Jens Andersen: Når børnene flytter, hvem er jeg så?

“Når børnene ikke bor hjemme mere, opstår der et åbent rum. Det sætter gang i en snak om, hvem vi nu er. Min kone og jeg, hvem fanden er vi? Det er mega spændende, og det er mega hårdt. Hvis man altså tør tage snakken. Man kan også bare blive skilt. Eller den klassiske: Få en yngre kone eller en motorcykel. Det er en eksistentiel krise.”

Sådan siger skuespiller Jens Andersen, der er aktuel i forestillingen Noget om antihelte, der blandt andet handler om, at rollen som mand og far er i konstant forandring. I samme øjeblik man tror, at nu har man styr på legegrupper, madpakker og tydelige værdier, så flytter yngste barn på efterskole, og man skal til at forholde sig til en ny virkelighed. Så opstår der måske en krise, og er det egentlig noget, som mænd snakker om? Eller burde snakke om?

Jens Andersen har ikke planer om hverken at blive skilt eller få en motorcykel, han vil gerne finde en “mere moden løsning”, som han siger, og et led i den proces handler om at være åben om, hvordan det egentlig føles at være et postbørnefamiliepar. 

Sidste madpakke er smurt

Det har fyldt godt op i Jens Andersens liv at være far. Fra han var 25 til 35 år fik han fire børn, og selv om han som skuespiller har været en del væk hjemmefra, har han taget sin del af diverse bleer, madpakker og gryder med havregrød. Han har lært sine børn at gøre rent på deres værelser, deltage i en havedag hver måned og ved aftensbordet hver dag, og i det hele taget brugt krudt på at “køre maskineriet”, som han siger.

Men nu er det slut. Eller i hvert fald bliver familielivet snart markant anderledes. Jens Andersens ældste datter og søn er flyttet hjemmefra for at studere i København. Den yngste søn er på vej i samme retning, mens den yngste datter skal på efterskole efter sommerferien.

“Næste år er der nok ikke nogen børn hjemme. Vi skal ikke længere bruge al den tid, det kræver at køre en stor familie. Så jeg spørger da mig selv, hvem jeg nu er? Hvad vil jeg bruge al den tid til, jeg nu har til rådighed?,” siger Jens Andersen.

“Mine egne forældre har koncentreret sig om hus og have. Det har været deres identitet, og der er altid noget træværk, som skal males, ikke? Men det interesserer mig slet ikke. Når jeg kigger mig omkring, er det lidt forskelligt hos vores venner med voksne børn. De fleste får en hund eller finder trommesættet frem fra loftet. Fred være med det. Så længe de gør noget bevidst. Er vågne i deres eget liv.”

Jens Andersen har oplevet ret konsekvent, at det har været svært at bruge den ældre generation som rollemodeller.

“Min egen far var mest fraværende. Han har passet sit arbejde. Han tog ikke mig med ind i sin verden, og selv om han er den vildeste handyman, lærte jeg ikke den slags. Jeg har et godt forhold til ham. Jeg elsker ham. Men i forhold til at lande i en moderne manderolle, har han ikke vist mig, hvordan man lige gør det. Men ved hele tiden at reflektere over det, har jeg prøvet at finde ud af det.”

Fædre med følelser

Måske har det hjulpet at være skuespiller, at have et fag der kræver, at man forholder sig til følelser og handlinger hos mange typer af mennesker? I hvert fald er det en hjælp nu, at Jens Andersen tidligere har tænkt intenst over sin rolle som far.

“Det kan være stærkt og maskulint at sætte ord på følelser og være tydelig og nærværende. Det kræver, at man selv er på undersøgelse. Stiller sig selv nogle spørgsmål og også tager sine børn ind i den snak.”

For på den måde er man måske lidt i form til andre identitetskriser, når man fx skal til at øve sig i at stå op og bare lave kaffe til to og drikke den uden at henfalde til drømme om dengang, der var mere liv omkring bordet?

“Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan vi mænd snakker om følelser. Hvad siger mænd, når de siger noget? Hvordan får vi et sprog for de følelser, der for eksempel opstår, når vores børn flytter? ”

Teaterstykket Noget om antihelte er en lang undersøgelse af de mandlige arketypers måde at kommunikere på. Både den bløde mand, drengerøven og mange flere.

“Der skal da være plads til de fællesskaber, som mest er øl og fodbold og pik og patter, helt klart, men mange mænd har ikke andet end det. Vi må finde ud af, hvordan kan vi snakker om kriser på en anden måde. Så det ikke er enten pik og patter eller den feminiserede version, der sovser rundt i egne følelser," siger Jens Andersen.

Fædre, der falder

Selvfølgelig går mænd ikke bare ud og bøvser sammen med gutterne, mens deres koner går en sentimental runde på de forladte børneværelser og tænker længe over, hvordan kontakten med de forfløjne unger nu skal foregå. 

Men det er måske stadig lidt tabubelagt for mænd at indrømme, at de kan komme i vildrede der midt i livet? At de også mærker et sug i maven af usikkerhed overfor næste livsfase?

Jens Andersen nikker til spørgsmålet.

“Vi ved jo, at når mænd falder, så falder de hårdt. Hvis man ser på en statistik over, hvem der er hjemløse og alkoholikere og begår selvmord, så er mænd overrepræsenteret. Mænd i krise har det skidt – kvinder har mere været vant til at være i fællesskaber, hvor man skulle løse tingene sammen, I har snakket om tingene, mens mændene har den der: Jeg klarer den selv, kammerat! Vi har ikke tradition for at sige: Jeg er helt fucked. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned. Hvad fanden skal jeg gøre, altså? Det er stadig lidt svagt at gå ned med flaget som mand.”

Det store familiehus nær Vordingborg er sat til salg. Jens og Anni er enige om at finde noget mindre, men præcis hvad, er de ikke helt landet på endnu.

“Jeg vil gerne se krisen som noget sundt. Jeg ser helt klart en ny rolle vokse frem i mig – Anni og jeg skal finde ud af, hvilket forhold har vi nu. Vi har haft fem år med ungdomsliv, så et langt stræk som forældre, og vi har taget vores ture, gået igennem nogle ting sammen, og nu er der så et nyt kapitel. Det ved vi ikke noget om endnu – men det er en undersøgelse værd – og det er spændende, og det er også røvhamrende hårdt.”