Portræt af Zindy Laursen Johnson
Zindy Laursen Johnson (50). © Trine Bukh

Zindy Laursen: Endelig fandt jeg min far!

Zindy Laursen Johnson følte sig først rigtigt hel, da hun efter årtiers søgning og store skuffelser endelig fandt sin biologiske far. Faktisk for anden gang, for sangerinden havde håbet og troet tidligere. Men pludselig var han der. Den rigtige. Med hjælp fra uventet kant.

2. juli 2022 af Eline Holm

"Jeg synes godt, jeg kan sige, at jeg har oplevet et mirakel. At jeg ad utallige omveje og tilfæl­digheder fandt min rigtige far i så sen en alder. Jeg forestiller mig, at det er lidt lige­som dem, der finder kærligheden sent i livet.

Jeg er fyldt 50 og er et sted i mit liv, hvor jeg har en ro i mig selv til virkelig at være nærværende. Jeg kan tage det ind på en anden måde, end hvis han var kommet ind i mit liv, da jeg var i 20’erne. Dengang blev jeg kendt over night, jeg havde mega travlt, og jeg var hele tiden på vej videre. Nu er jeg et sted, hvor jeg aldrig har været mere mig selv.

I dag kan jeg se, at alt det, jeg har været igennem, har været skridt på vejen til at finde min far. Så selv om jeg har manglet ham, føles det helt rigtigt, at vi fandt hinanden nu.

Kærlighedshistorien

Jeg er vokset op med historien om, at min far var en amerikansk soldat ved navn Cleve­land, som min mor var kærester med i et par måneder, mens hun boede i Sydney.

Hendes familie var emigreret fra Svend­borg for at prøve den australske drøm, og min mor var kun 16 år, da hun mødte ham. Det var i slutningen af 1960’erne, hvor mange amerikanske soldater blev sendt til Australien for at få en pause fra Vietnam­-krigens grusomheder.

De blev forelskede, men da hans orlov slut­tede, og min mor kort efter tog tilbage til Danmark med sin familie, mistede de kon­takten. Hjemme i Svendborg opdagede min mor, at hun var gravid. Hun forsøgte at skrive breve til militærbasen, hvor Cleveland var udstationeret, og efter adskillige breve fik hun svar fra postmanden fra militærbasen: Cleveland var blevet sendt tilbage til USA, og der var ikke nogen adresse. 

Da hun ikke havde andet end hans navn, affandt hun sig med, at hun ikke ville finde ham.

Savnede mine rødder

Da jeg var helt lille, blev min mor gift med Eric, som tog mig til sig som sit eget barn. Sammen fik de min lillebror, Marc. Min mor er lys og skandinavisk, mens Eric var fra Ghana, så da jeg voksede op, repræsenterede han den afroamerikanske side af mig.

Eric døde, da jeg var 16­-17 år, og da jeg mistede ham, begyndte jeg at længes efter at finde min rigtige far. Men det var før nettet, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme videre, så det strandede ved tankerne.

I starten af 1990’erne ændrede mit liv sig drastisk. Jeg kom med i Cut ‘N’ Move, og vi fik pludselig international succes. I fem år bragede det løs, men da det stilnede af i 1995, tænkte jeg, at jeg ville give eftersøgningen efter min far et skud. 

Jeg gik på biblioteket, skrev en masse breve og kontaktede Pentagon. Jeg fik svar, men det lød noget i retning af, at der var uendeligt mange børn af amerikanske soldater rundt om i verden, der ledte efter deres fædre, så desværre kunne de ikke hjælpe. Jeg blev meget ked af det.

På sporet af Cleveland

De to forskellige kulturer i mig begyndte at fylde noget. Den danske del kendte jeg jo gennem min mor og mormors historier om deres barndom og opvækst, men jeg mang­ lede noget at spejle min mørke side i. Jeg savnede mine afroamerikanske rødder. At vide, hvor min far kom fra, hvordan han var vokset op, og hvordan det var at være afro­amerikaner i USA?

