Anders Matthesen: “Jeg er en drømmer og bliver aldrig mæt”

er gift med sin manager, Cemille Matthesen, der har to børn fra tidligere forhold. Sammen har de sønnen Spencer på 5 år.
er komiker, forfatter, musiker, manuskriptforfatter og skuespiller med kunstnernavnet Anden. Er aktuel med børnebogen Ternet Ninja.

Hvis jeg ikke lavede det her interview, ville jeg...

“tage en lur. Jeg står op med ungerne, men når de er smuttet, kan jeg sagtens finde på at gå i seng igen.

Jeg er et nattemenneske og surfer rundt på YouTube, hvor jeg ser alt fra Povl Kjøller til dræberklovne, en dokumentar om mafiaen og sådan noget øjeblikskarma, hvor mennesker får præcis det, de har fortjent. Det er det farlige og fantastiske ved mediet: At det er grænseløst.”

En ternet ninja er...

“den usynlige ven, vi alle mangler. Din indre stemme og bodyguard, men også en handlingens mand. Er du slatten i livet, så er han coachen, der sparker dig i gang.

Den ternede ninja går op mod skolens skræk og vinder. Det er en nydelse, når retfærdigheden endelig sker fyldest.”

Det næste punkt på min to do-liste er...

“at finde min lyd. Jeg er optaget af musik og lytter til en hel masse forskelligt: Kim Larsen, Bob Dylan, Skousen & Ingemann.

Jeg prøver at finde ud af, hvad det er ved en sang, der rører mig. Der ligger en sound, jeg skal finde frem til, for jeg har lyst til at lave noget musik. Jeg kan mærke, at der venter en fødsel forude.”

Jeg bekymrer mig om...

“mine nære relationer. Jeg bekymrer mig i hvert fald ikke om politiske dagsordener, nyvalgte præsidenter eller om, hvor mange meteorer der lige nu drøner af sted i retning mod jorden.

Jeg er optaget af min dagligdag og vil hellere bruge min energi på at være et ordentligt menneske end på at være angst for de store verdensbegivenheder.”

Sidst jeg rystede på hovedet...

“var lige efter diskodansen, hvor min søn valgte at sparke mig i hovedet. Han er nemlig også inde i en voldsfase, og derfor endte dansen med et helt uventet karatespark.”

Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg...

“en mand, der er over halvvejs i livet. Jeg er blevet lidt grå i toppen, og ærligt talt så tænker jeg, at det er 10 år siden, jeg var i min bedste alder.

Jeg kan mærke, at kroppen gør mere ondt. Skavankerne kommer snigende. Men det er ikke noget, jeg kan ændre på, og du kommer aldrig til at se mig gennemføre en Ironman.”

Den bedste kompliment, jeg har fået ...

“var, at jeg er den nye Ole Lund Kirkegaard. Ha, ha, den anmeldelse var jeg smigret over, for han er da sej. Især fordi det er nyt for mig at skrive bøger.

Jeg har prøvet at få anmeldelser som komiker i 20 år, og det kan være et spændende hækkeløb. Jeg har også engang mødt en japansk dame, der sagde, at jeg lignede Bruce Willis.”

Det mest skelsættende, jeg har lært, er...

“at livet er, som det er. Det er en sandhed, der optimerer mit liv. Hvis jeg er ked af det, bliver uvenner med nogen, eller hvis jeg mister noget, så er jeg god til at acceptere det.

Jeg prøver bare at være, når noget går galt. Ikke ærgre mig, ikke tage en slåskamp med virkeligheden. Jeg kan alligevel ikke ændre fortiden. Hvis jeg misser en flyver, så tænker jeg, at jeg måske kan køre i stedet? Jeg er altid parat til at bygge et nyt eventyr op.”

Kvinder over 40 er...

“ikke så lette at sætte i bås. Altså, min kone er en kvinde på 40+, men det er Pia Kjærsgaard jo også. Bare plus lidt mere. Jeg synes ikke helt det samme om de to. Så det er svært for mig at sige noget generelt om kvinder over 40.”

Mit stærkeste karaktertræk er...

“min selvtillid. Jeg tror på, at det, jeg sætter mig for, vil lykkes. Jeg kører på et miks af selvtillid, engagement og optimisme. Og jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Måske fra min mor?

Jeg føler grundlæggende, at verden er en film, og jeg er hovedpersonen i den. Det er en styrke, men det kan også være en forbandelse. For jeg er en drømmer, der er optaget af mine egne ideer, og andre mennesker kan opleve, at jeg ikke prioriterer deres behov lige så højt som mine egne.”

Og mit svageste karaktertræk er...

“min grådighed. Jeg holder aldrig igen. Med noget. Jeg bliver aldrig mæt. Jeg kan spise en hel bakke flødeboller, og jeg kan se videoer en hel nat. Jeg har sådan et misbrugs-gen, der betyder, at jeg bare fortsætter med det, jeg kan lide.

Jeg er nødt til at være meget kontrolleret omkring min grådighed. Så pludselig spiser jeg ingen kager i januar, skærer øl helt fra eller sletter alle numre i min telefon, hvis det er arbejdet, jeg har dyrket for meget. Der ligger hele tiden nye laster på lur.”