Portræt af Vicki Berlin
Det er 44 år, der vil noget. © Ditte Capion

Vicki Berlin om sit Guldpalme-gennembrud: Til sidst forstod jeg, at de ikke ville klippe mig ud

Vicki Berlin har fået et gennembrud som skuespiller i den nye film Triangle of Sadness. Som har vundet årets Den Gyldne Palme i Cannes, og som har premiere nu her 22. september. Hun er 44 og år har ventet en halv karriere på at få lov at være andet end den sjove dame i sommerrevyen.

30. august 2022 af Karen Greve

Dette interview er til dig, der drømmer. Dig, der indimellem lukker øjnene i fuldt dagslys og drømmer lidt om nogen eller noget. Som kender følelsen af, at der må være mere i vente til dig et sted derude, at du kan nå højere op i en karriere eller dybere ind i et kærlighedsliv.

Du er måske ikke ligefrem utilfreds. Du er bare heller ikke helt tilfreds. Ikke endnu.

Dig vil jeg gerne præsentere for Vicki Berlin. Skuespiller. 44 år. Gift. Dyreelsker. Veganer. Tidligere standupper. Erfaren revystjerne. Og en hel masse mere, men lige nu måske mest af alt rundt på gulvet efter de vildeste uger i hendes liv indtil nu.

Vicki Berlin er lige vendt retur fra årets filmfestival i Cannes i Frankrig, hvor hun iført en lang syrenfarvet gallakjole kunne lade sig fotografere på den røde løber med ingen ringere end den amerikanske skuespiller Woody Harrelson, der er hendes co-star i filmen Triangle of Sadness, som har dansk premiere nu her 22. september. 

Filmen er skrevet og instrueret af den svenske instruktør Ruben Östlund, der også stod bag den prisvindende – inklusive Den Gyldne Palme – film The Square med danske Claes Bang i hovedrollen.

Portræt af Vicki Berlin
Vicki Berlin (44). © Ditte Capion

Hjemme i Hvidovre 

I dag drikker Vicki Berlin så grøn te på en café i Hvidovre i udkanten af København og sludrer lidt med tjeneren, der har fået lavet shellac i to farver på neglene. Vicki Berlin beundrer neglekunsten. Hun foreslår også høfligt og smilende, at den nyåbnede café får veganske retter på menuen. Så vil hun nemlig gerne komme rigtigt tit, siger hun, for det er så dejligt, at nogen har sørget for sådan en skøn café lige ved søen i Hvidovre.

Det er den kontrast, der er så mærkelig lige nu. At hun på en gang er blevet en filmstjerne, som skal klædes på til galla og svare på spørgsmål fra udenlandske journalister, og samtidig er et almindeligt, tedrikkende menneske i Hvidovre, som gerne vil hygge sig lokalt, inden hun skal hjem og have ryddet op i skuret.

Hun håber, at Triangle of Sadness bliver et nyt gennembrud for hende, en vej ind i en ny type roller, men hun tør ikke helt tro på det endnu.

For vejen til den knaldrøde løber, international opmærksomhed og en prisvindende film har været bumpet. Også sjov, snirklet, spændende og lærerig, men helt klart bumpet.

Portræt af Vicki Berlin
Vicki Berlin: “Jeg vil gerne bruge andre muskler end de humoristiske.”© Ditte Capion

Hørte ikke en lyd

“Der er hun jo”.

Det er den svenske instruktør Ruben Östlund, der mumler ordene for sig selv. Han står i et castingstudie tæt på Nørreport i København tilbage i 2018.

Ruben Östlund er ved at tage et foto af Vicki Berlin efter en times casting til en rolle i hans nye film. Det er nok ikke meningen, at hun skal høre hans mumlen, men det gør hun, og de næste seks måneder spekulerer hun som en gal på, hvorfor han sagde sådan, når hun nu ikke hører en lyd mere om filmen eller rollen.

