Velkommen til Mille Dinesens vilde, vidunderlige verden

Mille Dinesen er lidt ved siden af sig selv for tiden. Vores aftale er blevet rykket et par gange.

Senest fordi skuespillerinden var kommet til at dobbeltbooke, så der stod både “interview” og “køre mor til øjenlægen” på samme tidspunkt på samme dag.

“Der er et eller andet med det her corona-noget, hvor jeg ikke har det samme overblik. Jeg er sådan lidt konfus, og da jeg skrev til dig, ‘vi gør det der!’, da var der helt clean spot, og da min mor ringede og spurgte, ‘kan du hjælpe mig med at komme til øjenlægen?’, var der slet ikke en klokke, der ringede, så jeg sagde bare, ‘det kan du tro!’. Og så gjorde jeg det igen med foto- shootet, for der skulle min mor have andet vaccinestik.”

Kunne man ikke bare ringe efter noget flextrafik, ville nogen indvende, men nej, det kan man faktisk ikke, når man hedder Mille Dinesen og er vokset op med, at man er der for hinanden og ikke lader en ældre dame gå rundt og blive nervøs for, om der nu er nogen til at hjælpe sig ned ad trapperne og ind det rigtige sted.

“At ligge på sofaen en hel dag. Jeg. Kan. Ikke. Jeg ville nok have godt af det en gang imellem, men jeg vil gerne nå alt muligt, og hvis jeg får en idé, så vil jeg gerne udføre den. NU. Og det er jo enormt godt, for det var også den energi, jeg havde, da jeg startede på teaterskolen. Den der damptromle-energi, hvor jeg tager skyklapper på og siger: ‘Nu er det den her vej!’, og så gør jeg 120 procent alt, hvad jeg kan, for at komme derhen.”

Nynne og Rita

Mille Dinesens drivkraft har fået hende langt. Du kender hende fra hendes roller som 00’ernes selvironiske Nynne og 10’ernes egenrådige Rita. To mastodont-karakterer, som har været med til at etablere Mille Dinesen som en af de danske skuespillerinder, det har været sværest at komme uden om de seneste 20 år.

Men i 2020 rullede Rita over skærmen for sidste gang, efter at have levet inden i Mille Dinesen i 10 år. Kort forinden blev hun mor til Eddie. Han er i dag to et halvt, og efter en svær fødsel og et opbrud med Eddies far er der faldet ro på den del. Forude venter der nye roller – og en flirt med et andet slags arbejdsliv i form af den serie af skønhedsprodukter, som skuespillerinden for nylig har lanceret under navnet Balance by Mille Dinesen. Det er en ny livsfase. Og det kan mærkes. Og ses, synes hun.

“Efter Eddie og en hardcore fødsel på halvandet døgn, der endte i et kejsersnit, er der kommet noget slap hud og et underligt ar, og sådan er det bare. Men det har jeg da lige skullet æde. Før i tiden kunne jeg vælge: Skal det være de lave bikini­ trusser eller den høje 60’er-­model? Nu er der ingen valgmulighed.”

Mormortrussen trækker måske ned, men så er der andre ting, der uventet vejer op. Siden hun var teenager, har hun haft det stramt med sin barm, som ikke hørte til i den fyldige afdeling.

“Jeg var sådan en drengepige, hende den skægge, klovnen med de store bukser, og imens gik alle de andre piger rundt med deres store, runde bryster – jeg kunne slet ikke holde det ud! Jeg var virkelig ked af dem i mange år. Og det sjove er, at det har ændret sig nu. Selv efter Eddie og amning og gravi­ditet sidder de faktisk meget godt, og jeg er gladere for dem, end jeg nogensinde har været. Jeg har altid gået med bøjler og vatte­ring, og nu har jeg nærmest ikke noget på. Det er sgu da en god udvikling. Jeg nyder det, så længe det varer.”

“Det kan godt være, at jeg sagde til mig selv, ‘jeg tror sgu ikke, det er det’. Men jeg vidste det jo ikke. Jeg følte mig helt vildt alene og i vildrede. Jeg var lige startet på min drømmeuddannelse, og skulle det hele så bare stoppe? Og hvad med familie, børn? Skulle jeg bare holde mig fra det hele?”

Mille Dinesen blev sendt hjem med noget medicin, som hun selv skulle injicere, og som eventuelt ville tage nogle af de eventuelle attacks, der eventuelt kunne komme. Til gengæld var der en masse bivirkninger.

