John Taylor: “Kvinder over 40, de er mine favoritter”

Hvor er du i dit liv lige nu?

“Jeg har netop udgivet min biografi og opholder mig for tiden mest i England, hvor jeg arbejder på et nyt Duran-album, der udkommer engang næste år, hvis alt går vel. Min kone er i vores hjem i Los Angeles, og vi har ikke set ­hinanden i seks uger. I morgen flyver jeg hjem og tilbringer weekenden sammen med hende – og det glæder jeg mig meget til!”

Hvordan holder I liv i kærligheden?

“Det er svært for os at tilbringe meget tid sammen, da vi begge er passionerede omkring vores arbejde. Min kone og jeg har ingen børn sammen, og dem, vi har hver for sig, de er store i dag og flyttet hjemmefra. 

Det betyder, at vi har muligheden for at give hinanden ekstra meget plads til at arbejde i – og det gør vi så. Vi ville da ønske, at vi kunne være mere sammen indimellem, men vi føler begge, at vi har nogle spændende projekter kørende, som vi gerne vil give plads til. Og den plads er en vigtig del af vores forhold. Men thank God, Skype er op­fundet! Selv om vi altid er i forskellige tidszoner, snakker vi i timevis på Skype, når vi holder fri i weekenderne.”

For mig handler det derfor om som midaldrende at være åben over for nye ideer og ikke definere mig selv, men derimod blive ved med at udvikle mig. Jeg bryder mig generelt ikke om alle de etiketter, vi putter på os selv: Jeg er katolik, jeg er kødspiser, jeg er Chelsea-fan. De ender med at begrænse os og gøre os til mindre mennesker. Jeg er for eksempel ikke officielt tilhænger af et bestemt fodboldhold. Jeg holder med dem, jeg har lyst til … nja, faktisk er det en ret dum analogi, jeg her laver. Det passer jo heller ikke helt ... jeg skammer mig bare lidt over at holde med Aston Villa, da det er lidt af et taber-hold. Men du forstår min pointe, ikke?”

Savner du aldrig tiden som ung og feteret popstjerne?

“For mig handler det om at leve i og acceptere den alder, du har. Så når folk spørger mig, om jeg ikke savner 80’erne og det liv, der følger med at være 22, så er svaret nej. Hvis jeg stadig rendte rundt og opførte mig som en ung popstjerne i dag, ville du synes, jeg var patetisk. Jeg erkender dog fuldt ud, at det tog mig en del år at slippe det image og nå til den erkendelse.”

Har du et godt råd til kvinder over 40?

“Jeg er personligt ikke længere interesseret i ungdom. Jeg har brugt store dele af mit liv i en bus med tre andre teenagere – og har så absolut været der. Alle mine kvindelige venner er over 40. Kvinder over 40, de er mine favorit­ter. ­

Erfaring skal bestemt ikke undervurderes. Som Miles Davis vist engang sagde: ‘Du kan nå frem til 30’erne udelukkende ved at bruge din charme, men derefter har du bare at vide noget’. Det er jo i princippet også latterligt at forsøge at skjule, at du har været til stede på den her planet længere tid end andre mennesker. Så kvinder: Lad være med at prøve på at være noget, I ikke er. Acceptér den alder, du har – det er meget mere attraktivt.”

I Danmark er du også kendt for at være manden, der dannede par med Renée Toft Simonsen...

“Jeg ved det. Derfor ringede jeg Renée op her til morgen og sagde, at jeg var i Danmark og ville komme til at tale om hende til pressen det meste af dagen – så vi måtte hellere lige afstemme historien omkring os. 

Og vi faldt med det samme i snak, som om vi havde set hinanden sidste weekend. Vi har mange fælles interesser og snakkede løs om alt fra yoga til Afghanistan. Det nyder jeg. Alting handler jo i bund og grund om dine relationer til andre, gør det ikke? At have de bedst mulige relationer til familie, venner og bekendte, det gør i hvert fald mig lykkelig.” 

Hvad var det største øjeblik for dig i 80’erne?

“Jeg vil ikke nævne et enkelt øjeblik, men den første halvdel af 80’erne – det var fantastiske år for Duran Duran. Og jeg har virkelig haft brug for at beskrive den periode i min bog, da jeg synes, tiden og bandet efterfølgende har fået en lidt hård medfart af medierne. Vi havde gang i nogle gode musikalske ting mellem 1980 og -85. 

Poppen dengang havde både paranoia og mørke sider, og den er efter min mening også interessant set i bakspejlet. Med hensyn til Duran er jeg ret stolt af, hvad vi har opnået. Vi toppede med Live Aid 1985 – det kunne ikke blive større. Og så druknede vi langsomt efter det.”

Med hvilke følelser tænker du tilbage?

“I dag har jeg så meget distance til både succeserne og nedturene, at jeg faktisk har skrevet bogen, som om det var en andens karriere og liv, jeg beskrev. Jeg lever med nogle andre værdier og prioriteter, end jeg gjorde dengang. Men før jeg gik fra at være ung til midaldrende, følte jeg mig så utrolig skyldig, hver gang jeg skulle tale om tiden med Duran i 80’erne. 

Åh, det var så tungt at tænke på de svigt, jeg stod til regnskab for! Og de muligheder, jeg ikke havde udnyttet. I dag kan jeg se, at det ikke kunne være anderledes med os. Jeg sætter i stedet pris på, at nogle af os stadig arbejder ­sammen og har det godt i hinandens selskab.”

Hvordan kom du videre fra sådan et ­sindssygt liv?

“Jeg begyndte at skabe projekter, jeg selv kunne kontrollere – som for eksempel det at skrive en bog. Popmusikindustrien kan du ikke kontrollere. Da MTV i sin tid ikke ville spille vores videoer mere, var der intet, vi kunne stille op. Så var vi bare færdige. 

Jeg var jo kun en dreng, der ikke kunne finde ud af andet end at være popstjerne, så det var svært. Jeg ved godt, at medierne i dag vil sige: ‘Duran Duran? I er færdige. Jeres plads er ­ taget’. Men hverken jeg, Nick eller Simon er færdige med at lave musik – så det gør vi. Til forskel fra da vi var unge, kæmper vi for det. Men jeg nyder det på en helt anden måde.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 30.