“Jeg var helt sikker på, at jeg igen var blevet nummer to. Jeg er blevet nummer to så mange gange i mit liv, at jeg ikke kan tælle dem. Som tiden gik, tænkte jeg, at der nok var sket noget som sædvanlig, som for eksempel at producenten ville have en anden. Jeg må indrømme, at jeg tænkte, at det ville ende sådan igen. Men hele tiden klingede det også i mit baghoved, at han havde sagt det der,” siger Vicki Berlin. 

Nummer 1!

Men Vicki Berlin blev nummer et denne gang. 

Hun fik rollen som Paula, som arbejder på en luksusyacht for stinkende rige mennesker, og for en gangs skyld skulle hun ikke være sjov. Hun skulle være alvorlig. Noget, hun har længtes efter i hele sin karriere.

“Gennem årene har jeg prøvet og prøvet. Jeg har sendt fotos og cv af sted, men jeg røg hurtigt i en gryde, der hedder: Hende den sjove, der laver revy. Men det at være skuespiller indeholder så mange aspekter. Jeg har brug for også at lave noget alvorligt ind imellem det humoristiske for at afbalancere det, og jeg har virkelig manglet at kunne bruge nogle andre følelser og nogle andre skuespilmuskler. Det var virkeligt irriterende, at de skulle ligge i dvale,” siger Vicki Berlin.

Et knips på næsen

Lige inden Triangle of Sadness blev vist i Cannes, sagde Ruben Östlund til et pressemøde til en dansk journalist, at han valgte Vicki Berlin, fordi hun var den bedste til rollen. 

Og han tilføjede med et djævelsk glimt i øjet, at det da er sjovt at knipse danskerne på næsen og sige: “Hallo, kan I ikke se det talent, I har her?”.

“Jeg er blevet fravalgt i sidste øjeblik så tit, at selv om jeg vidste, at jeg var på shortlisten til rollen, tvivlede jeg stadig. Den dag, jeg skulle have endelig besked, sad jeg hvert femte minut og trykkede refresh i min mailboks. Jeg stirrede ud i luften og kunne ikke foretage mig noget som helst. Men så ringede casteren. Hun sagde: ‘Du har fået rollen’, og så begyndte jeg at hyle. Det var crazy. Jeg var alene hjemme og vidste ikke lige, hvad jeg skulle gøre. Og derefter gik det store cirkus i gang,” siger Vicki Berlin.

Portræt af Vicki Berlin
Vicky Berlin tvivlede til det sidste. Men det var der ikke grund til.© Ditte Capion

Coronaåret 2020

Vi hopper videre til en situation midt i coronaåret 2020. Vicki Berlin sidder på en trappe ude foran et hotel i den svenske filmby Troldhättan, hvor adskillige filmproduktioner gennem tiden har benyttet de gigantiske studier til at skabe imponerende kulisser.

Holdet bag Triangle of Sadness har bygget en model af den luksusyacht, som en del af filmen foregår på, men indtil nu har der været en anstrengt stemning på settet. 

For filmens helt store stjerne, amerikanske Woody Harrelson, har ikke kunnet deltage som planlagt på grund af rejserestriktioner i forbindelse med covid-19. Og det er dyrt at have en kæmpe kulisse stående i ugevis uden at kunne komme videre. Meget dyrt.

Vicki Berlin er selv blevet fragtet frem og tilbage til optagelserne iført mundbind og på bagsædet i en minibus, så hun kunne holde behørig afstand til chaufføren. Mellem optagelserne spritter alle hænder som gale, og alle medvirkende har en farvekode, som betyder, at de kun kan tale med andre med samme farvekode.

Men fra sin plads på trappen kan Vicki Berlin se, at i det mindste ankommer Woody Harrelson nu endelig.

“Han kom gående i T-shirt, og han er jo en mand, der konstant bliver overfaldet af mennesker, der vil ham noget. Så jeg tænkte, at jeg ville prøve at gøre det nemt for ham. Jeg sagde bare til ham, jeg spiller Paula ... og så endte vi med at sidde en gruppe helt afslappet omkring et bord og snakke. Man glemmer ret hurtigt, at han er en kæmpe stjerne. Han var sød og social. Han fortalte anekdoter. For mig var det rart at have mødt ham på den måde i stedet for på settet, hvor der så pludselig kommer en stjerne ind. Det hele var mere loose.”