Alt strittede på hende, og da hun havde sid­det lidt med bukserne nede om benene og sprøjten i hånden, tænkte hun: Nej tak, og trak bukserne op igen. Med angst og bæven besluttede hun sig for selv at forsøge at rette op på den ubalance, hendes krop befandt sig i.

Det udviklede sig til et amokløb ind i den alternative verden, hvor hun rev ned fra hyl­derne af udrensninger, grønne juicer, hvid­løgskure. Og. Så. Videre. Der kom ikke flere attacks, men det var svært at nyde, fordi hun blev holdt i et jerngreb af det semi­militante sundhedsregime, hun havde skabt for sig selv.

“Jeg blev dybt fanatisk. Ikke røre alkohol, ikke røre sukker, ikke røre hvedemel, sådan argh! Og det afsocialiserede mig og ind­skrænkede mit liv. Hele tiden havde jeg en kamp i mig selv: Kan jeg gøre det her, eller er det bedre, at jeg går hjem og sover? Så jeg sad der, helt udrenset og havde været i Indien og fået alle mulige skøre behandlinger ... og var dybt ensom.”

Det tog syv­-otte år, før hun landede et sted, hvor hun fandt den balance, hun i dag ved er altafgørende for at føle sig ikke blot sund, men også glad og i stand til at nyde livet.

“Jeg fandt ud af, at sundhed handler lige så meget om de nære relationer, at få moret sig og grinet, at have gode kærligheds- og ven­skabsrelationer og at dyrke dem. Det er mindst lige så vigtigt som den sundhed, der har med bootcamps og pis og lort at gøre.”

Erfaringerne med gennem 20 år at bruge sin egen krop som en art sundhedslabora­torium har hun brugt til at bygge sundheds­universet i Balance by Mille Dinesen op, og i dag har hun fundet en rutine, der fungerer.

Den handler om at spise sundt og træne regelmæssigt – uden særlige regler for præcis hvordan. Hun drikker sin “mose­konebryg” af sunde olier og passer på sin mentale sundhed gennem Body SDS­-behandlinger, psykologsamtaler og medita­tion.

“Jeg tager det mere afslappet i dag og spiser pasta og boller sammen med Eddie. For en del af det at være i balance er også, at man indimellem tipper over til en side, men at man ved, hvordan man kommer tilbage.”

Den læring er hun glad for. Værre er det med det næsten årti, hvor hun levede i skyggen af en tvivlsom diagnose, der aldrig blev – og som fik hende til at lægge alle mulige bånd på sig selv. Den del kæmper hun med at acceptere.

“Jeg hører om mennesker, der har været udsat for en kræftdiagnose eller noget andet dybt traumatisk, og som siger ‘jeg er faktisk glad for, at jeg har haft den oplevelse, fordi det har lært mig sådan og sådan’. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg ville kraftstejleme gerne have været det foruden. Fordi jeg føler, at jeg levede mit liv halvt i alle de år, hvor jeg konstant havde frygten i baglommen.”

Kærlighedskompas i udu

For Mille Dinesen er kærligheden en lyshåret dreng, som står i døråbningen til sit værelse og siger: ‘Mor, vi har et problem!’ – og så skal hun spille Brandmand Sam, som kommer og fikser det. En dreng, som med en hensyns­fuldhed, der overgår hans alder, spørger, om hun er okay, når hun kommer til at udstøde et højlydt ‘argh!’, når tingene driller.

Eddie er kommet sent ind i hendes liv, men han er kommet med en strøm af rigtige følel­ser. Bedre end nogen sovepille har han kureret det søvnbesvær, som i årevis har fulgt hende.

“Tidligere har jeg virkelig sovet dårligt og har haft alle mulige tanker, der kørte rundt. Men efter jeg har fået Eddie, sover jeg bare SÅ godt. Jeg tror, det er, fordi alt ved det er rigtigt. Det er den reneste kærlighed, og der er ikke noget ‘skulle jeg lige genoverveje?’ eller ‘kan jeg nogensinde tilgive det der?’ – der er slet ikke de der svære følelser.”

Lige nu fylder han så meget, at hun har svært ved at forestille sig, at der skulle komme en anden slags kærlighed ind i hen­des liv. Hun kan lige knap forlade ham for at gå ned i vaskerummet og hente noget, så hvordan skulle hun kunne etablere et helt parforhold? Om hun overhovedet har lyst, er hun heller ikke så sikker på.

