Danny Belchuke
Danny Belchuke (54). © Lasse Wind

“Jeg så mig selv i spejlet og tænkte: Det skal fandeme være løgn”

Danny Belchuke gad ikke være en halvfed halvvejs-mand, så for 10 år siden begyndte han at løbe – og det gør han stadig. Han har aldrig haft en sygedag, men går på arbejde for at leve og ikke omvendt

29. juni 2020 af Louise Thorsted

Danny Belchuke (54)

  • er gift med Dorte og far til Mikkel på 27 og Lasse på 25 år.
  • er tømrer.

Hvad tænker du på, hvad drømmer du om, og hvordan har livet været mod dig, mand? Er du nysgerrig på, hvad der sker i hjernen, hjertet og kroppen på den mand, der er havnet ved siden af dig i sofaen, så få måske nogle af svarene her, hvor vi har taget en snak med en mand om livet.

Hvor er du i dit liv lige nu?

“Jeg er på toppen! Jeg har jo alt. Jeg har fede kollegaer og masser af fritid. Både for mig selv og sammen med Dorte, som ofte arbejder sent, så jeg har hele eftermiddagen til mig selv. Meget af min fritid går med løb og cykling. 

Og jeg ser nærmest mine børn mere, end jeg gjorde, da de boede hjemme. For er vi i sommerhus, så er vi pludselig sammen en hel weekend med bål og alt, hvad man nu laver i sommerhus.”

40-års krise, ringer der en klokke?

“Den kom, da jeg var omkring 43 år. Jeg kan lige så tydeligt huske den dag, jeg kom ud af badet og så mig selv i spejlet og tænkte: Det skal fandeme være løgn, sådan skal du ikke se ud! Jeg lignede Homer Simpson. 

Jeg tog tøj på og kørte ud i Adidas-shoppen og købte alt, hvad man kunne købe til løb. Da jeg kom hjem, løb jeg 800 meter, og så var jeg ved at dø. Jeg satte mig ved computeren og tilmeldte mig Copenhagen Marathon 11 måneder senere. Og så trænede jeg mig selv op og har stort set løbet lige siden. 

Jeg løber cirka tre gange om ugen nu. Jeg sover ikke så længe, så i sommerhuset løber jeg til bageren og hjem igen, 12 kilometer. Og kommer hjem med morgenmad til familien. I dag vejer jeg 16 kilo mindre, og det er jo helt vildt.

Året før var jeg stoppet med at ryge, efter at have røget mindst en pakke om dagen siden 7. klasse. Når jeg gør noget, så gør jeg det 100 procent. Jeg løber 30-40 kilometer om ugen, og så cykler jeg til og fra arbejde, så længe det ikke tager mere end maks. en time hver vej. Jeg holder mig altså fit, og det giver mig overskud.”

Hvad fylder på dit arbejde?

“Der er to slags mennesker her i verden: Dem, der arbejder for at leve, og dem, der lever for at arbejde. Jeg går på arbejde, fordi det gør man, og fordi jeg skal have nogle penge med hjem. Jeg har lavet lofter på akkord i 35 år. Jeg kan godt lide mit arbejde, jeg har aldrig haft en sygedag, og jeg har været i det samme firma de seneste 20 år. 

Mine kollegaer er super fede, og det kan også godt være, at jeg var gået på arbejde, selv om jeg ikke havde behøvet. Men det ville være for mine kollegaer og ikke for arbejdet. På sigt skal jeg nok finde et job, hvor jeg ikke er på akkord. Som håndværker bliver du jo slidt op, og på arbejdet plejer vi at sige, at hvis du en dag vågner og ikke har ondt et sted, så er det, fordi du død.”

Danny Belchuke i et interview med Magasinet Liv
“Jeg holder mig altså fit, og det giver mig overskud.”© Lasse Wind

Hvad kunne du godt bruge mere af i dit parforhold?

“Dorte og jeg har været sammen, siden jeg gik i 9. klasse, og Dorte lige var startet i 1. g. Det er da meget godt gået! Hvis jeg savner noget, skulle det være mere tid sammen. Jeg kan godt lide at være sammen med Dorte, vi har det sjovt. 

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har skændtes om sådan noget parforhold noget. Det har mere været ligegyldige ting som: ‘Hvorfor står den dims der, når den skal stå der?’. 

