Portræt af skuespiller og forfatter Jens Albinus
Skuespiller Jens Albinus (56).© PR

Jens Albinus: Kærlighed er benzin i min motor

Kvinden i hans liv er omdrejningspunktet for skuespiller og forfatter Jens Albinus. Men han sætter også en ære i at turde blive i det, der gør ondt.

6. januar 2022 af Louise Thorsted

Hvis ikke jeg lavede det her interview, ville jeg ...

“øve musik. Jeg skal spille musiker i en tysk film, og derfor øver jeg både guitar og klaver.”

Hvis jeg kunne køre baglæns, ville jeg køre ...

“tilbage til den lille landsby, hvor jeg havde mine første fem leveår. En lille landsby nord for Odense, som hedder Veflinge. Så ville jeg besøge Rasmus og Laura, som boede på gården over­for. De havde stadig en hest i stalden, Tulle, som havde trukket ploven, indtil de fik en traktor.”

Jeg samler på ...

“ingenting. Jeg kan godt lide at skille mig af med ting. Jeg bliver lidt forvirret, hvis der er for mange ting omkring mig.”

Min drivkraft er ...

“kærlighed. Det er benzinen i motoren. Det er jo, fordi der er noget, jeg elsker, at jeg gør noget som helst. Også det ubehagelige: Fordi jeg kan se et andet formål bag ved det ubehagelige, som har noget at gøre med kærlighed.” 

Min største kærlighed er ...

“Marina selvfølgelig. Sådan er det for mig. For mig samler kærlighed sig i én figur, uden hvem jeg ikke var noget som helst, og det er for mig min elskede Marina. Og det er med alt, hvad hun er, og med alt, hvad hun er for mig.”

Det vigtigste, jeg kan lære mine børn ...

“er, at du ikke altid skal tage den korteste vej væk fra det, der gør ondt. Men først lige et stort forbehold, for at belære sine børn abonnerer jeg grundlæggende ikke så meget på. Hvordan de lever deres liv, er virkelig deres business.

Men jeg vil gerne VISE dem, at når der er noget, der gør ondt, så lad være med at slå det ihjel. Det er tæt forbundet med den, du er, og det, der gør dit liv stort. De udfordringer, især deres generation står over for, medfører, at de møder fordringer på at skulle producere løsninger hele tiden. Der er et pres og en tendens til, at vi gennem­regulerer alting, og det er der utallige fornuftsgrunde til, men der er også et andet niveau i tilværelsen, og det er det, jeg vil vise dem.” 

Det vigtigste, jeg har lært af min kone ...

“er ikke at gøre livet mindre, end det er. Hun kan sige: ‘Der er mere at finde ud af her, lad os ikke lukke det ned’, og det er jo det samme, jeg vil vise mine børn. At turde blive i det svære, for det er bare en sindssygt god idé som par og som familie og i et samfund.

Selvfølgelig er vi også nødt til at have nogle forholdsvist enkle færdselsregler, som vi kan opføre os ordentligt ud fra, men hvis livet virkelig skal folde sig ud, så er vi nødt til at blive ved at kigge på det, der ikke er så nemt at forstå. Det er også derfor, vi har kunsten og litteraturen. I den gode forestilling, udstilling, til en koncert er invi­tationen: Prøv at blive her, så kan det være, at du opdager en verden, der er større, end du troede.” 

Jeg er bange for ...

“at tiden er gået. At tiden er gået er jo en anden måde at sige døden på. Lige siden min første bevidste tanke har jeg følt, at tiden er ved at løbe ud. Jeg husker tydeligt første gang, jeg fik lov til at gå hjem fra skole, nok som seksårig, hvor det slog mig, hvad tid var. Jeg stod og ven­tede ved en lysregulering og tænkte, nu står jeg her, men om lidt sidder jeg hjemme i vores køkken. Og så blev jeg helt lammet af den der tidsoplevelse, som betød, at når jeg sad hjemme i vores køkken, så var det her øjeblik ved lysreguleringen forbi. Om lidt er alt forbi.”

Når det gælder alder ...

“så har jeg det som Halfdan Rasmussen. I anledning af en rund fødselsdag sagde han: ‘Jeg har ikke noget godt at sige om alder. Det er sjovt at være ung, det er ikke så sjovt at blive ældre’. Det er jeg enig i. Han har i øvrigt skrevet et vidunderligt digt, der lyder: ‘Jeg skri­ver sjove digte, jeg skriver også triste. Folk læser mest de første, selv læser jeg de sidste’. 

Sandheden om mig er nok ...

“at jeg aldrig får gjort den sætning færdig. Jeg får aldrig sagt det præcist, som jeg vil sige det. Sådan har jeg det også med mine forestillinger, sagt uden falsk ydmyghed, for jeg er godt klar over, at jeg har været enormt begun­stiget, og der er folk, der har klappet mig på hovedet. Men det hører til i et andet sprog, og jeg er stadig ved at finde min egen stemme.

Det er måske det allermest gennemgående i det, jeg beskæftiger mig med. Det har i hvert fald været afsindigt lystfuldt for mig at skrive min bog, fordi det har været forbundet med en anden stem­me, en dummere måske, end jeg har været vant til at benytte, mens jeg stadig besad magt som teaterleder. Og om det så er godt eller skidt, det kan man skrive sjove digte over, men jeg læser nok mest de triste ...”

Artiklen har tidligere været bragt i Magasinet Liv d. 18. november 2021.

Jens Albinus (56)

  • Er gift med skuespiller Marina Bouras, som han har Otto på 14 og Anna på 9 år med. Er også far til Thea på 20 år.
  • er skuespiller, instruktør og nu forfatter. Uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1989, har været kunstnerisk leder på Husets Teater i København i 2016-2021 og havde fra 2003 til 2006 titelrollen i DR-serien Ørnen.

  • er aktuel med sin første roman, Kunsten at køre baglæns: En forestilling. 

Du vil (garanteret) også kunne lide