I 1998 tog jeg til USA for at arbejde på min soloplade. Jeg kom til at tale med min pro­ducer om, at det føltes mærkeligt at være i USA som halvt amerikaner – uden at vide, hvor min far var. 

Min producer fortalte, at han havde en ven, som kunne hjælpe – han havde arbejdet for CIA og var nu privatdetektiv. Jeg havde ikke andre informationer end navnet, Cleveland Mason, og et cirka­-årstal for, hvor­ når han havde været i Vietnam.

Jeg tog tilbage til Danmark, og en dag lå der en besked på min telefonsvarer. Det var privatdetektiven. “I’ve got your dad”, sagde han – og gav mig et telefonnummer. Jeg ringede op og lagde en besked. 

Endelig!

Kort efter ringede en kvinde til mig på vegne af Cleve­land. Hun bekræftede, at det var den Cleve­land, der havde været kærester med min mor, men det var traumatisk for ham at blive mindet om krigen, så han havde ikke lyst til at tale med mig.

Jeg brød fuldstændigt sammen. Nu havde jeg endelig fundet ham, og så kunne jeg ikke få lov at tale med ham? 

Jeg har sådan en afro­viking inden i mig, der kom frem lige der. Jeg nægtede simpelthen at give op. Så jeg fandt nogle billeder frem af mig selv, fra jeg var lille og nuttet med mit store afrohår, og sendte dem til ham sammen med et brev om, at jeg gerne ville lære ham at kende.

En nat ringede min telefon. Det var Cleve­land. Han havde ændret mening på grund af mit brev og ville gerne møde mig. Kort efter var jeg på vej til USA. Min mor støttede mig, men hun var i mellemtiden blevet gift med Tage og havde sit eget liv med ham, så jeg tog alene derover.

Det var dejligt at møde Cleveland, men også underligt. Men dengang var der slet ikke noget i min hjerne, der tænkte, at der måske var et andet bud på, hvem min far var, for min mor havde aldrig nævnt andre mulig­heder. 

Så jeg gik helhjertet ind i det, mødte hele Clevelands familie, og de tog alle imod mig med åbne arme. Hende, jeg troede var min bedstemor, fortalte mig en masse om, hvordan det var som mørk at vokse op i Syd­staterne, og jeg begyndte at forene mig med den afroamerikanske side af mig selv.

Portræt af Zindy Laursen Johnson
En dna-test sendte Zindy tilbage til start i eftersøgningen af hendes biologiske far.© Trine Bukh

What!? 

Efter nogle år besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville flytte ‘hjem’ til USA – til New York, hvor jeg kunne arbejde som sang­skriver. 

Jeg skulle søge amerikansk stats­borgerskab, hvilket var en formalitet som halvt amerikaner, men en del af proceduren hos immigrationsmyndighederne var, at Cleveland og jeg begge skulle have taget en dna­-test for at fastslå faderskabet og dermed min tilknytning til USA.

Nytårsaftensdag tikkede en mail ind fra immigrationsmyndighederne. Yay, tænkte jeg, det er mit amerikanske statsborgerskab! 

Jeg åbnede mailen og læste til min forfær­delse: Der var 99,99 procent sandsynlighed for, at Cleveland ikke var min far. Lige der brød alt sammen. Alt det, jeg havde troet uforbeholdent på gennem flere år, hele den familie, jeg havde fået, var ikke min alligevel.

Tilbage til start

Først tænkte jeg, at det måtte være en fejl. Jeg ringede til min mor, som heller ikke mente, at det kunne passe. Men en dna­-test tager ikke fejl, og jeg måtte ringe til Cleve­land og overbringe ham nyheden om, at han ikke kunne være min far. 

Det var benhårdt. Han blev helt stille i telefonen. Men sagde så, at uanset hvad ville han gerne være min far.

Det var meget smukt, men for mig ændrede det alt. Jeg elskede ham stadig og holdt af hele hans familie, men de var ikke mit dna. Det var mit ægte ophav, jeg længtes efter, og lige så stille gled kontakten ud.

