Knud Romer: “En åben hånd er det fasteste greb. Vil du holde nogen fast, så lad dem gå”

Hvilken fase i fødslen af en bog holder du mest af? 

“Jeg holder ikke af nogen af dem. Jeg har altid skrevet af angst og haft en skrivende skriveblokering. Jeg har skrevet med viskelæder, for det er aldrig godt nok.” 

Hvad optager dig lige nu? 

“Jeg har brudt min skriveblokering, og det flyder i overflod fra min fyldepen, for jeg taler sproget ordret efter munden. Og det er en forløsning uden lige. Jeg er meget lykkelig.”

Hvorfor laver du også radio? 

“Fordi jeg elsker det. Folk tror, jeg er en eller anden speedsnakkende, manisk person, men det er mediets skyld. I mine radioprogrammer er der god tid.”

Hvis ikke jeg lavede det her interview, ville jeg... 

“lave radio. Vi skal optage to afsnit af Romerriget. Et om at blive blind, hvor jeg tager bind for øjnene og bliver ført gennem mørket af formanden for Blindesamfundet og en mand, som blev blind som 40-årig. Den time bliver ikke nem. Men hvis jeg ikke laver noget, der angår mig personligt, hvordan kan jeg så røre andre? 

Bagefter skal jeg lave 90’er-fest med Ditte Giese (journalist på Politiken, red.) og branding-guru Allan Kruse. Vi tager turen tilbage til ironien og kitchede B-film og skal høre Spaceman.”

Jeg er for nylig blevet opmærksom på … 

“at jeg har grøn stær. Det har ødelagt mit syn på mit venstre øje, og indskrænket synsfeltet på mit højre. Men det har også lært mig ikke at bekymre mig så meget om fremtiden, for det nytter ikke noget. Jeg skal skrive en digtsamling om det. Det er det, jeg gør, når jeg har et problem, og min måde at falde til ro på og komme til udtryk på.” 

Jeg er bange for...

“ikke at kunne forsørge min familie. Jeg lever jo af mit forfatterskab. Jeg er hunderæd og oceanisk angst for ikke at kunne se mine børn, min kone eller dagens lys. Det er en livsomvæltning at miste synet, og jeg føler, jeg har set døden i øjnene og en gravsten, hvorpå der stod: Hvil i fred. Som en opfordring til os levende: Hvil i fred, men nyd livet i fulde drag, spild ikke din tid, men vis dine følelser, og tramper andre på dem, så er det værst for dem selv, for så går de jo glip af noget.”

Sandheden om mig er nok...

“at jeg er en femårig dreng med fregner og blå øjne, som sidder inde i en hjemmebygget tank for at få lov til at skrive poesi i fred. 

Jeg har udviklet en offentlig persona for at tage vare på den følsomme dreng i mig. For mig er det at optræde i offentligheden som at være statuen, hundene pisser på, og som vi putter flag på. Jeg er mere øm og mere naturglad og stille, end du aner.”

Det vigtigste, jeg kan lære mine børn...

“er at beherske det normale liv og den smalle, lige vej. Det er nemt at være grænseoverskridende og afvige. Det er nemt at tage stoffer og lave ballade. Det er sværere at have selvdisciplin, handle og have en høj frustrationstærskel. Lev ordentligt, vær ordentlig, og få dig nogle gode venner, som du er venner for i nøden. 

Jeg er vokset op i det modsatte – det alternative, overskridelsen. Jeg er vokset op på en kasse øl med en pakke cigaretter, og ham, der kunne drikke mest, han var kongen, og det var mig. For os punkere var det ikke revolution, men selvdestruktion.”

Paradis på jord for mig er...

“mit hus på Præstø. Når jeg hører fugle, er jeg i paradisets have. Evig sommer er for mig, når jeg sidder ved havnen og lugter tjæren og tangen og saltvandet og hører bølgerne og mærker solen på min krop.”

Mit blødeste punkt er...

“mine nærmeste. Den der forestilling om, at vi er selvstændige, er jo en hjerneblødning. 

De tre fester til jul, julefrokosten, juleaften og nytårsaften, definerer, hvem vi er. Juleaften med de nærmeste, nytårsaften med dine venner og julefrokosten med dine kollegaer. Er du uden familie, venner og kollegaer, så er du ensom. Vi findes kun i kraft af hinanden.”

Hvis jeg vidste, at alle lyttede, ville jeg sige... 

“vend jer om mod de andre! Vi tror altid, at det er ‘de andre’, der bliver gamle og skal dø. De andre, der får en sindslidelse og bliver fyret og skilt, og de andre, der er indvandrere. 

Vend dig om, og du vil finde ud af, at de andre er dig. Vi mennesker ligner jo hinanden så meget, at vi næsten er ens. Vi har de samme drømme, den samme angst og det samme håb for vores børn, men vi gør meget ud af nogle små forskelle.”

Jeg ved intet om...

“kvinder! Og jeg kan intet praktisk. Jeg er vokset op med en sølvske i munden og har ikke lært at tage vare på mig selv. Jeg kan ikke skifte en pære eller slå et søm i. Mit liv består af dårlige vaner og fuldstændig praktisk ubehjælpsomhed. Der er ingen vej fra tanke til handling.”

Jeg har aldrig knækket koden til...

“at score. Jeg snakker for meget i stedet for at lytte. Jeg prøver at imponere frem for at lade den anden gøre sig gældende. Kunne en pige lide mig, så spurgte jeg: ‘Må jeg give dig et kys?’. Og så svarede hun: ‘Ja, det måtte du gerne have gjort, hvis ikke du havde spurgt. Idiot’. 

Jeg har en meget dårlig selvfølelse. Jeg er grim, min stemme lyder åndssvag, jeg hedder Knud, jeg ryger pibe, jeg snakker falstersk, jeg er ikke noget godt parti, og derfor overrasker det mig, når nogen har kunnet lide mig. Typisk nok var det også min kone, som valgte mig – og kyssede mig.”

Kvinder er...

“det farligste køn, fordi jeg ikke forstår jer. Jeg vil gerne være en galant ridder, men jo mere du sætter kvinden på en trone, desto mindre respekterer hun dig.”

Hemmeligheden bag kærlighed er...

“at en åben hånd er det fasteste greb. Vil du holde nogen fast, så lad dem gå. Ved du, hvordan du får en ko gennem en dør? De fleste vil svare, at du trækker den eller lokker med noget godt, men nej: Gå om på den anden side, og træk den i halen. Så går den af sig selv.”

Det fantastiske ved at blive ældre...

“er, at der er flere kvinder, som er interessante og smukke. Jeg er ikke blevet mindre kræsen, men jeg har lært at værdsætte kvinders skønhed i mange former. 

Jo bredere hofterne bliver, desto gladere er jeg for at lade en kvinde gå først ind ad døren, så jeg kan nyde synet.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 9.