Ulla Essendrop om sit arbejdsliv og barndom

Er kæreste med journalist, tv-kommentator og tidligere tv-vært Jimmy Bøjgaard, som hun har sønnen Theodor på 2 år med.

Hun er uddannet cand.mag. i kommunikation og medievidenskab, bacheloren fra Aalborg Universitet og overbygningen fra Aarhus Universitet, og har en tidlig karriere som professionel danser i England bag sig.

Hun var efter endt uddannelse sportsvært på TV2 fra 2007 til 2012, hvor hun blandt andet dækkede OL. Herefter skiftede hun til DR, hvor hun fortsatte med at dække sport og blandt andet EM og VM i fodbold. Hun har desuden stået i spidsen for DR-programmet Essendrop & eliten med kendte sportsprofiler gennem tiderne. Siden 2015 har hun været vært på Aftenshowet på DR og sideløbende haft andre værtsopgaver ved for eksempel Danmarksindsamlingen, Året der gik og Eurovision.
På Instagram kan du finde hende under @ullaessendrop.

08.55 // Foran porten

Velkommen på fortovet foran en skrammet port i København, hvor jeg møder Ulla Essendrop første gang. Jeg skal følge i hælene på tv-værten, fra hun i morgenkulden med hastige skridt går over Kapelvej på Nørrebro med en supermarkedssalat i hånden, uden makeup og i praktiske sneakers og dynevest, til hun cirka 11 timer senere i fuld krigsmaling løber ud af Aftenshowets studie på Rådhuspladsen for at nå en bus hjem.

For hvordan ser sådan en vagt på Aftenshowet ud bag kulissen? Hvilken slags vært er Ulla Essendrop? Og hvilket stof er hun i det hele taget gjort af?

På hendes Instagram-profil har jeg fundet et konfirmationsbillede, hvor hun som ung pige fra Aalborg poserer i hvide flæser og kæææmpestort hår. Teksten lyder: “Hvem er med på en #konfirmationsbillede-battle? Jeg mener selv, jeg har et meget stærkt bud på en vinder her.”

Der er også et klip, hvor skuespilleren Søren Malling råber til hende: “Du ligner jo en dværg. Vi skal have en kasse, Ulla kan stå på!”

Og et fraklip, hvor hun og Aftenshowet-kollegaen Mikkel Fønsskov kikser et highfive.

Der er også billeder af opsat hår, aftenrober og Ulla Essendrop i en mere stylet professionel udgave, men Instagram giver mig en behagelig anelse om, at studieværten kan være et sjovt bekendtskab.

Hun smiler stort, da hun når over gaden og resolut trækker mig med ind i en asfalteret gård og videre ind i nogle redaktionslokaler, der er hyggelige, men absolut uglamourøse. Jeg stiller dagens første spørgsmål, mens hun laver Nescafé til os.

Hvad er det, du godt kan lide ved det her job?

“Det er så afvekslende, og jeg møder interessante mennesker, som har noget på hjerte, som de brænder for. Jeg lærer en masse nyt om mange emner, og så kan jeg bare godt lide at tale.”

Hun griner smittende.

“Det føles fint for mig at være på tv. Hele min opvækst har jeg været vant til at performe. Jeg har danset, sunget og spillet klaver. Det har altid været humlen i min barndom at vise, hvad jeg kunne, og jeg har aldrig været bange for at stille mig op foran et publikum. Men jeg sidder ikke som vært på tv for at sige: ‘Se mig, se, hvad jeg kan’. I stedet vil jeg gerne vise, hvad jeg kan få frem i andre mennesker. Det er min opgave. Det kan jeg godt lide.”

09.06 // Redaktionsmøde

For de to studieværter (Mark Stokholm er den anden) i aftenens udseendelse begynder arbejdsdagen med et redaktionsmøde klokken ni sammen med en redaktør og en producer.