Jeg spurgte selvfølgelig min mor, om der havde været andre mænd. Hun sagde nej. Hun var måske flov eller ikke klar til at dele det, for det måtte der jo have været. Jeg prøvede at sige til hende, at det var lige­gyldigt, at hun havde været sammen med andre. Men hun holdt fast. Jeg tænkte, at så kunne det være, at det ikke var meningen, at jeg skulle finde min far.

En covid-19-test

Op til min 50­-års fødselsdag sad jeg en aften sammen med min veninde og drak vin. Vi talte om, at jeg stadig ikke vidste, hvem min far var, og hun foreslog, at jeg tog en dna-­test. De kan købes i supermarkeder i USA, og hvis ens slægtninge har registreret sig i en database, kan man være heldig at finde nogen. 

Hun sagde: ‘Du fylder 50, og din far er sikkert i 70’erne. Det er ved at være sidste chance’. Jeg tog testen og fik over 1.500 matches på alle mulige fjerne slægtninge. Det kunne jeg slet ikke over­ skue. Men min søgning efter min far var ude i universet igen.

I sommeren 2021 var jeg i Danmark. Det var på det tidspunkt, hvor du hele tiden blev testet for covid­-19, og en dag gik jeg ind på et testcenter på Vor Frue Plads i København. Ham, der podede mig, genkendte mig og spurgte, om det ikke var mig, der havde ledt efter min far og fundet den forkerte – hvilket jeg havde fortalt i et interview.

Brian Hjort, som poderen hed, fortalte, at han var slægtsforsker og gerne ville hjælpe. Han havde hjulpet andre gennem en særlig database fra det amerikanske militær. Og han gav mig sit telefonnummer.

Jeg var i tvivl, om jeg skulle ringe til Brian. Jeg frygtede, at det ville ende i endnu en skuffelse. Men jeg tænkte, at hvis han kunne finde en eller anden – en fætter, en kusine, hvad som helst, så ville jeg komme lidt videre.

Tanken strejfede mig også, at hvis jeg fandt min far, risikerede jeg det var i form af en gravsten. Så mine forhåbninger var lave, da jeg endte med at sige ja tak til Brians tilbud. Han tog en ny dna­-test på mig og søgte i militærdatabasen.

Afro-viking på arbejde

I november 2021 mødtes jeg med Brian. Han sagde, at han havde en overraskelse til mig. Først viste han mig et billede af min biolo­giske fætter. Og så tog han et billede frem af en mand ved navn William Johnson. Der var et dna-­match, og han var helt sikkert min far!

Jeg begyndte at tudbrøle. Min stedfar, Eric, hed også Johnson til efternavn, og nogle år forinden havde jeg taget efternavnet Johnson, hvilket havde været min stedfars ønske. Det var helt vildt at sidde der med et billede af en mand, der lignede mig og havde det samme efternavn som mig – og vide, at det var min far!

Brian tog i første omgang kontakt til William. Han var skeptisk, for hvad hand­lede det om – ville jeg havde penge? 

Afro­-vikingen i mig måtte på den igen: Jeg satte mig og skrev en lang mail, som jeg sendte sammen med billeder af min mor og mig. 

Portræt af Zindy Laursen Johnson
"Det har givet mig fuldstændig ro, at jeg nu kender min far. "© Trine Bukh

Til sidst fik jeg svar: Han ville gerne tale med mig. Jeg ringede op på Facetime, og så snart jeg så hans ansigt, begyndte jeg bare at græde. 

Hans kinder, hans øjne, hans smil, jeg kunne se mig selv i det hele. Vi snakkede løs, og det klikkede fuldstændigt. Jeg kunne mærke indeni, at jeg havde fundet min far.

Vi blev dog enige om at tage endnu en dna­-test begge to for at være helt sikre. Da svaret kom – 99,99 procent sandsynlighed for, at William var min far – skreg vi begge to af glæde. Jeg har aldrig været mere lykke­lig i hele mit liv. Hele den lange rejse, alle de skuffelser, og så havde jeg endelig en far.

Mor til bekendelse 

Min mor gik til bekendelse og fortalte, at hun godt kunne huske William. 