Alt er nemmere, når børnene er flyttet hjemmefra, men det er også mere kedeligt. Det var hårdt, da den sidste strøg af sted, men vi fandt ud af det og er faktisk gode til at være alene. Og til at rejse sammen. 

Vi er ikke til charter, der skal ske noget. Gerne i en storby. Sidst vi var ude og rejse, havde vi reserveret fire-fem dage på et meget lækkert resort, men der var så kedeligt, at vi tog af sted en dag før og i stedet boede på noget usselt homestay, som vi syntes var meget federe.”

Hvad har du lært af og om kvinder?

“Jeg tror, jeg har det meget fint med kvinder, men hvis der er et mandebord, så sætter jeg mig der. Det gør jeg bare, og det er måske et levn fra min arbejdsplads. Der er faktisk kvindelige håndværkere på min arbejdsplads, og det sætter en anden dagsorden.

Jeg synes, det er sejt og fedt, men de er der ikke i så mange år som os andre, for mange af dem vælger at læse videre.”

Hvordan er du forskellig fra din far?

“Han har så meget tøj! Hver gang vi ser ham, har han en ny trøje på. Sådan har det altid været. Han er helt vildt forfængelig, og det grænser nærmest til det feminine. Han er uddannet arkitekt og pædagog, men har mest arbejdet som det sidste. 

Jeg er glad, bare jeg har min Adidas-uniform på, og så går jeg stort set altid i shorts på arbejde. Også om vinteren. Er det frostvejr, tager jeg lange cykelbukser på, men når jeg løber, har jeg shorts på. Også i 10 graders frost. Jeg må have følelsesløse ben. 

Mit temperament minder om min fars. Og holdningen til ikke at komme dalrende tre minutter over mødetid. Jeg kan godt blive sur, hvis jeg har inviteret til klokken 19, og folk først kommer kvart over.

Til gengæld er jeg ikke typen, der bærer nag. Jeg har altid sagt til børnene, at de kunne plage tre gange og til sidst ville de få et ja. Det var altid sådan ‘nej, nej, okay, så’.”

Hvordan ligner du din mor?

“Hvis du spørger nogle, som kender os begge, vil de sige: ‘Overhovedet ikke!’. Eller måske lidt fysisk, men ikke mentalt, for jeg er sådan en halvgenert type. Fremmede mennesker kigger jeg ikke lige ind i øjnene. Dem skal jeg sgu kende godt. Min mor er så bramfri, at du tror, det er løgn.”

Hvad har fyldt mest i dit liv de seneste 10 år?

“Det har min sport. Efter mit første maraton meldte jeg mig ind i en lokal løbeklub, hvor vi løber to gange om ugen. At løbe sammen med andre giver en hel masse. Det er en meget social løbeklub, hvor du både kan løbe meget langsomt og meget hurtigt.

Gør du det sidste, er dealen, at du løber tilbage og henter dem, der ikke løber så hurtigt. Derfor kan jeg godt komme hjem og have løbet 12 kilometer på en 10-kilometers rute. Vi løber aldrig hurtigere, end at vi kan snakke undervejs. 

Jeg værdsætter mine løb alene højt, for på de 10 kilometer vender jeg lige mit verdensbillede med mig selv og får bekræftet mig selv i, at alt, jeg gør, er det rigtige. Jeg klapper mig selv på skulderen, og det er måske grunden til, at jeg aldrig har fortrudt en løbetur.”

Hvad glæder du dig til?

“Fredag! Fredag er bare dagen, hvor Dorte og jeg smiler ekstra til hinanden, for nu skal vi være sammen hele weekenden. Det fedeste er, hvis vi tager op i sommerhuset, og ungerne også kommer.”

Hvad drømmer du egentlig om?

“Om at få et langt liv! Min far har alzheimers, og min mor har haft kræft, men hun er ved godt mod og passer min far, og de har det godt sammen – og har sommerhus lige oppe ved os. 

Jeg skal nå at bestige Kilimanjaro med en af mine drenge. Det er vores plan. Lige nu er han i Australien, så det bliver måske næste år eller næste år igen. Vi har ikke sat os så meget ind i det, vi har bare sat os det for. At stå på toppen af det bjerg med sine børn, måske begge to, det må da være det fedeste!”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...