Interview med Adam Aamann om livet

er gift med praktiserende læge Sara Cvetkovski og far til Mira på 16, Ines på 14 og Sofia på 11 år.
er kok og indehaver af Aamanns, som er både deli, restaurant og catering, inkl. selskabslokale og tv-vært på DR-programmet Madmagasinet.

Efter det her interview skal jeg...

“skrive menuer ind fra vores menumøde i går. Det gælder om at få det til at lyde lækkert, uden at det bliver hovskisnovski, og så med så få ord som muligt. Vi ser ikke på, hvad der solgte godt sidste år på samme tid, men kører lystbetonet og efter dogmet: Det skal være i sæson, og smørrebrødet må ikke blive alt for mærkeligt. Det nok en del af forklaringen på Aamanns succes.”

Når jeg ser mig i spejlet, ser jeg...

“en ung mand! Jeg har en tendens til at se mine venner og alle mulige andre jævnaldrende omkring mig som nogle gamle mænd og tænke: Hold da kæft, det er da godt, at jeg ikke ser så gammel ud. Ikke at jeg har et problem med at blive ældre og gammel, men det er sjovt, som min selvopfattelse arbejder med mig.

Tiden går virkelig hurtigt, når du har rundet de 40 år. Specielt i kokkeverdenen, hvor gennemsnitsalderen for en praktiserende kok er omkring 26 år. Der er generationer imellem mig og nogle af de nyuddannede.”

Et øjebliksbillede af min hjerne ville vise...

“det samme som i går og i morgen. Der er frygteligt ensformigt derinde, og temmelig meget handler om mad. Også fordi jeg er nærmest sygeligt optaget af, hvordan jeg giver mine kunder det perfekte. Det er min benzin og iværksætterens lille virus, at jeg aldrig bliver helt tilfreds.

Det kan måske lyde forkælet og grådigt, men jeg vælger at kigge på det som en trang til at skabe og til at skabe gode oplevelser. Mine ansatte kender det bedst som utallige mails med små, irriterende kommentarer, for jeg er desværre dårlig til at pakke det ind.”

Jeg ryster på hånden...

“meget af tiden. Sidste år åbnede vi et nyt sted for selskaber og kantinedrift på Refshaleøen i et kæmpelokale på 750 kvadratmeter. Det var heldigt at finde det sted, men det indebar også mange nye medarbejdere og risici.

Jeg holdt mig for øjnene, da jeg skrev under på kontrakten. Da jeg endelig overtog stedet, husker jeg en eftermiddag, hvor opvaskerne ikke kom, og jeg havde vredet om på min fod og var dårlig, og alligevel stod jeg og fejede det der enorme gulv, efter at alle var gået. Der tænkte jeg: Hvad fanden har du gang i, din store idiot? Dit grådige fjols.

I dag kører det rigtigt godt derude. For det næste, jeg tænker i sådan en situation, er: Det må jeg ikke tænke. Videre. Videre.”

Den vigtigste kvinde i mit liv er...

“min kone, Sara. Vi går langt tilbage. 20 år. Hun er seks ældre år end mig. Jeg er aldrig faldet for piger, som ikke kunne give mig modspil.

Hun er god til at hive mig lidt ned, når jeg har gang i for mange ting. Så spørger hun: ‘Hvorfor er det, du skal det der? Er det det, du vil?’. Hun er en fremragende mor, og så er hun sindssygt livsklog. Jeg kan realitytjekke alt med hende.”

Den bedste kompliment, jeg kan få, er...

“når min kone er stolt af mig. Selvfølgelig er hun stolt af de ting, jeg har skabt, men der, hvor min indsats virkelig batter, er, når jeg har fokus på familien. Jeg bliver glad, når hun aner kender mig som et moralsk og samvittighedsfuldt menneske.

På arbejde kan det være nødvendigt at være lidt hård i filten, for ellers har jeg oplevet, at folk løber om hjørner med mig. Hjemme er det Sara, der bestemmer.”

Det vildeste, livet har lært mig, er...

“at du fandenfiseme ikke kommer sovende til noget. Jeg bliver ofte spurgt: ‘Hvordan kan du få familie, have, tv og mad til at gå op?’. Det kan jeg, fordi det, jeg laver, er min passion. Meget af tiden føles det ikke som arbejde, og jeg stresser ikke, selv om der er perioder, hvor jeg er ved at blive revet midt over.”

Det vigtigste, mine forældre har givet mig med, er...

“madglæde. Jeg voksede op på landet midt i naturen i et ungt hippiehjem på Djursland. Mine forældre var kun i starten af 20’erne, da de fik mig og min søster og flyttede ind på en nedlagt gård, hvor det pissede ind gennem taget.

De var forvirrede på mange måder, men maden, den var der meget godt styr på. De havde fokus på at blive selvforsynende, så det var sådan noget med at hugge hovedet af høns og købe en ko og hen ad vejen finde ud af, hvad den skulle have at spise, og hvad den kunne bruges til.”

Det, der gør en kvinde spændende, er...

“det uperfekte.I morges sad mine piger og snakkede om, at de er trætte af, at de har arvet de her mange hår på armene. Så sagde jeg: ‘Hold nu op. Der er ikke noget bedre end at se en smuk kvinde og så finde nogle fejl ved hende. Det kan hurtigt blive for perfekt og kedsommeligt’. Bagefter sad de med himmelvendte øjne og klappede langsomt og uenergisk i takt. Det får man ud af moralprædikener.”

Jeg vil gerne lære mine børn...

“kræsenhed på den sunde måde. Sådan at de ikke kan lide lort og godt kan smage forskel. Jensens Bøfhus er en stående joke hjemme hos os. Pigerne tror, det er et mytisk sted, hvor der foregår fantastiske ting med en softice maskine. Det er et trist koncept. Jensens Bøfhus er crap, men prøver alligevel at sælge sig som en restaurant. McDonald’s er også crap, men det står de på en eller anden måde ved.”

Jeg glæder mig til...

“at vores ældste skal på efterskole. Jeg har selv været på efterskole, og det var et vendepunkt i min tilværelse, fordi mange af båndene til mor og far rives over. Det er skræmmende, men jeg glæder mig til at se hende udvikle sig og til at opleve, hvad det gør ved mine døtres søskendeforhold, at der er en, der rykker væk.”

Hvis jeg kunne ændre en ting, så ønsker jeg mig...

“langsomheden tilbage. Jeg kan huske det der med som barn at gå en hel uge og glæde mig til en bestemt film på tv. I dag kan du se, hvad du vil, når du vil. Du kan også arbejde og være effektiv 24 timer i døgnet. Jeg er lidt bedrøvet over, hvordan teknologien har overtaget vores evne til at være til stede og til at reflektere.

Vi har lige set Den Kroniske Uskyld med vores piger. Ud over at den var fyldt med lidt for mange pinlige sexscener, så var der en scene, som mindede mig om min barndoms 10-og 20-kronesedler og om, hvordan jeg kunne sidde længe og nærstudere sådan en seddel. Den der måde du kunne røvkede dig på dengang, som satte en masse tanker i gang, det tror jeg ikke sker i dag, hvor der altid er mulighed for afledning. Jeg er selv en slave af de digitale medier, du kan ikke have en virksomhed uden. Men det er med en kæmpe ambivalens.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 69.