtigt, og glemme os selv lidt på vejen. Som forældre skal vi stille vores børn spørgsmål, der handler om deres egen passion: Hvad gør dig glad? Og så skal de selvfølgelig være søde og ordentlige. Men de behøver ikke hele tiden følge med strømmen.”
Jeg slapper af …
“når jeg vinterbader om morgenen. Vi er en lille flok mænd på min egen alder, som mødes stort set hver morgen til morgendyp. For mig handler det om at komme ud i noget natur. Jeg er typen, der lynhurtigt bliver rastløs af at gå rundt i en skov, men i løbet af de seneste otte år er jeg til gengæld blevet glad for at bade.
Jeg synes generelt, at det kan være svært at mærke vores kroppe, når vi pakker dem ind i velbehag hele tiden, tager varme bade og transporterer os af sted på jævn asfalt i kunstigt lys. At bade sommer og vinter er to meget forskellige naturoplevelser, som på hver sin måde hjælper mig med at mærke min krop og være mentalt til stede lige der.”
De kvinder, der har størst betydning i mit liv …
“er de to mødre i mit liv. Min egen mor og mine børns mor. Min ekskone og jeg har valgt en bumlet vej, siden vi blev skilt, hvor vi flytter frem og tilbage i vores hus, mens børnene bliver, hvor de er. Der er ikke noget nemt ved det. Jeg føler mig lidt som en nomade, og det har en pris at leve på den måde. Men så længe børnene er små, fungerer det bedst sådan for os.”
Når jeg ser mig selv i spejlet …
“ser jeg en opbrudsfase. Jeg ser en slidt, gammel mand. Eller okay, så galt er det måske ikke. Men jeg er et sted i livet, hvor jeg overvejer mit næste træk i min karriere. Jeg kan godt lide rollen som entreprenør. Den, hvor jeg selv både finder på og udfører en idé, som jeg blandt andet gør sammen med Rasmus (Botoft, red.) i Rytteriet, og vi pusler da lidt med nogle ideer. Men det kan også være, at jeg skal prøve noget helt andet? Åbne min egen butik, som sælger bamser og rødvin eller sådan noget?”
Når det gælder jul ...
“holder jeg mest af optakten. Jeg kan bedre lide hverdagene i december, hvor vi helt enkelt tænder et lys og hygger os sammen, frem for det store klimaks med gaver og kaos juleaften, hvor alt skal være helt rigtigt.”
Artiklen er bragt i Magasinet Liv i november, 2022.
Martin Buch (53)
- er skilt og far til en datter på 9 og en søn på 11 år.
- er skuespiller, som du blandt andet har set i Mødregruppen (2018) og Swinger (2016), og som du desuden kender fra satire gruppen Rytteriet, som han udgør sammen med Rasmus Botoft. Og jo blandt andet karaktererne snobberne.
- er aktuel i familiefilmen Julemandens datter 3 – Den magiske tidsmaskine.