Casper Christensen (52)
- er gift med Isabel Christensen, som han har Cooper på 3 og Jagger på 1 år med. Cajsa på 23 og Marvin på 21 år har han med sin ekskone, Anette Toftgaard.
- er komiker, skuespiller, manuskriptforfatter, tv-vært og radiovært plus det løse. Porteføljen tæller blandt meget andet Husk lige tandbørsten (DR), Tæskeholdet (P3), Casper og Mandrilaftalen (DR2), tv-serien Klovn (TV2 Zulu) og tre Klovn-spillefilm og showet Casper og Frank – nu som mennesker.
- er aktuel med selvbiografien Casper, som er skrevet af Martin Kongstad og baseret på samtaler med Casper selv og en del af hans omgangskreds fra de seneste 30 år.
Hvorfor et bogprojekt?
“Jeg ville gerne lave en bog om, hvor fed jeg er, men i Martin Kongstads samtaler med min omgangskreds viste der sig et andet billede af mig. Det har været en overall forfærdelig oplevelse.”
Hvad er budskabet?
“At selv hvis du har været denne her skiderik og fandens karl, kan vi mennesker godt, hvis vi er åbne, stoppe op og prøve en gang til.”
Hvis ikke jeg lavede dette interview...
“ville jeg drikke morgenkaffe med Isabel. Jeg har et privilegeret hverdagsliv, hvor jeg typisk først har familietid, så har jeg måske et møde, og så skriver jeg på noget, jeg er i gang med. Tidligere har jeg hadet hverdagstrummerum, men nu har jeg fundet ro i netop det.”
Andre siger om mig...
“at jeg aldrig ser mig tilbage. Det gælder kollegaer, venner og tidligere kærester, som alle sammen fortæller de samme ting om mig i bogen. Jeg bliver set som disciplineret, hård og ambitiøs.
De tegner et billede af, at når det ikke passede i mit system at være gift med den eller være kæreste med den eller arbejde med den, så kunne jeg relativt enkelt bare gå videre, og de mennesker, som stod tilbage, har følt sig forladt, misforstået og har ikke fået lov til at fortælle, hvad de syntes, for det rørte mig ikke.
Jeg var altid fokuseret på projektet. Og projektet har altid været mig. Og det er skræmmende, for det har haft nogle omkostninger for familie og venner.”
Om kvinder har jeg efterhånden lært...
“at I kun bliver mere interessante, når jeg holder kæft. Det føles, som om kvinder er mindre interesserede i et godt råd, end jeg er interesseret i at give det. Hvis jeg råder, gør jeg det for min egen skyld: ‘Nu skal du høre, hvor dygtig jeg er til...’.
Når man lukker den ned, bliver det kun mere interessant. For de fleste mennesker finder, når de får lov til at tale, selv alle løsninger. I øvrigt har jeg altid følt mig godt tilpas sammen med kvinder. Jeg har aldrig, tro det eller ej, brudt mig om herreture og herremiddage. Det har aldrig været mig.”
Som barn var jeg...
“egentlig en sød og mild dreng. Jeg var også tidligt selvstændig. Flyttede hjemmefra som 17-årig, hvor jeg tog på high school i USA og landede i et sindssygt setup, hvor jeg fik udleveret et håndvåben til at have under sengen på min første aften. Det var før nettet, og jeg kendte mest USA fra film, og desuden er man jo hårdkogt i hovedet som 17-årig.
Jeg tænkte ikke over, hvor vildt det egentlig var. Jeg blev vildt populær på den high school, og jeg savnede overhovedet ikke familie og venner i Danmark. Når jeg kigger tilbage er det et mønster, at jeg allerede dengang havde den der evne til at smide alt bag mig og kun gå frem.”
Da jeg var 22 år...
“blev jeg for alvor kendt. Og jeg citerer nu Taylor Swift! Hun siger, at den rolle, du har, når du første gang bliver rigtigt kendt, den hænger du fast i. Det har jeg tænkt over. Som helt ung lavede jeg standup, og det var pik og patter, drengerøvsting, og det virkede med det samme. Jeg var god til det, folk tog det til sig, så jeg fortsatte stilen med Tæskeholdet, Langt fra Las Vegas, Klovn.
I det alt sammen var jeg samme figur, og det var i mit eget navn. Når du får point, penge, damer og berømmelse som 22-årig på at dyrke en bestemt side af dig selv, så holder du fast i den side. Alt, jeg sendte ud, og alle reaktioner, jeg fik tilbage, var på den side af mig. Når du spørger, om jeg fortryder det, så er svaret, at det kan jeg jo ikke, men jeg er i gang med noget andet...”
Min største succes...
“blegner lidt, efter at jeg er begyndt at forstå, hvad livet går ud på. Jeg har haft mange succeser, har arbejdet stenhårdt i højt gear. Prøv lige at kombinere det med at have familie og børn. Det er svært. Vi taler også om det i bogen. Er jeg glad for min succes? Ja, men jeg er ked af, at det gik ud over nogen. Gør det ikke altid det, spørger Martin Kongstad mig så? Og jo, men bare ikke mine egne børn, vel?”
Da jeg blev 50 år...
“begyndte jeg at fatte, hvor gammel jeg er. Er du sindssyg, jeg skal ikke have flere børn. Det gør ondt, hver gang jeg er nede på gulvet, og jeg er nede på det gulv hele tiden og samle noget op, og det knager og brager. Men så får man andre gaver: Viden og erfaring. Og kroppen, den skal jo bare holdes i gang.”
Det var en øjenåbner for mig...
“at gå i terapi. Jeg har haft et forløb de seneste år, som har gjort, at jeg har lagt mit liv om på flere parametre. Jeg begyndte at interessere mig for MDMA i terapeutisk sammenhæng, og det kan føles som at få løftet et slør.
Jeg fandt en terapeut, der advarede mig om, at efter et forløb kunne mit liv ændre sig fuldstændigt. Og så skete der ellers noget. Jeg flyttede ud af byen. Jeg holdt op med at spise kød. Jeg blev glad for hverdagsliv!”
Sidst jeg rystede på hånden...
“var i lørdags, hvor jeg blev døbt. Min yngste søn og jeg blev døbt sammen, og der var jeg spændt. De seneste år har jeg mærket en spirende spiritualitet, jeg har mediteret, er begyndt at se en større mening, og det var en meget smuk dag.
Det er også et kæmpe tabu at sige, at man pludselig tror på Gud. Det passer ikke til den forestilling, folk har om mig, og det passer slet ikke til den moderne mand, men det virker for mig.”
En ting, jeg har lært, er...
“at forsvarstaler ikke gavner nogen. Jeg kan sagtens finde på undskyldninger for mine handlinger, men jeg valgte i arbejdet med bogen at være åben og lade alt gå ind. Også når Lotte Larzen, som jeg var kæreste med, da jeg var 22 år, siger, at hun har hadet mig i 30 år!
For hvor reelle forsvarstaler end er, gavner de ikke nogen. Det er en dulmen af andre menneskers sandhed. Deres sandhed er deres sandhed. Det har på den måde også været fantastisk at lave den bog. Jeg har virkelig kunnet tage det ind og kunnet bruge det. Og i forhold til mine børn har jeg måttet trække i håndbremsen og sige: ‘Godt! Vi ryger i terapi’.”
