Lene fandt en ny vej ud af stress: “Jeg zapper ikke mere – jeg har lært at stoppe ved tanken”

Lene Aabo (60) er gift og mor til Kristoffer på 33 og Pernille på 31 år. Og farmor til Bernard på 1 år. Hun er bioanalytiker.

"Jeg har altid været glad for naturen. Jeg bor lige midt i det naturskønne Brede i Nordsjælland med Mølleåen, smukke skove og marker. Og jeg er vokset op med at lege i skoven som barn. Men tidligere har naturen mere været en selvfølge. Noget, der bare var der. Efter at jeg har været syg af stress, ved jeg, at jeg har brug for naturen, og at jeg aldrig kommer til at flytte ind til byen igen, som ellers flere af vores jævnaldrende venner gør, når deres børn flytter hjemmefra.

Da jeg blev sygemeldt med stress sidst i 2013, troede jeg først, at jeg bare skulle have en uge til at komme mig lidt. Jeg oplevede, at min lunte blev kort. Jeg sov dårligt om natten, havde kvalme og fik synsforstyrrelser, som gav mig små blackouts.

Jeg oplevede også, at jeg blev ligeglad med ting på arbejdet. Vi har laboratorieprøver, som skal stå i fryseren ved 80 minusgrader, og de stod pludselig ved 20 minusgrader, men jeg trak bare på skuldrene, for det hele føltes ligegyldigt. Og sådan er jeg ellers ikke. Det er bestemt ikke ligegyldigt.

I bakspejlet kan jeg godt se alle tegnene på stress, men jeg ville ikke se det dengang. Til sidst sagde min mand, at jeg var nødt til at gå til lægen.

Jeg sagde til min læge, at jeg ville sygemeldes i en uge. Jeg skulle lige komme til mig selv, så ville jeg være klar igen. Jeg mødte fuld forståelse og blev sygemeldt. Men da først jeg kom hjem, gik der to dage, så fik jeg det simpelthen så dårligt. Jeg kom ikke uden for en dør overhovedet, men sad og krøb sammen i en stol i hjørnet af min stue. Jeg var ikke i stand til at gå en tur. Jeg var ikke deprimeret og heller ikke angst, men jeg manglede noget tryghed, når jeg var alene. Jeg kunne ikke tage beslutninger om noget, for jeg følte ikke noget.

Jeg har været ansat i over 28 år i samme virksomhed, men haft flere forskellige stillinger og arbejdsområder. Jeg har altid været meget glad for mit arbejde. Da mine børn var små, kunne jeg finde på at køre tilbage på arbejde om aftenen for at se til nogle forsøg, fordi jeg var så spændt på, hvordan de ville udvikle sig. Jeg har arbejdet på Grønland, i Frankrig og i Malaysia og følt mig forkælet med gode opgaver og kompetent ledelse. Men lige i den periode, hvor jeg havde det dårligst, blev jeg den værste udgave af mig selv. Vred og ude af stand til at se noget som helst godt ved mit arbejde. Jeg skulle i hvert fald aldrig tilbage til mit arbejde. De kunne rende mig.

Jeg prøvede at analysere mig selv. Jeg fandt ud af, at jeg har en voldsom retfærdighedssans, og at den blev udfordret på mit arbejde. Vi havde meget udskiftning i ledelsen lige op til min sygemelding, og hver gang en ny leder kom til, blæste vinden en ny vej.

“Det drejer sig ikke om at blive hurtigt færdig”

Jeg har i flere år gået til motion i naturen med min mand hver lørdag formiddag, hvor vi træner ude i sol, sne og regn. Herfra kender jeg en pige, som også har haft stress, men som heller ikke trivedes med de almindelige terapiforløb, hun fik tilbudt. Hun fortalte mig om et særligt forløb, som Københavns Universitet kører for stressramte i terapihaven Nacadia, der ligger i Hørsholm. Det var i foråret 2014, hvor jeg havde været heltids sygemeldt siden november. Jeg meldte mig til og fik heldigvis en plads, som en ud af et hold på 10.

