Runa Kuno Thastum i sofa.
Runa Kuno Thastum (47)© Kåre Viemose

Ved du, hvad du skal sige til en, der sørger?

Runa Kuno Thastum mistede sin datter Anna til kræft for 16 år siden. I dag lever hun med sorgen ved at skabe forbindelser, som er dedikeret til hende selv og Anna. Og det har hun tegnet og skrevet en lille bog om til inspiration for andre.

17. juni 2022 af Louise Thorsted

Runa Kuno Thastum fortalte om at miste sin datter Anna til kræft i Magasinet Liv i 2015. Dengang var det i en artikel om at finde venner selv i det sorteste mørke.

“Maj og jeg fandt hinanden, fordi vores mænd arbejdede sammen. Da vi fandt ud af, at vores datter var syg af kræft og skulle dø, tog Maj og hendes mand kontakt til os. De havde også mistet et barn, og den fælles reference betød, at vi kunne bruge hinanden. Da vi fik at vide, at Anna ikke ville opleve sin etårsfødselsdag, savnede jeg nogen at spejle mig i. Det fik jeg i Maj. Den dag i dag er vores venskab stærkt.” 

Noget andet, Runa også savnede i den voldsomste sorg, var litteratur om sorg. Til voksne, men også en lille bog, hun kunne læse sammen med sønnen Laurits, som var tre år dengang. Så den bog har hun skrevet og tegnet. 

Lille Finurlige Væsen mister Elskede Ven

Lille Finurlige Væsen mister Elskede Ven er en bog på blot 24 sider og med flere tegninger end ord, som viser, hvordan vi kan skabe forbindelser til dem, vi har mistet. Ikke gennem noget overnaturligt med medier og clairvoyance, men gennem simple handlinger som at tænde et lys eller sætte en fin blomst i en vase. 

“Jeg tror ikke, Anna er et andet sted, så når jeg skaber forbindelse, er det nok mest til noget i mig selv, der var med hende. Til minder, der gør mig glad, selv om det, at hun ikke skulle leve, gør mig trist. Min sorg har ikke ændret sig, jeg har jo mistet mit barn, men jeg har lært at leve med sorgen på en anden måde, på en god måde. Blandt andet ved at holde fast i en forbindelse,” siger Runa.

Sorg er noget, man altid bærer med sig

Runa har tydeligt mærket, hvordan vores kultur er bygget på en forhåbning og forestilling om, at mennesker i sorg ‘kommer videre’. 

“Men sorg er ikke noget, man kommer videre fra eller igennem. Sorg er noget, man altid bærer med sig. I Mexico fejrer de De dødes dag, hvor de stiller billeder frem af deres savnede afdøde, pynter med blomster og mødes med andre og deler minder. De forstår i den grad at skabe de forbindelser, som jeg skriver om. Jeg tager på kirkegården eller går i skoven og mindes, og så har jeg en grøn kasse stående i mit skab med alle hendes ting i, som jeg kan tage frem.”


At skabe forbindelser

Selv har Runa ikke været bange for også at skabe forbindelser til andre i samme situation som hende selv. Få uger efter hun mistede Anna, tog hun kontakt til et par, der havde mistet deres søn nogle år forinden. 

“Jeg havde brug for at se, at de var kommet på vej i livet, og det var en lille trøst. Men jeg tror også, at nogle er så lammede i deres sorg, at de skal have noget tilbudt og få noget vist, som ikke kræver stor indsats fra dem. Der håber jeg min bog kan hjælpe.”

Runa Kuno Thastum, der plukker blomster i skoven.
Runa synes, at Mexico har en god tradition i at fejre De dødes dag med billeder og blomster.© Kåre Viemose

Et bedre menneske

"Selv om bogen først er udkommet nu, har den været længe undervejs. Anna døde i 2006, men hun er evigt present i mit liv. Jeg havde været en anden, hvis ikke jeg havde oplevet at få hende og miste hende. Anna og tabet af hende er blevet en del af mit dna og af hele min tilgang til livet."

"Allerede da jeg på hospitalet fik at vide, at Anna havde en kræft svulst i hjernen, bad jeg om papir og en blyant, for jeg måtte bare skrive. Og så skrev jeg mine tanker, bekymringer og refleksioner ned. Det er jeg blevet ved med. Maj og jeg har sammen skrevet en slags sorg manual til sørgende og pårørende. Den blev desværre aldrig udgivet, men noget af den er komprimeret i den her lille bog."

Bog nummer to

Runa er i gang med bog nummer to om Lille Finurlige Væsen.
“Den handler om at miste glæden. Og den fortælling rækker også tilbage i min historie, for jeg er blevet et meget mere taknemmeligt menneske, der lever med øje for glæden i det små."

"Til begravelsen skrev jeg et brev til Anna og i det blandt andet, at jeg havde en tro på, at hun med tiden ville blive den handlekraft, der gjorde, at jeg ville leve mit liv lige her og nu. Og det gør jeg. Alting er på godt og ondt, og i dag kan jeg også se det, jeg har fået med af positive ting. For jeg er på mange måder blevet et bedre menneske. Bedre over for mine medmennesker, og som mor prioriterer jeg at være sammen med mine børn. Jeg sætter pris på den sommerfugl, der sætter sig på en blomst nær mig. Bagsiden er, at jeg også er blevet et sårbart menneske. Der skal ikke så meget til, før jeg bliver bekymret.”

Gå ind i mørket

Runas erfaring er, at det hjælper, når andre tør være i og snakke om det svære.
“Mange har en tendens til, at hvis noget gør os kede af det, så skal vi gøre og snakke om noget andet. Folk omkring dig venter på, at du skal ‘blive dig selv igen’, men når du har oplevet noget så traumatisk som at miste et barn, så bliver du ikke dig selv igen. Verden er for evigt forandret. Dit landkort og terræn er blevet et andet. Du skal lære at betræde verden på en helt ny måde. Det, som jeg troede ikke kunne ske, skete for mig."

"Min erfaring er, at det, du som sørgende har brug for, er at få lov til at snakke om den person, der er væk. Mennesker omkring dig kan godt tænke, at de skal hive dig ud af mørket, men de skal hellere gå med ind i mørket.”

Og det er i de situationer, Runa håber, andre kan finde håb og rum til at tale om sorgen i historien om Lille Finurlige Væsen.
“Min inspiration var at miste Anna, men vi har jo alle prøvet at miste nogen eller også noget. Jeg har fået tilbagemeldinger fra forældre, der har mistet børn, og børn, der har mistet gamle for-ældre. Og fra forældre, der har brugt bogen som støtte ved en skilsmisse, men også da familiens hus brændte.”

Hvad drømmer du om for din bog?

“Jeg håber, den kan komme ud hos bedemænd, på skoler og i sorggrupper og være med til at skabe samtaler med børn og trøst også hos voksne. Ikke for at komme videre, men for at kunne leve med sorgen. Vi skal leve med sorgen, men dem og det, vi har mistet, skal med!”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i juni, 2022.

Runa Kuno Thastum (47)

  • Har udgivet bogen Lille Finurlige Væsen mister Elskede Ven om at leve med sorg.
  • Er gift med Jens, som hun har Laurits på 18 og Marie på 14 år med.
  • Er uddannet lærer og laver forløb for sygemeldte gennem jobcentret.
  • Underviser i grafisk facilitering og laver skøre familieportrætter på bestilling.

Du vil (garanteret) også kunne lide