“Jeg kan tage mig selv i at kigge på andre forældre, der er i et forhold, og tænke: Puha. Godt det ikke er mig. Man skal jo blive enige om alt. Det er jo på en måde ret meget nem­mere, at det kun er mig og Eddie, og jeg kan gøre tingene på min måde.”

Eddies ankomst har også fungeret som en katalysator for en anden slags kærlighed. Mille Dinesens søster, som også bor i Brumleby, har altid været en stor del af hen­des liv, men efter der er kommet et barn til, er båndet mellem søstrene blevet endnu stærkere.

Men selv om Mille Dinesen lige nu er fyldt op af kærlighed fra sin nære familie, ved hun godt, at hun på et tidspunkt vil få behov for noget andet.

“Jeg vil da klart gerne opleve den kær­lighed, der er mellem en mand og en kvinde, igen. Altså, den er jeg jo ikke færdig med. Men jeg har sgu været lidt forvirret over kær­ligheden. Jeg synes ikke, den altid har været nem. Jeg har det, som om mit kærligheds­kompas er lidt ude af kurs. Jeg har brugt mange år på at prøve at få noget til at fun­gere, som aldrig blev. Så måske er jeg lidt brændt og bange for det.”

En lektie, som årene har lært hende, er, at hendes mavefornemmelse aldrig lyver.

“Jeg kan se i dag, at min mavefornemmelse omkring kærlighed har været rigtig. Men jeg har ikke lyttet, for jeg kunne ikke. Jeg holdt fast i troen på, at det kunne blive anderledes. At det var et spørgsmål om tid. Og så også en stædighed. ‘Det skal fandeme være løgn, nu har vi prøvet så længe, nu skal vi have det til at fungere’. Hold kæft, jeg er blevet så klog på det efter. Men først efter.”

Mavefornemmelsen kan nemlig komme med forsinkelse, og det kan være lidt et pro­blem, når man er typen, der per automatik hellere siger: ‘Jeps, det kan vi godt!’ end: ‘Nej, det har jeg ikke lyst til’. Hun kan glemme at sætte grænser for sig selv.

“Jeg har tit haft problemer med at sige fra i tide. I en diskussion har det tit først været dagen efter, at jeg har tænkt: Det var ikke i orden, det der. Men jeg kunne ikke finde ud af det i momentet. Der blev jeg ligesom lam­met. Og det er fandeme svært at komme dagen efter og sige: ‘Det i går, det var altså over grænsen’.

Skal hun analysere på sig selv, trækker hun tråde tilbage til sine forældres skilsmisse. Erfaringen var, at når nogen skændes, så går man fra hinanden.

“Det er nok noget med ikke at ville blive forladt. Så er det bedre at please. Men så hober det sig op, og man ender med at sidde ovre i et hjørne uden at vide, hvem man selv er.”

Som teenager begyndte hun dog at kunne se det fede i Brumleby. Der var fest og ballade og skete altid noget, og vennerne ovre fra parketgulvene syntes, det var skidespændende at komme på besøg et sted, der var fyldt med skøre originaler, hvor høj som lav var velkommen, og man lige skulle hjælpe med at bære en eller anden fulderik hjem fra Olufs (værtshus, red.). Der var kaos, men der var plads til alle og fællesskab. Hendes flovhed blev vendt til stolthed, og den dag i dag er Mille Dinesens og Brumlebys værdier to sider af samme sag. Så når mor skal køres, så stiller man op, også selv om det kommer i vejen for noget andet.

Hun bor selvfølgelig lige om hjørnet, Mille Dinesens mor, ligesom søsteren, en barndomsveninde fra to et halvt-års alderen og flere andre familier, som i generationer heller ikke har set grund til at forlade Brumleby. Det er trygt. Måske for trygt?

“Nogle gange har jeg tænkt: Hold kæft, jeg har ikke engang været på Interrail, jeg har ikke været på efterskole, jeg har ikke været på højskole. Jeg har bare boet her. Men mit arbejdsliv er meget i alle retninger, så det betyder meget for mig med den trygge base. Jeg kan godt lide at komme ud at rejse, ud at spise og ud at fyre den af. Men så skal jeg også hjem til Brumleby bagefter og gå rundt og fikse ting og høre Jazzmosfæren.”

