Karl Ove Knausgård: “Jeg føler mig som en idiot”

En ny Knausgård-roman omtales som en international begivenhed. Hvordan føles det at være hovedpersonen?

“Skulle jeg forholde mig til det, ville jeg få præstationsangst! Jeg vælger at fokusere på, hvor privilegeret jeg er som forfatter. At jeg ikke alene får mulighed for at lave det, jeg allerhelst vil, nemlig at skrive, men at jeg også får mine tekster udgivet, til og med på flere sprog. Og så er jeg taknemmelig over at arbejde med mennesker, som er utroligt dygtige på deres felt. 

Udgivelsen af Morgenstjernen ser jeg ikke som en sensation, men som noget, jeg har siddet og skriblet på, som på en eller anden måde, uvist hvordan, pludselig var færdigt og nu kan kaldes en roman. Egentlig kan jeg slet ikke skrive romaner, så jeg bliver lige overrasket, hver gang det alligevel lykkes.” siger Karl Ove Knausgård.

Efter sidste bind af Min kamp sagde du, at du ikke ville udgive flere romaner. Hvad fik dig til at ændre mening?

“Det er rigtigt, at jeg, mens jeg skrev på det sidste bind af Min kamp, glædede mig over ikke længere at være forfatter. Det var den perfekte slutning på serien: Kampen var ovre. I hvert fald for læseren. 

I bøgerne forsøgte jeg at udjævne forskellen på mit indre jeg – det, jeg vågner op til hver morgen og sover fra hver aften – og jeget på siderne. Men det var tungt at skrive bøgerne, og der skete så meget andet på samme tid i mit liv, at jeg tænkte: Aldrig igen. Jeg overvejede seriøst at stoppe som forfatter. Efter et par måneder begyndte jeg at savne at skrive, og siden har jeg udgivet 10 bøger på ni år,” siger Karl Ove Knausgård.

På hvilken måde har succesen ændret dit liv?

“Så mange døre har åbnet sig! Jeg møder utroligt mange interessante mennesker, som før levede på andre planeter end mig, og som jeg derfor kun læste om. Og så var der nogle år, hvor jeg ikke behøvede at bekymre mig om økonomi. 

Men jeg lever som før: Jeg skriver og er sammen med min familie,” siger Karl Ove Knausgård.

Er det sværere at skrive fiktion end virkelighedslitteratur?

“Nej, at skrive er at skrive, uanset om teksten kredser om faktisk og levet liv eller er opdigtet. Det handler om at skabe et nærvær og give læseren følelsen af at være der og så forløse de muligheder, der er. 

Der er en større frihed i at opdigte karakterer og hændelser. Skriver man om virkelige oplevelser, er det ikke troværdigheden, der er problemet, men de evige overvejelser om, hvor grænsen går for, hvad man må skrive om andre, og hvornår det er bedst at holde igen,” siger Karl Ove Knausgård.

Din nye roman, Morgenstjernen, handler om, hvad der kan ske, hvis mørke kræfter i verden sættes fri. Hvordan skal det forstås?

“Det føles allerede, som om store kræfter er sluppet fri: Enorme skovbrande, store, ødelæggende storme, tørke og masseudryddelse af dyrearter på den ene side. En forråelse af retorikken, ikke mindst i politik, og en voksende højrepopulisme i lande, vi ellers traditionelt har været forbundet med, som for eksempel USA og Storbritannien. Hvad skyldes det? Hvor kommer det fra? Hvorfor sker det? Hvorfor kan vi ikke gøre noget ved det? Eller kan vi? 

Ingen af disse eksempler findes direkte i romanen, men der sker noget andet: En enorm stjerne viser sig pludselig på himlen. Og på et hospital vågner en patient fra de døde. Dyr begynder at opføre sig anderledes, og varmen er nærmest overnaturlig. Hvad skyldes det? Hvor kommer det fra? Hvad sker der?” siger Karl Ove Knausgård.

Har du ladet dig inspirere af Bibelen og filosofferne?

“Jeg er ikke selv religiøs, men jeg er interesseret i mening og i de helt grundlæggende spørgsmål: Hvorfor er vi her? Hvorfor ser verden ud, som den gør? Hvorfor skal vi dø? Spørgsmål, vi første gang stiller som børn, og som vi bliver ved at vende tilbage til i løbet af livet. 

Spørgsmål, som det er naturligt at vende sig mod religion og filosofi for at finde svar på. Jeg har ikke forstand på filosofi, men jeg læser det alligevel og er godt tilfreds med de måske 20 procent, jeg forstår – heldigvis skal jeg ikke op til eksamen i det!”

Morgenstjernen kan læses som en slags dommedagsprofeti. Har du været påvirket af at skrive på din roman under en pandemi?

“Jeg vil ikke kalde den en dommedagsprofeti. Det er mere en roman, hvor grænser, som ellers normalt ligger bomfast, som for eksempel den mellem døden og livet, begynder at åbne sig. Og ja, i lockdowntiden var der en dobbelthed mellem livet indenfor, hvor vi alle jo skulle opholde os, og livet udenfor, hvor døden hærgede.

Den samme dynamik findes i romanen, som veksler mellem det nære og hjemlige familieliv og skræmmende hændelser udenfor.” 

Døden har en central rolle i din nye roman. Hvordan forholder du dig til døden?

“Jeg tænker på døden med et skuldertræk. Og som noget, der er uundgåeligt, men langt ude i fremtiden. Kun i glimt rammes jeg af den frygtelige vished om, hvad den indebærer, og lamslås i nogle sekunder. 

Men jeg er ikke bange for selv at dø, jeg er bange for, at der skal ske mine nærmeste noget,” siger Karl Ove Knausgård.

Du har udtalt, at det har sin pris at skrive. Hvordan det?

“Det koster at stille sit liv frit til skue: Vise, hvad man består af. Åbne for alt det, man har tænkt, forstået og misforstået. Alt det, man drømmer om, hader og foragter, elsker og begærer. Kort sagt åbne for den, man er – med alle fejl og mangler, og så til og med i en bog, som bliver trykt og udgivet, så alle kan læse med og tænke deres! 

Selv om jeg er helt bevidst om, at alt, jeg skriver, bliver offentliggjort, går jeg alligevel helt derind, hvor det gør ondt. Men det koster ikke kun. Der ligger også en stor fortjeneste og belønning i selve processen – i at skrive,” siger Karl Ove Knausgård.