Woody er også veganer

Woody Harrelson er veganer, præcis som Vicki Berlin. Ret hurtigt opstod der et fællesskab mellem dem om mad. Han var også en god kollega, og på et tidspunkt smed han sig i en af hendes scener ned på gulvet for at holde en dør, som blev ved med at smække i, så hun røg ind og ud af kameravinklen.

“I den scene med mig og Zlatko Buric røg døren op og i, så jeg var i billedet, og så var jeg ikke i billedet og så videre. Det ser Woody, som egentlig er færdig selv, men han kravler ned mellem Zlatko Burics ben og presser døren op – selvfølgelig uden for kameraet, så jeg kan være i billedet – det er fandeme en god kollega.”

Tårer i garderoben 

Mens det hurtigt føltes cool at spille sammen med Woody Harrelson, blev oplevelsen af at medvirke i en international film med en prisbelønnet instruktør til gengæld aldrig helt afslappet.

“Jeg forventede hele tiden, at de kom ind og sagde: ‘Det dur alligevel ikke. Hele tiden. Først da vi kom til de sidste scener, der er optaget på en ø, tænkte jeg: Nu kan de nærmest ikke klippe mig ud. Det bliver for dyrt. Det var sådan nogle tanker, jeg havde. Det er jo åndssvagt?”

Inden filmoptagelserne gik i gang, havde hun forberedt sig på flere forskellige måder.

Hun fulgte i en uge en concierge på Hotel Nimb i København for at få en fornemmelse af, hvad det vil sige at servicere feriegæster i luksuriøse omgivelser, og hun kontaktede skuespiller Claes Bang, der har arbejdet med instruktøren Ruben Östlund på filmen The Square

“Claes Bang skrev til mig, at jeg skulle lægge mig i selen. Og min egen oplevelse var også, at Ruben er dygtig, og at han forlanger meget. Han er ikke en instruktør, som nusser om sine skuespillere og spørger, om man har det godt. Nogle gange fik jeg bemærkninger, der gjorde nas, og der faldt da lidt tårer i garderoben ved flere lejligheder, men det må man bare sluge og komme videre fra,” siger Vicki Berlin.

Portræt af Vicki Berlin
"Der faldt da lidt tårer i garderoben, men det må man bare sluge og komme videre fra.”© Ditte Capion

150 bank på døren

Vicki Berlins karakter har undervejs i filmen sit hyr med at holde styr på luksusyachtens drikfældige kaptajn, der spilles af Woody Harrelson.

På et tidspunkt forsøger hun at få ham ud af en kahyt – og den scene blev, ligesom adskillige andre scener, taget om så mange gange, at hun til sidst var helt rundtosset.

“Den ene gang, hvor jeg skulle banke på kaptajnens dør ... altså, når man skal banke 150 gange på en dør, ikke? Min finger var helt blå og hævet, for det kan jo ikke være et lille forsigtigt bank. Jeg skulle jo mene det, og de første gange gik det fint, men så blev den øm og til sidst helt blå og hævet, og der var Ruben helt vildt sød ...”

Vicki Berlin smiler lige så sødt.

“... han sagde til mig: ‘Bare rolig, det kan vi dække med sminke. Det skal du ikke være nervøs for’. Og der kom også en og gav mig et omslag med noget salve, så den ikke hævede helt vildt til dagen efter.”

Hun gav alt, hvad hun havde i sig, og håbede det bedste. Uden på noget tidspunkt at føle sig sikker på, at det var tilstrækkeligt.

“Jeg tror bare, at jeg er sådan. Jeg er hele tiden bange for, at jeg ikke er god nok. Det er lidt som i Kejserens nye klæder. Tænk nu, hvis de opdager, at jeg ikke kan noget?”