Terapihaven ligger midt i en naturpark, et fantastisk sted med helt unikke træer og planter. Her dufter forskelligt, hver gang du runder et hjørne. Nogle steder af bark og brænde, andre steder af fyrrenåle og forskellige græsarter. Første gang jeg var her, var jeg nok ikke helt opmærksom på, hvor mange sanseindtryk haven giver, men det har jeg lært efterhånden.

I den første alle-øvelse i terapihaven fik jeg til opgave at samle nogle grankogler op, som lå spredt i græsset mellem to rækker af fyrretræer. Jeg greb en rød plastikkurv og lagde en strategi: Jeg ville bevæge mig i zigzag ned mellem træerne og samle så mange kogler, jeg kunne, og på tilbagevejen ville jeg få fat i resten. Nemt og effektivt!

Men mens jeg hurtigt fyldte kurven, kom en psykolog fra projektet ned til mig, og spurgte venligt, hvad jeg havde gang i?

‘Du har misforstået opgaven lidt, Lene,’ sagde hun. ‘Det drejer sig ikke om at blive hurtigt færdig. Det er meningen, at du skal se lidt nærmere på grankoglerne og nyde din oplevelse.’

Først var jeg skeptisk. Skulle jeg virkelig sidde og glo på en grankogle? Men det var det, hun mente, så det var det, jeg gjorde. Jeg tænker meget tit på de grankogler. De var meget flotte, da jeg fik set nærmere på dem. Der var ikke to, der var ens.

I dag har jeg det sådan, når jeg er på arbejde, at jeg nogle gange tænker: ‘Hov, grankogler!’ Sådan minder jeg mig selv om at gøre tingene på en mere mindful måde. Hvis det bliver sent på arbejdet, og jeg skal sætte nogle glas på plads i laboratoriet, tager det måske halvandet minut længere at sætte dem stille og roligt på plads, i stedet for at tage en håndfuld ad gangen og så typisk tabe et par stykker på gulvet, som jeg skal samle op og smide ud.

Før i tiden zappede jeg rundt mellem køerne i supermarkedet og landede på en eller anden måde altid i den langsomme. Også selv om jeg havde lavet en analyse af, hvor mange der stod i hver kø, og hvor mange varer de hver især havde. Jeg zapper ikke mere. Jeg har lært at stoppe ved tanken. For det er mindre stressende bare at tage én ting ad gangen og nyde turen.

Lugten af bål og blomster

Jeg gik i terapi i haven tre formiddage om ugen i 12 uger. Vi mødtes altid omkring et bål, og selv om jeg ikke er den store spejder, så var det hyggeligt, og jeg vænnede mig til, at duften af bål blev siddende i håret og tøjet i timerne efter.

Vi deltagere snakkede ikke særligt meget med hinanden. Jeg ved ikke engang, om de andre var i terapi, fordi de havde været alvorligt syge eller havde en form for traume. Jeg ved heller ikke, om de har mand og børn. Men det passer mig heller ikke særligt godt at skulle sidde og snakke frem og tilbage om mig selv hele tiden, og derfor var det helt rigtigt for mig at få et terapiforløb i naturen, hvor den eneste forventning er, at du fordyber dig i dig selv og naturen.

Ofte gik jeg ned til en bestemt sten ved en lille bæk og satte mig for at øve mig i at tænke på ingenting, for øvelser i mindfulness og meditation var også en del af programmet Ligesom der hver gang var praktiske opgaver, vi kunne løse. Som for eksempel at luge, stable brænde, fjerne muldvarpeskud eller klippe buketter. Det var ikke noget, jeg skulle gøre. Hvis jeg mest havde brug for at sidde i fred, kunne jeg gøre det, men jeg oplevede, at det at lave noget konkret, som andre havde bestemt for mig, var lige præcis det, jeg havde brug for. Så længe det var uden nogen form for pres.

