Der skulle to blodpropper til at stoppe Anders Langballe

“Jeg kommer blæsende, få minutter før jeg skal i studiet og være med i TV 2 News-programmet Besserwisserne. Hans Engell sidder i stueetagen på TV 2, da jeg prustende sætter mig ned for at få lidt pudder i hovedet. Han kigger på mig og siger, at jeg skal huske at trække vejret: ‘Du bliver nødt til at slappe af. Mennesker, der altid kommer i sidste øjeblik, ender med at dø af det’.”

Tidligere politisk redaktør på TV 2 Anders Langballe døde ikke. Men han var tæt på. Meget tæt på. Det første, der skete, var, at det begyndte at flimre for venstre øje. “Det er vist en nerve, der sidder i klemme,” siger han til en kollega ved en arbejdsfrokost på Salon Bredgade i Indre København få uger efter hans seneste optræden i Besserwisserne. Øjeblikket efter rækker han ud efter sin kaffekop, mens det føles, som om armen vokser sig længere og længere. En kollega ringer 112, og få minutter senere er det med fuld udrykning til traumemodtagelsen på Rigshospitalet.

“Kirstine og Kirstine,” siger Anders Langballe, da han bliver spurgt om, hvad hans to børn hedder. “For helvede,” retter han sig selv. “De hedder Kirstine og Kirstine.”

Anders Langballe har fået en blodprop. Senere samme dag, mens han ligger i en hospitalsseng, får han en til. Den er langt mere alvorlig end den første og stjæler stort set alt sprog. Alligevel er Anders Langballe fortsat mest irriteret over, at han skulle have været på Christiansborg til et møde. “Helt ærligt! Jeg skal videre til et møde,” er det eneste, han tænker.

Scenen er fra den tidligere politiske redaktør på TV 2 Anders Langballes bog Forfra. En fortælling om en mand, der var så opslugt af sit fag og sit job, at han ignorerede de bimlende røde advarselslamper, der til sidst endte med blå blink.

Men der, i hospitalssengen, hvor blodprop nummer to er ved at sætte ind, er han kun optaget af at sende en sms til Lars Løkkes spindoktor, hvor han beklager stort, at han endnu ikke er dukket op til mødet. For sådan er Anders Langballes sind indrettet: Han må ikke misse mødet. Han skal hele tiden være i gang. Være på. Være i gamet. Han er TV 2’s politiske redaktør, og han har kæmpet i årevis for at få den position, han har fået nu: Velrespekteret og veltalende. 20 medarbejdere under sig. Et brand.

I årevis har han hørt folk som Hans Engell sige til ham, at det er gak, det tempo, han kører i. At det vil tage livet af ham.

“Jeg klarer mig. Det har jeg altid gjort. Det er alle de andre, det går galt for,” siger Anders Langballe til sig selv.

Et nedarvet drive

At klare sig selv. At kæmpe for at få indflydelse. Stædigheden, stoltheden og det stræberiske dna. Altsammen en menneskelig natur, der flyder i årerne hos flere i familien Langballe.

“Der går en lige linje fra min bedstefar til mig. Min bedstefar voksede op på den jyske hede. Blandt et væld af bønder omkring ham, der alle stemte på Venstre, opfattede jeg ham som eneste arbejdsmand i sognet, der stemmer socialdemokratisk. Han var virkelig den lille mand fra små kår, der kæmpede for noget andet end alle andre omkring ham.

Hvor de andre havde hinanden, og i øvrigt ejede deres egen jord som bønder, kæmpede han alene og engagerede sig i øvrigt i alt: Sognerådet, kommunalbestyrelsen, Folketinget. Min far havde det samme drive. Begyndte som 16-årig som kontorelev i postvæsenet, arbejdede sig op og blev tidligt chef. Jeg har det samme drive. Mit problem er bare, at jeg ikke har nogen stopknap.”

Konstant på

“Jeg var egentlig ikke flittig i folkeskolen, det kom først, da jeg som 16-17 årig blev engageret i politisk arbejde i Venstres Ungdom. Her var mine partikammerater dygtige til deres politiske filosoffer, så jeg lærte at kompensere ved at blive den, der stod tidligst op og gik sidst i seng.

Jeg opdagede, at jeg var god til at diskutere. Vinde debatten. Sætte en dagsorden. Komme i medierne. ‘Vild buldertale du holdt på talerstolen i går’, fik jeg at vide af mine partikammerater. ‘Du er i Berlingske’, sagde mine venner. Jo mere jeg arbejdede, jo mere jeg skrev til medlemsbladet og fyldte på møderne, jo mere lyttede folk til mig.

