Lotte Reiter (42) er gift med Torben og har ingen børn. Hun er biolog og varmtvands- og naturterapeut og har sammen med sin mand terapivirksomheden Lysovervand.dk.
"Jeg rejste ud - for at finde hjem"
Det er i sensommeren 2012, min kæreste og jeg står i vores båd. Vi har fint tøj på, for vi er på vej til hans mormors 80-års fødselsdag. Dagen før har vi pakket båden med udstyr, proviant, drikkevand og brændstof. Vi har haft sidste arbejdsdag på vores job, som vi har sagt op, og sagt det endelige farvel til vores venner og familie. Vi mangler kun mormors fødselsdag, for i morgen går det løs.
Vi har brugt mange år på at gøre os og båden klar til de fire år, vi har planlagt at være på verdenshavene. Hverdagsaftener er blevet brugt på at banke rust, svejse, male og installere udstyr på båden. Jeg har taget udvidet førstehjælpskursus og er uddannet yachtskipper af 1. grad. Jeg har også solgt min egen båd.
Den formiddag, dagen før den store dag, lægger jeg godt mærke til, at min kæreste er lidt fraværende, men jeg går let hen over det. Indtil han på vej ud ad døren pludselig stopper op og siger: ‘Der er noget, jeg er nødt til at tale med dig om, Lotte. Jeg elsker dig ikke nok til at ville have børn med dig’.
Nægter at være et offer
På det tidspunkt har vi været sammen i syv år, jeg er 36 år, og han ved godt, at børn er et dybt ønske for mig. Og at når han spiller bolden over til mig, så kan jeg kun svare, at så kan vi ikke længere være kærester.
Vi kommer aldrig af sted til fødselsdagen. Vi sidder i båden hele dagen og hele natten, vi tuder og har dybere samtaler, end vi har haft i årevis. Ud på morgenen tager han hjem til sin far for at sove. Så står jeg der. Uden bolig, for båden er hans. Uden job og uden kæreste. Og uden at vide, hvad jeg skal stille op med mig selv, for planen for de kommende fire år eksisterer ikke længere.
Men jeg er god til kriser. Jeg har været der før. En ekskæreste slog mit hjerte itu, og der vil jeg ikke hen igen, så jeg beslutter at parkere mit hjerte og køre på automatpilot. Jeg pakker alle mine ting ned og flytter ud i en skurvogn i Sydhavnen, som jeg låner af en ven. Jeg skriver beskeder til ham, men der bliver længere mellem hans svar.
Den dag, jeg henter de sidste ting fra båden, kan jeg se, at han har været der. Der ligger et brev i salonen, adresseret til hans ekskæreste. Jeg ved godt, man ikke må, men jeg åbner og læser det. Jeg kan ikke huske, hvad der står i det, og jeg ved ikke, om han har haft kontakt med hende ellers. Jeg ved kun, at jeg aldrig nogensinde har været så vred i mit liv, og i den vrede sender jeg en kaskade af hadefulde sms’er til ham, beskeder, der kommer fra et virkelig grimt sted i mig. Heldigvis bryder telefonen sammen midt i det hele.
Han vil stadig ikke mødes, så jeg fortsætter med at være vred, som jeg aldrig før eller siden har været det. Vrede er som ild. Den kan være en fantastisk drivkraft, men den kan også fortære og ødelægge. Jeg er rødglødende i lige præcis en uge og husker tydeligt den morgen, jeg vågner, og vreden er væk. Jeg nægter at være et offer.
Dengang det gik i stykker med min forrige kæreste, diagnosticerede min læge min sorg som en middelsvær depression. Den kostede mig en sygemelding fra studiet og næsten et år på antidepressiv medicin. Det sorte hul vil jeg ikke opleve igen.
Offerrollen stod og bankede på. Men jeg lukkede ikke op. Tværtimod valgte jeg at se situationen som en mulighed. Tavlen var visket ren. Der var et blankt lærred foran mig, og jeg havde penge og ikke mindst tid. Sammen med en ven brainstormede jeg på mine muligheder og landede hurtigt en aftale om at tage til Det Indiske Ocean og lave frivilligt arbejde som biolog for en miljøorganisation.
