Par går i by-område
© Getty Images

Louises liste: Fede 40+ oplevelser til din februar

Værsgo! Februars fedeste 40+ oplevelser til dig - serveret af Magasinet Livs fingeren på kulturpulsen-journalist Louise Thorsted

4. februar 2019 af Louise Thorsted

Høj sol over Aarhus 

Hele året

Når vinteren raser, bruger jeg energi på at finde små, gerne varme åndehuller, hvor jeg kan lade op. Sådan et sted er Væksthusene i Aarhus. Udefra ligner væksthusene balloner udsat for bondage, indeni minder tropevarmen, det sprøde grønne og de eksotiske sommerfugle om at være i Afrika eller Asien. Og så er der lækker mad i cafeen. Vi ses!
Sciencemuseerne.dk


Sving din krop varm 

Fra d. 1. februar til d. 24. februar

Noget, der kan gøre mig glad, er svingende, legende, dybfølt jazz, men jeg er desværre aldrig hjemme, når der er Copenhagen Jazz Festival i juli – i sommerferien. Det er jeg til gengæld i februar, hvor der er Vinterjazz. Med 600 koncerter fordelt på 120 spillesteder over hele landet er der noget for enhver smag.
Jazz.dk

Få røde portvinskinder

Hele året

Man kunne jo også smutte på portvinsbar! Det er nemlig endelig helt 40+ i orden og også ret smart at drikke portvin. Men hvilken farve og hvilken slags? Det kan du finde ud af på Portvinsbaren på Vesterbro i København. Ud over almindelig udskænkning afholder Portvinsbaren også begyndersmagning, portvinsbanko og gourmetmiddage med portvin til. Er det ikke det, vi skal?
Portvinsbaren.dk


Genbrug på alle måder! 

D. 10. og 24. februar

Elsker du også at gøre en god handel og måske få noget, som ikke så mange andre har? Så er Veras Market stedet at finde nyt brugt til din garderobe. I vintermånederne er det hver anden søndag i måneden i Storms Pakhus i Odense og hver første og tredje søndag i måneden i Nørrebrohallen i København. Veras er også en webshop samt et byt til nyt-koncept i de fysiske butikker i Odense og København, hvor du kan veksle gamle (fejl)køb til point og nye køb.
Verasvintage.dk

Månedens digitale!

Min gode veninde, som er grafiker og har en forkærlighed for små skæve historier, har gjort mig opmærksom på #STREETARTGLOBE på Instagram. En ofte meget humoristisk opdatering på kunsten på gaden og andre steder, som du ellers ikke lige kan løse billet til. Og nu min nye overspringshandling.


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 2.

Seneste

Måske er du interesseret i...