Senere blev jeg journalist og søgte helt bevidst ind på Ekstra Bladet i praktik. ‘Her kæmper man jo for noget’, sagde jeg til mig selv. Her er tydelige modstandere. På Ekstra Bladet var der plads til et killerinstinkt. Det passede mig godt, og der gik heller ikke lang tid, før jeg fik mine første forsider. Og så blev jeg selv en historie: Wow, har du hørt om ham praktikanten på EB? Jeg var konstant med der, hvor det skete, og arbejdede nonstop. 50, 60, 70 timers arbejdsuge. En telefon, der konstant ringede. Og som jeg altid tog. En sendevogn, der kom med på ferie, da jeg senere blev vært på TV 2. For så kunne man altid lige gå live.

En søn og en datter, der først og fremmest så deres far i fjernsynet. For det var meget tydeligt, at i politik og som journalist i politik var der ikke plads til at stoppe op. Det er sådan, kulturen er, og jeg var hurtig til at finde den rette kynisme frem: Vind eller forsvind. Tidligere statsminister Poul Hartling har en gang sagt, at livet i politik er som at sætte sig på ryggen af en tiger: Den fører dig længere og længere ind i junglen, og falder du af, æder den dig. Jeg besluttede mig tidligt for, at der fandeme ikke var nogen, der skulle æde mig.

Også fordi det føltes fantastisk at være på toppen. At være på var gået i blodet på mig. Det var blevet et drug. Så jeg holdt krampagtigt fast i den tiger. Lige indtil to blodpropper rev mig af. Og jeg blev spist.”

Et stroke er en fællesbetegnelse for en begyndende skade på hjernen. I 85 % af alle tilfælde skyldes et stroke en blodprop i hjernen. I de øvrige 15 % skyldes det en blødning i hjernen.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

De tidlige tegn på et stroke kan være:

Pludselig følelsesløshed, lammelse eller svaghed i ansigt, arm eller ben, især på den ene side af kroppen.

Pludselig forvirring, problemer med at tale eller forstå andres tale.

Pludselige problemer med at se med det ene eller begge øjne.

Pludselige problemer med at gå, svimmelhed eller tab af balancen.

Pludselig alvorlig hovedpine.

Hvordan skal jeg reagere?

Hvis du har overskud, så notér gerne, hvornår første symptom opstod. Dette kan give sundhedspersonalet en god hjælp til den efterfølgende behandling.

Test remsen Stræk-Snak-Smil:

Stræk – hænger armen, hvis den strækkes ud?

Snak – hænger ordene sammen?

Smil – og hænger den ene side af ansigtet?

Kilde: Redhjernen.dk, First-8.dk, Hjernesagen.dk

Ord der starter med S

“Kender du bogstavet S?” To dage efter at blodpropperne har ramt Anders Langballe, sidder han foran en neuropsykolog. “Nævn så mange ord du kan, der starter med S. Du har 60 sekunder,” siger neuropsykologen.

Anders Langballe har et væld af ord i hovedet, der starter med S. Da tiden er gået, har han fået fremstammet et enkelt: “Sofa”.

I de næste mange måneder er Anders Langballe tilknyttet Center for Hjerneskade. Øvelserne er mange, og ofte føles det som at være barn igen. Som når han går ture med en medarbejder fra hospitalet og skal finde vej til stationen og vise, at han husker at tage toget i den rigtige retning. Og ved han nu, at rødt lys betyder, at han ikke må gå over?

Hospitalet har også en øvelejlighed, hvor man øver sig i dagligdags ting som at lave mad og gøre rent. Han er god til at lave mad, men dårlig til at støvsuge, lyder evalueringen. Han går også ture i Føtex, hvilket gør ham nervøs.

Flere måneder efter blodpropperne har han stadig svært ved at finde de ord, han vil sige, og han forstår heller ikke altid, hvad folk siger til ham.

“Jeg kunne ikke finde hasselnødderne,” siger han til sin kone en dag, han kommer hjem fra indkøb. “Spørg dog,” er hendes svar. Men Anders tør ikke. For hvad nu hvis han ikke kan forstå, hvad de siger? Tit hørte og forstod han de ord, der kom ud af munden på folk, men ikke altid sammenhængen mellem dem, ligesom ironi og sarkasme bliver noget, han tager bogstaveligt.

