© Leif Tuxen/Realdania

Livets næste stadie: Find boligen, der passer til din person

Hvad har betydning for din livskvalitet? Og hvordan kan dit fremtidige hjem understøtte det, der har værdi for dig? Læs med og tag testen, der guider dig gennem et hav af spændende boligmuligheder til livets næste stadie.

24. oktober 2019

Man kan ikke komme uden om det. Børnene flytter hjemmefra, tyngdekraften har sat sine første (tre, fem, tusinde) spor på kroppen, og samtaler om pension og pensionsopsparing synes pludselig mere relevante end nogensinde før. Ja, du nærmer dig med små listige skridt livets næste stadie: Den tredje alder.

Men frygt ej; du går nemlig nogle spændende år i møde. For når tiden så småt nærmer sig, hvor du ikke mere er bundet til at være bosat nær ungernes skole, og når jobbet ikke længere står og banker på klokken 8 om morgenen, vil du genfinde en enorm frihed. En frihed til at starte på ny og forme dit liv præcis, som du ønsker det. Alle døre står simpelthen åbne. Også bogstavelig talt.

For muligvis kræver din drømmefremtid, at du bosætter dig et nyt sted. Måske vil du længere ind mod byens pulserende liv eller ud mod kystens friske havluft. Eller noget helt tredje. Boligmulighederne er mange – og flere end nogensinde før. Men for at undgå at du snubler over dørtrinnet på vej ind i din fremtidige tilværelse, bør du allerede nu danne dig nogle tanker om, hvad der giver dit liv kvalitet, og hvordan din fremtidige bolig kan understøtte dette. I kampagnen "Hjem til den tredje alder", der er et samarbejde mellem Videncentret Bolius og Realdania, får du gode råd til, hvordan du allerede nu kan begynde at forberede dig på livets næste eventyr. Det første skridt er, ifølge fagekspert Tine Nielsen (Bolius), at finde ud af, hvem man er som person. Læs med og tag testen her:


Du er familiemenneske med stort F
Relationerne til din nærmeste familie er vigtige, og du ønsker fortsat at være en stor del af dine børns og (potentielle) børnebørns hverdag. Måske er rollen som farmor eller mormor faktisk det, der primært skal holde dig aktiv. Hvis du prioriterer familielivet højt, bør du tage det med ind i dine overvejelser om dine fremtidige boligforhold. 

© Leif Tuxen/Realdania

Du vil med, hvor det sker
Du nyder, når der er liv i gaderne, og du deltager gerne i festuger, forestillinger, udstillinger, koncerter og alverdens andre kulturelle tilbud. Men bymennesker kommer i mange versioner, og du kan allerede nu begynde at overveje følgende: Hvor meget plads har du brug for fremover? Ønsker du dig en have? Og hvor tæt på centrum har du behov for at være?

Du vægter fællesskab højt
Du trives med folk omkring dig, og det at være en del af et fællesskab er vigtigt for dig. Du tager gerne initiativ til at samle folk om middagsbordet eller til at mødes om et fælles projekt – og hvis ikke du selv er initiativtageren, giver du gerne en hjælpende hånd, hvor du kan. Det kan være, du søger en by med et stærkt foreningsliv, eller måske kan du se dig selv i et bofællesskab – enten med jævnaldrende eller et, der går på tværs af generationer.

© Leif Tuxen/Realdania

Du finder ro og velvære i naturen
Naturen er noget ganske særligt for dig. Det er her, du finder ro og plads til inspiration, kreativitet og fordybelse i egne projekter. Er det tilfældet, kan det være, du allerede nu bør begynde at lege med tanken om at påbegynde et nyt eventyr i et af Danmarks mange idylliske områder.

Du betragter dig selv som livsnyder
Frihed til at gøre, hvad du vil, er vigtigt for dig, og du prioriterer at bruge dine penge på oplevelser: Gode restaurantbesøg, ferier under varme himmelstrøg og spændende udflugter. Det kan også være, du drømmer om at bo permanent under sydens sol. Det betyder sandsynligvis, at du må gå på kompromis med  boligen eller bilen, der spiller en mindre vigtig rolle i dit liv. 

Tag testen og få gode råd om boliger til modne mennesker

Passer ingen af overstående på dig? Eller ser du lidt dig selv i alle sammen? Det vigtigste, når du tænker bolig i den tredje alder, er blot, at du har gjort dig overvejelser om, hvad der betyder noget for dig og din livskvalitet. På den måde kan du tilpasse dit kommende hjem efter dig frem for at tilpasse dig efter dit hjem. Tag testen ”Hvilken bolig passer til dig”, der vil give dig idéer og forslag til din fremtidige bolig, og find desuden masser af inspiration og godt læsestof på siden tredjealder.dk. God fornøjelse!

Seneste

Måske er du interesseret i...