Jeg havde været vant til at løbe to-tre gange om ugen, men jeg havde så mange stresshormoner i kroppen, at jeg ikke måtte løbe. I stedet blev det en del af min egenbehandling at cykle frem og tilbage til haven. Der er 12 kilometer hver vej, men jeg skulle jo ikke nå noget. Jeg cyklede bare stille og roligt gennem skoven. Sammen med nogle lange gåture hjalp det mig også gennem forløbet.

Samtaler med en psykolog var også en del af mit forløb. Gennem de spørgsmål hun stillede mig, og mine svar, blev det klart for mig, at udtrykket ‘lige meget’ klinger af noget negativt for mig. Fordi jeg forbinder det med en tid, hvor min stress betød, at jeg blev ligeglad med ting, der ellers er vigtige for mig. I dag findes det udtryk ikke længere i mit ordforråd. Jeg har også brugt lang tid på at sidde og gruble ved bækken over spørgsmål som for eksempel: Gør det noget? Eller: Hvorfor gør det mig vred? Det var godt for mig at gruble lidt i stedet for at rykke videre til noget andet.

Vejen tilbage

Da jeg begyndte at få det bedre, overvejede jeg, om jeg skulle tilbage i mit gamle job. Ofte er det ikke en god idé, hvis du har haft stress, men jeg kom frem til, at jeg laver det, jeg allerhelst vil. Jeg føler stadig, at jeg gør en forskel hver dag som bioanalytiker.

Jeg har aldrig været sådan en konfronterende type. Jeg har heller aldrig rigtigt været uvenner med folk. Men jeg fik konfronteret nogle chefer med mine frustrationer, mens jeg var syg. For eksempel inviterede jeg en af mine forhenværende ledere hjem til en kop kaffe på min terrasse. Hun blev meget ked af at høre, at jeg havde tvivlet på, om hun var på min side, men det var godt for mig at få sagt. Derfor gjorde jeg også det samme med yderligere to. Jeg vidste, at jeg var nødt til at konfrontere dem for at komme videre. Og det gjorde jeg med yderligere to. Jeg skrev nogle stikord ned, og så ringede jeg og fortalte, hvordan jeg havde det.

Jeg sagde bare, at jeg var nødt til at få det sagt. Det var min beslutning, også selv om de ikke kunne gøre noget ved det. Resten gemmer jeg i en flot, sort, japansk lak-kommode med skuffer, som kun eksisterer i mine tanker. De mennesker, jeg var eller er skuffet over, lægger jeg i forskellige skuffer. For derefter at lukke dem og måske trække dem ud for at gøre noget ved dem en anden gang. Der er også dem, jeg ikke tør konfrontere. De skuffer har jeg låst, og nøglen har jeg smidt væk. Nu er de et lukket kapitel.

Da jeg kom tilbage på arbejde, valgte jeg adgangsord og passwords, som er meget anderledes, end dem jeg plejer at vælge. Når nu jeg skulle tilbage på det samme arbejde, ville jeg vælge nogle ord, der minder mig om ting fra terapihaven. Som for eksempel navnet på en af mine yndlingsbuske. Når jeg logger på med det nye password, bliver jeg mindet om, at jeg har haft et liv i Nacadia-haven, og at jeg stadig skal passe på. Jeg sætter også min cykel et andet sted, end jeg tidligere har gjort, og går et stykke gennem en park og ind på kontoret. Det tager fem minutter ekstra, og i de fem minutter indstiller jeg mig på at gå på arbejde. Når jeg skal hjem, går jeg samme tur og indstiller mig på at holde fri.