Et nummer i systemet

2019 begynder med, at Anders Langballe skal ind i sygedagpengesystemet. Det bliver et møde med en verden, han aldrig nogensinde har mødt før. Og aldrig nogensinde ønsker at møde igen. Han kommer ind på et kontor med en sagsbehandler, han ikke føler møder ham med den største respekt. Indtil han fortæller om sit job. Og at han er chef for 20.

“Fra det øjeblik ændrede stemningen sig, og samtalen blev mere ligeværdig. Indtil da havde jeg følt mig som et tal i et regneark, der ikke tog hensyn til, at der var tale om rigtige mennesker. Men at være i det system skabte en usikkerhed og et kæmpe pres. Alle de frister, jeg skulle forholde mig til. Alle de møder, jeg skulle til. For ellers ville man tage mine sygedagpenge fra mig. Det kan lyde som små problemer for mennesker uden huller i hovedet, men for mig, og for alle os, der står i den situation, væltede det alt for mig. Små ting bliver meget store i min verden, fordi vejen frem mod løsningen er tåget.”

20. marts 2019 begynder en længerevarende nedtur i Anders Langballes rehabilitering. Han nærmer sig fire måneder som sygemeldt og en deadline for, hvad der skal ske i forhold til hans arbejde på TV 2. Han skal egentlig tilbage i et praktikforløb, men mange faktorer gør, at forholdet til den øverste ledelse går skævt. Anders Langballe får angstanfald og bliver bekymret. Han læser sig til, at mennesker efter alvorlige skader i hjernen oplever mere usikkerhed og angst, og med eksterne udfordringer, som fyringer eller problemer i privatlivet, påvirker det de hjerneskadede så voldsomt, at det kan læses i selvmordsstatistikkerne.

Et vendepunkt

Anders Langballe kommer i praktik på Christiansborg. Men fra at have været høvding er han nu nederst i hierarkiet. Stædigt hænger han i, mens han ser frem til en længe ventet familietur til New York i efterårsferien 2019, men ved en tur til Frihedsgudinden bliver han svimmel.

“Der sker et eller andet,” får han sagt til sin kone. Sekundet efter falder han om med kramper. Han ender på hospitalet og kommer senere hjem til Danmark end planlagt. Lægerne siger, at det er et epileptisk anfald. Klassisk efterreaktion på hjerneblødninger.

Det bliver et vendepunkt for Anders Langballe, som tager kontakt til en psykolog, men tiden frem mod jul er voldsom. Fra en hverdag, hvor han arbejder meget, er han nu hjemme hver dag. Det slider. Også på ægteskabet, hvor konflikter og uenigheder bliver flere og længere. I begyndelsen af 2020 siger han sit job op.

Et hul i hovedet

I dag er det to og et halvt år siden, Anders Langballe røg ind på traumemodtagelsen. Han lever fortsat med et hul i hovedet. Det sidder som en lille, hvid kugle bagerst i venstre side, når man ser på scanninger af hans hjerne. Der er en del af hans hjerne, der er død, og det vil den være resten af hans liv.

Han kan fortsat miste ord. Lede længere tid efter dem. Bytte “han” ud med “hun” eller rode i endelser. Når han snakker med naboen over hækken, kan hans datter Kirstine finde på at rette ham: “Du glemte ordet ‘ikke’, far”.

Anders Langballe kan ikke selv høre det, når det sker, og det er ikke, fordi det ikke irriterer ham. Især er han optaget af, hvor meget det skyldes hans hjerneskade. Han har haft et langt og opslidende forløb med sin arbejdsgiver, som han oplever er løbet fra sit ansvar. For hvor meget er man egentlig selv ansvarlig for i forhold til at passe på sig selv? Og her ved Anders Langballe godt, at han bærer en stor del af ansvaret for, at han til sidst var lige ved at dø.

“Jeg forsøgte at hoppe af tigeren i årene op til blodpropperne. Skifte job. Men så ville jeg jo ikke kunne flyve med en amerikansk militærhelikopter, komme til Grønland eller tage med Lars Løkke på besøg hos den franske præsident Macron.

Det var en spiral. Hvis jeg en sjælden gang stoppede op og mærkede efter, kunne jeg konstatere, at mit drive var båret af frygt. For jeg vidste, at hvis jeg ikke vandt alle de spil, der var, ville jeg tabe. Og hvis jeg tabte, var jeg ude. Så ville alle glemme mig. Og hvem ville jeg så være?”

Hold også fast i dit eget liv

En forudsætning for at passe på dig selv er at drage omsorg for og prioritere dig selv. For mange er det naturligt at tilsidesætte sig selv for dem, man elsker, men man kan ikke gøre det til evig tid. Husk at holde fast i dit eget liv.