Vi vinder ikke

Da hun vendte hjem fra optagelserne med ømme knoer og en fantastisk filmoplevelse rigere, fortsatte hendes liv umiddelbart, som om intet var hændt. 

Hun fortsatte sin karriere som revyskuespiller, og derfor stod hun faktisk på scenen i Odense Sommerrevy, da Den Gyldne Palme blev uddelt på filmfestivalen i Cannes.

“Jeg var overbevist om, at vi ikke tog den palme, fordi Ruben fik den for The Square, og at give palmen til den samme instruktør to film i træk – det er aldrig sket før. Jeg stod i Odense og gjorde mig klar til at komme på scenen, og jeg tænkte: Vi vinder ikke. Men på mit sminkebord havde jeg alligevel sat min telefon og havde et live feed kørende fra den røde løber dernede, som jeg gik lidt til og fra. Det var inden forestillingen,” siger Vicki Berlin.

En fest i joggingtøj!

Den foregående aften har hele revyholdet festet. Der har været tequila på bordet, og Vicki Berlin er en lille smule træt i koderne. Hun har taget et joggingsæt med, som hun kan hoppe i, når forestillingen er slut, hvor hun skal retur til København. Hun glæder sig til at blunde lidt på vejen.

I stedet ender hun efter forestillingen med at stå badet i fotografers blitzlys og lykønskninger fra kollegaer og med hele sin familie omkring sig.

“Jeg står der i mit joggintøj og tænker: I will never leave the house unpretty again. Det var en vild oplevelse. Lige før, min hjerne brændte sammen. En aften, jeg aldrig vil glemme i hele mit liv,” siger Vicki Berlin.

For filmen vandt jo. Hun fik besked om det, lige inden hun skulle synge en solo i revyen, som kom til at lyde “virkeligt dårlig”. 

Hun har en klump i halsen, og tårerne står helt op i øjnene på hende. Da hele holdet runder af og bukker for publikum, triller de ned ad kinderne på hende, og da revylederen så annoncerer, at hun har 25-års jubilæum, og at hele hendes familie sidder nede i salen, er det næsten for meget af det gode.

“Jeg havde lyst til at sige: ‘Det er alt for meget’. Lars, min chef i Odense, holdt en tale og sagde, at de holder meget af mig. Det var helt vildt! De havde skaffet en kæmpe vegansk kage, og der var alle mulige journalister og fotografer. Siden har jeg ikke kunnet være i fred for journalister, og det er dejligt, men jeg håber jo, at det giver mig noget arbejde også på et tidspunkt ...”

Har noget i din karriere ledt dig frem til det her punkt?

“Jeg aner det ikke. Jeg har aldrig været en skuespiller med en kæmpe tro på mig selv, så jeg har ikke haft de mest spidse albuer. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, har sendt ud, vist mig frem og er kommet til auditions, men jeg brager ikke sådan ind og rager til mig. Hvis der sidder en et sted i universet og styrer noget, så er der måske en mening med det? For måske har jeg ikke været klar til at få så stor en rolle før. På engelsk. Jeg havde ikke klaret det, da jeg var 25 år.”

Vicki Berlin er 44 år i dag. Og helt klar til nye udfordringer.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i august 2022. 

Vicki Berlin (44)

  • er gift med filminstruktør Nikolaj Tarp og har ingen børn.
  • er uddannet skuespiller ved Holbergs Film + Teaterskole i 2001. Begyndte sin karriere med standup og blev en del af holdet bag satireprogrammet Tjenesten på DR. Har medvirket i flere musicals og er en fast del af den danske revyscene, blandt andet på Bornholm, i Nykøbing og i Odense. Har haft mindre roller i danske tv-serier og i filmen Anja & Viktor – i medgang og modgang (2008).
  • er aktuel i filmen Triangle of Sadness, som vandt Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes i 2022, og som har dansk premiere 22. september 2022.

Du vil (garanteret) også kunne lide