Jussi Adler-Olsen: “Vi mænd vil gerne betragtes som enestående”

Hvis hajen stod stille i vandet, så ville den dø. Og vi mænd, vi bliver først rigtigt syge, når vi er inaktive. Det er noget med nogle hormoner, vi ikke producerer lige så mange af, som når vi er oprejst. Med al risiko for at lyde generaliserende på den måde, som jeg gerne vil slippe for, så vil jeg anbefale kvinder at være mere fleksible i jeres syn på, hvordan mænd er.

En anden ting, I skal vide om mænd, er, at vi faktisk er villige til at udvikle os. Det kræver bare rigtigt god omtanke at få en mand til at udvikle sig. Det kan være en god hjælp, hvis man omsorgsfyldt først forsøger at komme ind på hans boldgade, og siden udfordrer ham på, om det virkelig er der, han gerne vil være,” siger Jussi Adler-Olsen.

Hvilke kvinder har betydet noget særligt for dig?

“Ud over min kone, Hanne, og min mor, så er det mine tre søstre. 

Takket være mine søstre, og fordi jeg altid bare var ham den lille stump, der fik lov at følge med, så har jeg fået et indblik i kvindeliv over flere årtier. Elsebeth er 12 år ældre, rødhåret og temperamentsfuld. Marianne, den midterste og mest udadvendte, er 10 år ældre end mig, og så er der Vippe, som kun er fire år ældre end mig og derfor den, jeg har mest barndom sammen med. 

Vippe var tæt på alle de unoder, jeg lavede, for selv om jeg var en smule sky som barn, så var jeg også ret foretagsom. 

Mine søstre er stadig vitale og rappe i kæften, men det er med sorg, at vi nu må konstatere, at de – og jeg – virkelig bliver ældre,” siger Jussi Adler-Olsen. 

Du debuterede sent som forfatter, hvorfor?

“Faktisk skrev jeg min første roman allerede i 1980, med det ene formål at se om jeg kunne blive siddende og gøre det færdigt. Vi boede i Holland, og min kone, Hanne, malede. Det var en meget opbyggende, kreativ og intim tid. 

Da jeg var 39 år, fortalte jeg Hanne plottet for min første historie, men så blev jeg headhuntet som administrerende direktør til Bonniers Semic Interpresse, hvor jeg var i fem år. Jeg stoppede med at arbejde for andre for at kunne gå hjemme med vores søn på dengang seks år. Jeg arbejdede hjemme, var der, når han kom fra skole, tog med til alle fodboldkampene, lavede pandekager og elskede det liv og den ro. Indtil jeg endelig begyndte at skrive,” siger Jussi Adler-Olsen.

Fortryder du, at du ikke gik i gang før?

“Nej, jeg har altid vidst, at det, at jeg begyndte sent, var den bedste måde at kunne blive ved at være kreativ i resten af mit liv. 

Det er ren motion for mig at pleje min nysgerrighed, og jeg vil formentlig blive ved at dyrke det ligeså længe, jeg kan og orker,” siger Jussi Adler-Olsen.