Livet er ikke rosenrødt endnu. Når du én gang har haft stress, skal du for altid være opmærksom på tegn på, om du er ved at være overbelastet. Jeg bliver aldrig helt den samme Lene igen, men måske gør det ikke noget? Jeg er blevet opmærksom på at stoppe mig selv, hvis jeg har gang i for mange ting på én gang. Eller som min datter siger: “Fokus, mor, fokus!”.

Forleden tog jeg mig selv i at skulle smide en karklud til vask, og på vej ned i kælderen med den kommer jeg i tanke om noget, som jeg skal finde og have med op. Da jeg står i køkkenet igen, løber vandhanen... for det var jo noget med en karklud, jeg egentlig var i gang med. Så ved jeg, at den er ved at være gal. At jeg skal tænke på at lave én ting ad gangen.

Lige nu er der igen uro på mit arbejde, for vi skal til at omstrukturere igen, og privat er vi inviteret i sommerhus af nogle venner i weekenden. Jeg vil gerne være sammen med vores venner, men jeg er også nødt til at mærke efter, om det er en god idé lige nu, eller om jeg hellere skal takke nej og bare være hjemme.

Så går jeg en tur i skoven en times tid for at mærke efter, om jeg skal takke ja eller nej til den invitation. Om jeg bliver ladet mest op lige nu af at være sammen med venner eller af at være hjemme?

Det er jo ikke til at vide, om jeg var kommet lige så langt, hvis jeg havde siddet og talt med en psykolog i en konsultation i stedet for at være i terapi i naturen, men jeg tror det ikke. For mig har den her opmærksomhed på naturen og dens beroligende effekt været meget vigtig, og jeg bruger stadig skoven og stranden.

Mine oplevelser i terapihaven har gjort mig bedre til at nyde. Nu går jeg ofte en tur uden at have et bestemt formål, men ser bare, hvor mine fødder bærer mig hen. Og jeg går ikke altid den lige vej. Jeg kigger mere på, om blomsterne er pæne, og er mere opmærksom på det, jeg ser og dufter i skoven.

Måske har det også noget med alder at gøre? Det ved jeg ikke. Men jeg er også blevet bedre til at spise naturen. Sidste weekend prøvede vi at lave en tærte af strandkål. Jeg elsker at sidde på en bænk ved havet og bare lytte til bølgerne. Og hvis jeg har uro i kroppen, ved jeg et bestemt sted i skoven med nogle store trækroner, hvor jeg kan gå ind. Her føler jeg, at ingen kan røre mig. Her er jeg omsluttet, og her kan jeg bare stå lige så stille.

Selvom jeg ikke længere kommer i terapihaven, så sørger jeg for at være i naturen hver eneste dag. Den vækker gode minder fra dengang, jeg var i naturterapi. Når jeg tænker på hele området omkring haven i Hørsholm, så bliver jeg lidt varm om hjertet.”

Terapihaver i hele landet

Lene blev behandlet i terapihaven Nacadia i Hørsholm, som er designet ud fra forskning i, hvordan grønne omgivelser får os mennesker til at restituere. Parken omkring haven består af omkring 2.000 forskellige arter af træer og buske, og den er åben for alle fra solopgang til solnedgang.

Flere andre steder i landet findes lignende terapihaver. Se for eksempel: Grønska Terapihave i Ringe, Aurora i Aalborg, Odsherred Terapihave, Haverefugiet i Sorø og Nørremarkens Have i Viborg.

Kilde: Dorthe Djernis, phd.-studerende i naturbaseret mindfulness, Københavns Universitet.

Vidste du at:

Forskning viser, at ophold i grønne områder giver lavere stressniveau og højere velbefindende, og det uanset alder, køn og socialklasse?
Stress er ved at udvikle sig til den største trussel mod folkesundheden i den vestlige verden?
Natur- og havemiljøer er ekstra gode for såkaldt vågen hvile, som er den restitution, vi har brug for efter længerevarende stress?
Vi i dag tilbringer 90 procent af vores tid indenfor? Ofte stillesiddende!

Kilde: Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Denne artikel er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 82.