En måned efter bruddet gik jeg i land på Assumption, en mikroskopisk ø i Det Indiske Ocean med kun 24 beboere, blåt hav og hvide sandstrande. Intet internet. Jeg kunne se frem til fire måneder, hvor der efter arbejdstid ikke var andet at lave end læse bøger, gå lange ture og tænke tanker.
Jeg var ikke længere vred, men jeg havde endnu ikke tilgivet ham. Og heller ikke mig selv. For det var anden gang, jeg var blevet forladt. Det var anden gang, jeg havde op levet et brud. Hvorfor havde jeg ikke set det komme? Var jeg så dårlig til at være alene? Hvorfor var jeg så opsat på at nøjes?
Jeg var væk i halvandet år
Midt i den der intethed på en nærmest øde ø blødte jeg op og fik mere og mere omsorg for mig selv. Jeg begyndte at forstå og erkende, at jeg også bar en del af ansvaret for vores brud. Jeg kunne være gået, for der var jo tegn på, at han ikke var glad. Tegn på, at vores forhold ikke trivedes. Der var ikke så meget intimitet, som der havde været, ikke så meget tid, hvor vi bare var kærester.
Men jeg skulle tusinder af kilometer væk for at komme til den erkendelse. Jeg er sikker på, at var jeg blevet hjemme, så var jeg blevet fastholdt i vrede og skuffelse. Folk omkring mig var jo klar til at stille op med det helt store tæskehold og talte, dog kun for sjov, om at sprænge båden i luften. Det var ikke en god energi at være i.
Men midt ude i ingenting var det svært at blive ved med at føle, at det var synd for mig. Derude fandt jeg ud af, at jeg var rejst ud – ikke for at komme væk – men for at finde hjem. Hjem til mig selv. Det er svært at sige, hvornår jeg gav slip. Det var ikke sådan, at jeg vågnede en morgen, og bum, så havde jeg tilgivet. Det kom gradvist.
Tilgivelsesprocessen er ikke nem, den er ikke lyserød, og forløsningen kommer ikke fra den ene dag til den anden. Men når den er der, føles det som en slags sjælefred.
Jeg endte med at være væk i halvandet år. Efter Assumption tog jeg videre til vulkanøen Al Dabra. Jeg var på langtursfart i fire måneder ombord på et dansk skib og sluttede af med et feltophold i Australien, hvor jeg besøgte venner og talte fugle.
Jeg vendte hjem i december 2013 og blev i foråret 2014 køkkenchef på et retreatcenter på Møn. Her boede jeg et halvt års tid, så døde min far. Det kastede mig ud i en kæmpe sorg, og midt i det hele fik jeg kontakt til min ekskæreste. Han sendte mig et brev om, hvor meget min far betød for ham. Det gjorde selvfølgelig indtryk. Men på det tidspunkt havde jeg faktisk en følelse af at have sluttet fred. Måske ikke med ham, for jeg synes ikke, at måden, det sluttede på, er acceptabel. Men jeg har fred med, at det skete.
Jeg ved, at han i dag har en kæreste og to små børn. Mere har jeg ikke brug for at vide, for jeg har også sluttet fred med mig selv, og det er det vigtigste. For det gjorde, at jeg var åben for nyt.
En forårsdag i 2015 spørger en af mine bofæller i retreatcentret, om der slet ikke er nogen mænd i min kikkert. Jeg svarer, at jeg har lagt kikkerten på hylden.
Fem timer senere kommer Torben gående op ad vores indkørsel. Han skal deltage i en workshop og er inviteret af en fælles ven. Vi taler hele dagen, og den næste med. Tre dage senere flytter han ind. Og tre uger senere frier han, og vi gifter os.
I dag er jeg taknemmelig for, at min ekskæreste gjorde det forbi, også selv om jeg var sammen med ham i syv af mine mest fertile år. Men jeg skulle ikke have børn med ham. I dag har jeg en mand, som er god for mig, og som dagligt minder mig om, hvor vigtigt det er at give slip og bevare hjertet åbent. Og det tror jeg kun, vi kan, hvis vi tilgiver.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 6.