De havde haft en kort affære, da Cleveland var rejst hjem. Men det havde været så kort, at der i hendes verden slet ikke havde været andre muligheder, end at det var Cleveland, der havde gjort hende gravid. 

Hun sagde, at hun var ked af, at hun ikke havde nævnt ham, men glad for, at jeg havde fundet ham. Jeg bærer ikke nag over, at hun undlod at fortælle om ham, for der var ingen ond mening i det.

Til 72-års fødselsdag 

William og jeg blev enige om, at jeg skulle besøge ham i Louisiana sammen med min bror i januar 2022, hvor han skulle fejre sin 72­-års fødselsdag. Jeg glædede mig så meget til at give ham et kram. 

Han tog imod mig i lufthavnen iført en T­-shirt med 'Zindy' skrevet på, og han og min bonusmor, Gloria, holdt skilte, hvor der stod 'Welcome home'. Det var så overvældende.

Da vi endelig stod der sammen, følte jeg mig totalt hjemme. Kemien var der med det samme, på en helt anden måde end dengang jeg mødte Cleveland. 

Williams fødselsdags­ fest var en barbequefest for 50 mennesker, vi spiste corn bread og ribs, og jeg sang Happy Birthday og sangen The two of us, som jeg har skrevet om min lange rejse for at finde ham. 

Alle tog imod både mig og min bror. En kvinde fra Williams familie, som er journa­list, samlede vores historie op og lavede et indslag om os på den lokale tv­-station. Det blev en kæmpe historie i Louisiana.

Genkender mig selv 

Det har givet mig fuldstændig ro, at jeg nu kender min far. Jeg følte mig splittet før, men nu er min mørke afroamerikanske side og min lyse skandinaviske ligesom fusioneret. Jeg kan se, hvor jeg har mine træk fra, og min far og jeg ligner også hinanden person­lighedsmæssigt. På vores humor og lyst til at hjælpe andre.

Snart skal jeg over at se, hvor min far er opvokset i Mississippi. Han har ikke haft så meget, og det var svært at være mørk i Syd­staterne, da han var barn. Men han har klaret sig godt og har haft en lang karriere i politiet.

I min far kan jeg se samme fighterånd, som jeg kender fra mig selv. Han har ikke fået børn ud over mig, så i familien blev han drillet med at være politibetjent og “shooting blanks” – altså at have dårlig sædkvalitet – det griner han af, at de ikke kan sige om ham mere!

Vores fremtid sammen

For vores fremtid sammen ønsker jeg mig, at vi skal ses så meget som muligt. Jeg bor stadig i New York, og det tager kun tre timer, så er jeg hos ham i Louisiana. 

Han og Gloria vil også gerne besøge Danmark, vi skal til Svendborg, hvor jeg er vokset op, og de skal møde min mor og mine fætre og kusiner. Jeg skal vise dem København, og de glæder sig til at cykle rundt i byen og at smage dansk mad.

Vi skal have mange, mange år sammen og masser af oplevelser – det er, hvad jeg drømmer om.

Tanken om, at jeg kunne have fundet min far mange år før, martrer mig ikke. Jeg føler, at det var noget, jeg skulle igennem for at komme hertil og kunne lande godt i det. Jeg koncentrerer mig om nuet og føler, at alt er, lige som det skal være i universet.

Tænk, at jeg gik ind i lige det testcenter, til lige den poder, som tilfældigvis var slægts­forsker og tilfældigvis kendte min historie. Det er for mig der, hvor det bliver guddom­meligt og et sandt mirakel, at min far og jeg fandt hinanden til sidst.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juli 2022. 

Zindy Laursen Johnson (50)

  • Er single og bor i New York i USA. 
  • Er sanger og sangskriver. Blev først kendt fra den danske popgruppe Cut ‘N’ Move, som havde verdens­omspændende succes i 1990’erne. Gik efterfølgende solo med album­met Zindy, var forsanger i Zindy Kuku Boogaloo i TV2­-programmet Venner for livet og optrådte til Vi elsker 90’erne­-koncerter landet over. 
  • Er aktuel med singlen The two of us, som hun har skrevet til sin biologiske far.

Du vil (garanteret) også kunne lide