Det sidste har ikke været en mangelvare de seneste år, med først baby, så corona og lockdown. Og så kan Mille Dinesen komme til at sende en tanke til sin mor, som var en smuk kvinde som ung, og som har fortalt om dengang, mændene stoppede med at vende sig om efter hende på gaden. Er hun selv kommet dertil, når landet åbner, og hun træder ud fra Brumlebys mure, uden coronahabit og gylp på tøjet?

“Jeg synes, det er en svær øvelse, men hold kæft, hvor er den vigtig. Det er jo ikke bare en prøve det her liv, før vi får lov til at gøre det igen. Der er ikke en second round.”

Den lille levende talisman i hendes liv er god til at tvinge hende til at være her og nu.

“Jeg har det med hele tiden lige at skulle ordne et eller andet, før jeg kan noget andet. Jeg kunne ikke sidde her og snakke, hvis der lignede lort inde på Eddies værelse. Men jeg har totalt fundet ud af, hvor fucking fantastisk det er at droppe alt det og gå helt ind i en leg med Eddie. Fordi jeg faktisk kan slippe noget, når jeg er der. Og det er jo for helvede det, det handler om, det her liv. At være til stede sammen med dem, man elsker, lige her og nu. Alt det andet er bare praktik.”

Lykken er en fornøjet dreng på rutsjebanen

Egentlig er det ligetil. Lykken er nuet. At være noget for sine nærmeste. At se på en fornøjet dreng på vej ned ad rutsjebanen og blive der, selv om han egentlig skulle hjem og have en leverpostejmad og en lur. Eller at tilbyde sin mor en hånd at holde i, når hun skal vaccineres.

Og så har hun en genvej væk fra dagligdagen og lukt i lykkens favn i form af musikken.

“At sidde i min bil og høre musik. Det gør mig LYKKELIG! En sang varer to et halvt minut, men det er helt vildt, hvad det kan gøre ved mit sind. Der kan jeg pludselig se lyst på alt. Det er, som om all my troubles, de forsvinder bare.”

Noget musik virker sådan på hendes nervesystem, at hun faktisk ikke kan høre det. Here Comes the Sun med The Beatles har hun ikke hørt i årevis, for den er forbundet med så meget savn efter det svundne fra hendes barndom, og hun kommer så meget i en stemning, at det bliver for meget. Hun kan ikke være i sin krop og må hellere lade være.

Forfængelighedsabe på skulderen

Mille Dinesen føler sig heldig med de ting, hun har oplevet og opnået. Nej, hun kom ikke på efterskole eller et år til udlandet, men hun har spillet nogle kæmpe roller inden for en genre, der er en hybrid mellem drama og komedie, og hun har elsket arbejdet med Nynne og Rita. Alligevel sidder der indimellem en lille forfængelighedsabe på hendes skulder og hvisker:

“Det er den der ‘det er alt sammen meget godt, men hvad med den og den rolle? Hvorfor ringer ingen om dem?!’. Det meste af tiden kan jeg godt finde ud af at sætte pris på, at jeg er et godt sted, og at det er få forundt at få lov til at arbejde med en karakter i 10 år, men alligevel er jeg bare et lille, dumt menneske, der – ligesom de fleste vel kender det – tænker på, om græsset mon er grønnere på den anden side. Og så er jeg jo bare indrettet sådan, at jeg gerne vil spille alle roller og arbejde med alle de fede instruktører.”

Muligheden for at træde ind på naboens græsplæne er der nu, og i fremtiden kunne hun godt tænke sig at prøve kræfter med en helt anden genre. Måske krimi?

Måske bringer jobbet hende på et udlandsophold? Rita har i hvert fald en fanskare i alle mulige egne af verden.

“I øjeblikket får jeg sindssygt mange beskeder fra fans i Brasilien. De er hårdt ramt af corona, og der ligger folk hjemme på deres sofaer og skriver til mig: ‘Rita er det eneste, der holder mig oppe!’. Det er vildt rørende og sjovt at opleve. Så den der internationale rolle kunne da være skideskæg.”

Det ville give skuespillerinden muligheden for at opfylde en af de andre drømme, hun har for sin fremtid: At se verden sammen med Eddie. Hun længes efter at rejse ud med ham, vise ham, hvordan andre børn bor og lever. Når de er mætte af indtryk, vende hjem til Brumleby igen.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 27. maj, 2021.