Træk vejret – alene

Selv når du absolut ingen tid har, skal du trække vejret. Tag et minut for dig selv flere gange om dagen. Gå på badeværelset, ud på terrassen eller for den sags skyld ind i et skab. Luk øjnene, og træk vejret dybt fem gange. Det giver et tilskud af energi og fjerner lidt stress.

Fokusér på nu og her

Øv dig i at fokusere på, hvad der er her og nu – i dette minut, i denne time eller på denne dag. Fokusér på nutiden, og vær i øjeblikket.

Slå alarm

Du kan ikke gøre alt selv. Og det skal du heller ikke. Bed om praktisk hjælp, konkret aflastning, psykologhjælp, eller find en pårørendegruppe.

Aktivér dit netværk

Pårørende oplever at have et godt liv, hvis de bruger deres netværk aktivt og har succes med at uddelegere opgaver. Dit netværk er ikke kun din familie, men kan også være for eksempel en nabo, der kan skovle dit fortov fri for sne.

Tal med andre pårørende

Blandt andre pårørende kan du råbe højt og lukke dine frustrationer ud. Du kan læsse af blandt andre, som forstår og lytter, og du kan dermed føle dig mindre alene.

Få flere gode råd på Hjerneskadet.dk under punktet ‘Førstehjælpskassen’.

Kilde: Hjerneskadet.dk

Arbejdskulturen til debat

Men Anders Langballe ønsker også at starte en debat om vores arbejdskultur. I 14 måneder efter sine blodpropper hørte han intet fra ledelsen på sin arbejdsplads, og han endte også med ikke at få anerkendt sine blodpropper som en arbejdsskade. Alligevel ligger det ham på sinde at kickstarte spørgsmålet om, hvorvidt det ikke også er arbejdsgivernes og chefernes ansvar at passe så meget på deres medarbejdere, at de ikke slider sig selv i stykker. Samtidig ved han godt, at han skal passe på ikke at gøre den kamp til den nye tiger i sit liv.

“Der var måneder efter blodproppen, hvor jeg seriøst var bitter. Bitter over, at de ikke ville tale med mig. Og jeg indrømmer, at noget af det også hænger sammen med, at jeg jo måtte erkende, at det sus og den anerkendelse, der lå i at være på toppen, jo ikke var kærlighed. Det sekund jeg blev indlagt, og der gik jura i det hele, ville ingen tale med mig.

Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg betød noget. Det gjorde jeg ikke. Den har været svær at æde. Og igen ved jeg, at jeg skal passe på med, at mit ønske om at starte en debat ikke overmander mig. Jeg skal for evigt passe på. Det nytter ikke noget at være vred på den øverste ledelse. Jeg skal lære at finde mit drug et andet sted.”

Status nu

Status her i juli 2021 er, at Anders Langballe lige har fået nyt job som kommunikationschef hos Dansk Ejendomsmæglerforening. Han er blevet skilt fra sin kone, som han var sammen med i 18 år, og lever som delefar.

Og så er han begyndt at dyrke mindfulness. Da han fortæller det, smiler han en anelse. Måske mest af sig selv. For hvis der er noget, der nærmest har virket grinagtigt på ham, har det været det. Men nu tager han i hvert fald en eller to gange om dagen, hvor han sætter sig i fuldkommen ro. Æren tilskriver han sin neuropsykolog.

“Det er ikke længere vigtigt for mig at arbejde solen sort. At være på toppen af min branche. Jeg behøver ikke breake nyhederne fra Christiansborg, selv om jeg i mange måneder kun ville tilbage og lave lige præcis det, jeg kendte jo ikke til andet. Mit drive er min akilleshæl. Det har lagt mig ned, men det er også det, der har fået mig så meget tilbage igen, som jeg er. Meget få når dertil, hvor jeg er i dag, så hurtigt. Jeg har været bange for ikke at komme tilbage, ikke at blive den, jeg var før hjerneskaden. I dag tænker jeg det modsat: Jeg er bange for at blive den, jeg var før. Eller få lyst til at blive det.

Jeg øver mig i at være i live. Min neuropsykolog har sagt det så klogt: Jeg skal øve mig i at dreje ind på ‘midten af vejen’. Altså glæde mig over alt det, jeg har, i stedet for hele tiden at bekymre mig om det, der kan ske eller er sket engang. I al sin enkelhed handler det vel om at leve i nuet.”