Claus Møller Jakobsen
Claus Møller Jakobsen (43). © Claus Møller Jakobsen

Claus Møller Jakobsen: “Nogle gange skal jeg bare give min kone en krammer”

Tidligere håndboldhelt, lidt forfængelig, en smule magelig og god til at lytte uden at komme med løsninger. Claus Møller Jakobsen er en mand, du gerne vil vide mere om

16. august 2020 af Karen Greve

Claus Møller Jakobsen (43)

  • er gift med Andrea Elisabeth Rudolph, der driver hudplejevirksomheden Rudolph Care. Er far til Oskar på 12 og Alma på 7 år fra tidligere forhold, Arthur på 4 år og Alfred på 3 år, som han har med Andrea Elisabeth Rudolph, samt Andreas datter Isolde på 13 år.
  • er tv-kommentator og håndboldekspert på TV2 og tidligere professionel håndboldspiller.

Hvad er status i dit liv her i år 2020?

“Jeg kan mærke ild i øjnene og en sult efter noget nyt. Det er snart seks år siden, jeg stoppede som håndboldspiller, og dengang var jeg så heldig at blive tilbudt en rolle som tv-kommentator, og det har været spændende, men jeg har nået et punkt, hvor jeg også gerne vil finde en ny passion. Så status er, at jeg er på jagt efter den passion.”

Hvis ikke jeg lavede det her interview, ville jeg...

“under normale omstændigheder være på vej til en håndboldhal i Jylland. 12 ud af 14 hold i den danske liga spiller i Jylland, så på en typisk mandag eftermiddag er jeg på vej i bil over broen. Eller også er jeg måske til et møde om nye og spændende jobmæssige udfordringer. Jeg har en del møder for tiden.”

Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg...

“en glad mand. Jeg kan godt se, at jeg bliver ældre, trods flittig brug af min kones produkter (Rudolph Care, red.). Men mit mentale velvære er vigtigst, og jeg vågner som regel glad uden at bruge lang tid foran spejlet.

Jeg vil hellere kigge på min kone og mine børn end på mig selv. Det betyder dog ikke, at jeg ikke er forfængelig, det er jeg da, men ser jeg en delle på vej, så gør jeg noget ved den. Jeg nægter at lade min krop forfalde, og jeg tager ikke et godt helbred for givet. Træning af min krop er noget, jeg bruger krudt på.”

Min kone vil nok beskrive mig som... 

“en rolig og omsorgsfuld klippe. Jeg er et roligt gemyt, og hun er ret vild på mange måder, det elsker jeg, og det kan jeg godt rumme, så ja, jeg tror, at hun er glad for at kunne læne sig op ad mig.”

At være tv-kommentator...

“er en sjov udfordring, jeg har lært meget af. Ved de store håndboldkampe sidder der cirka 150.000 håndboldnørder og følger med, plus en million seere, som ikke ved så meget. Det er spændende at skulle ramme en balance, der sørger for, at begge grupper er underholdt.

Jeg har også oplevet at skulle synke spyttet, når jeg skulle kritisere trænere og spillere, som jeg ved har arbejdet hårdt. Jeg kom en gang til at kalde en tidligere træner for en kujon. Det var nok lige hårdt nok. Jeg kunne mærke sveden glide ned ad ryggen, da jeg havde sagt det. Men det handler om at turde tage ansvar. Hvis et hold har kurs mod afgrunden, skal man ikke skyde skylden på spillerne.”

Når jeg er alene, tænker jeg over...

“at der bor en vis magelighed i mig. Det er gået op for mig, at det måske ikke er gået så glat, som jeg troede, at stoppe med at spille håndbold. Jeg holdt op som 38-årig og har ikke set mig tilbage. 

Men i hele mit liv indtil da har jeg været vant til at få udstukket en kalender med instrukser: Det skal du spise, her skal du træne, det her hotel skal du bo på, den her bus tager du. Så da jeg stod en julidag med en tom kalender for første gang i mit liv, vidste jeg ikke, hvordan man gør. 

Her seks år efter skal jeg stadig vænne mig til, at jeg skal planlægge fremad og sætte ting i gang. Jeg skal passe på, at den ene dag ikke bare tager den anden og går med praktiske gøremål. Og jeg skal til at angribe version to af mit liv med noget andet end håndbold i sigte.”

Noget, der får mig op i det røde felt...

“er visse autoriteter. Det sker meget sjældent, at jeg bliver hidsig – bortset fra på håndboldbanen, hvor jeg var sindssyg – men hvis der er noget, jeg har det ambivalent med, så er det autoriteter, der ikke giver mening.

Jeg retter mig ikke automatisk efter en leder, hvis det ikke giver mening for mig. I stedet bliver jeg kontrær og barnlig, så jeg har da haft nogle ture med trænere gennem tiden.”

Et emne, jeg ved absolut ingenting om...

“er botanik. Jeg kan se forskel på et egetræ og et bøgetræ, og så stopper det nogenlunde der. Andrea derimod er vokset op på landet, og hendes familie ved en masse om flora og fauna, så der kan opstå pinlige situationer, når vi går tur i naturen.

For ikke så længe siden har vi fået hus med have, så nu øver jeg mig i det mindste i, hvad vi har derude. Og jeg må med skam melde, at der er flere emner, jeg ikke er helt hjemme i. Jeg er sproglig student, og jeg er allerede udfordret på matematik-lektierne med mine børn på 12 og 13 år. Heldigvis findes Google.”

Den bedste kompliment, jeg har fået, er... 

“at jeg er en god far. Heldigvis har både min nuværende kone og min ekskone sagt det. Det er jeg stolt af, for det er vores største opgave i livet at sørge for socialt intelligente børn, som andre kan holde ud at være sammen med. Men nu må vi se, hvad børnene selv siger...”

At have en stor børneflok... 

“er en daglig glæde. Især at se dem udvikle empati og humor. Jeg griner dagligt på grund af dem. Det er fascinerende med børn, der lærer noget hver dag. 

Andrea og jeg besluttede fra starten at købe en lejlighed i Aarhus, hvor mine ældste børn bor med deres mor. Nogle gange er vi der med dem, andre gange henter jeg dem og tager dem med til vores hus. Det er os og ikke dem, der må tage turen frem og tilbage. De skal ikke sidde og rumle i et tog på grund af en beslutning, jeg har taget. Det er lykkedes indtil nu, og vores børn er blevet hinandens søskende. 

Vi har lige været på ski uden et ondt ord mellem dem. Så bliver man jo glad. 

Med en familie som vores er impulsiv tosomhed til gengæld vanskelig. Andrea og jeg skal planlægge en middag eller en tur i biffen, og det ligger ikke super naturligt for nogen af os, men vi er blevet bedre til det.”

Jeg har lært om kvinder...

“at jeg ofte bare skal lytte. Efterhånden ved jeg, at jeg skal vise forståelse og bare give min kone en krammer i stedet for at komme med tre-fire virkeligt gode perspektiver på det, hun siger. Når jeg tidligere har forsøgt at være en genial problemknuser, har det vist sig at være helt upassende.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. maj 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...