Ulla Essendrop ved ingenting om dagens indhold endnu. Hun slår sig bare ned ved et stort bord i redaktionens køkken og ser opmærksomt på redaktøren. Han smider nogle navne på bordet: Tidligere politiker Søren Pind har udgivet en bog, komiker Torben Chris har et nyt show. De øvrige af aftenens gæster arbejder en redaktion med journalister i det tilstødende lokale stadig på at skaffe. En lille sidehistorie skal handle om at kramme.

“Jeg har lige læst, at lægen Imran Rashid siger, at et kram skal vare i 20 sekunder for at udløse lykkebringende endorfiner,” siger Ulla Essendrop: “Skal vi ikke have en ud på Nørrebrogade og kramme nogle fremmede mennesker?”

Hun er vild med historien, men hun tøver lidt, da redaktøren kækt foreslår, at hun og Mark skal kramme aftenens gæster under udsendelsen i 20 sekunder for at demonstrere, hvordan det føles.

Jeg spørger hende efter mødet, hvilken slags kramme type hun selv er?

“Jeg har altid været udadvendt og altid været god til at falde i snak med folk. Men jeg krammer kun mennesker, jeg kender. Måske bringer vi det i spil i aften. Nu må vi se. Men det er ikke noget, jeg ville gøre naturligt.”

Du har heller ikke tidligere fortalt så meget om dit liv i interviews?

“Jeg har været lidt tilbageholdende med det gennem min karriere. Jeg tror, jeg har haft behov for at passe på mig selv. Når først ting er sagt, kan du ikke usige det. Det der internet glemmer aldrig.

Jeg ved godt, at jeg aldrig kan være 100 procent sikker på, at det, jeg siger i dag, stadig gælder om 40 år, jeg ændrer mig jo, men jeg vil gerne reflektere, inden jeg kaster noget ud. Derfor har jeg været lang tid om at komme ud af starthullerne.”

Så hvorfor nu?

“Det handler om at vise, at jeg er mere end det, du ser på skærmen. Jeg kan godt lide, at du og jeg tager læserne med om bag kulisserne, viser lidt af, hvad det kræver at skrue en udsendelse sammen.

Jeg vil også gerne pille lidt ved glansbilledet af mig som tjekket studievært i fuld makeup, for uden for mit arbejde går jeg sjældent med makeup, og når jeg lægger videoer, hvor jeg danser fjollet, og gamle konfirmationsbilleder på Instagram, er det for at vise, at jeg har en anden side.”

09.45 // Studieværten forbereder

Med de ord rykker vi videre til næste punkt bag kulisserne, som for Ulla Essendrop er lig med individuel forberedelse.

Hun tager hørebøffer på, sætter sig foran en computer og går i gang med at forberede interviews med aftenens gæster, mens telefoner ringer, og diverse medarbejdere går til og fra redaktøren og studieværterne med opklarende spørgsmål.

Ulla Essendrop er ved at sætte små sedler i en bog af debattør Soulaima Gourani, som nu også er planlagt til at gæste programmet i aften. Hun er stille og koncentreret i denne fase, og da vi senere i frokostpausen taler sammen, indrømmer hun, at det er vigtigt for hende at være velforberedt. Meget vigtigt.

“Er der noget, jeg har lært af mine forældre, er det at gøre mig umage. De var professionelle klassiske musikere, og de øvede og øvede. Min far, som var cellist, havde et øverum i kælderen, hvor han gik ned, når jeg skulle sove, og så kunne jeg falde i søvn til tonerne af de samme passager, som han øvede igen og igen, til de sad i fingrene.

Det var det samme med min mor. Og ikke kun med musik. Det er okay, at der er noget, du ikke er god til. Jeg var for eksempel håbløs til formning i skolen og billedkunst i gymnasiet... altså, jeg kunne næsten ikke bestå, men det var o.k., når jeg havde prøvet. Jeg lærte, at du dælme skal gøre en indsats. Og det er jeg glad for i dag.”

Kommer du fra en kernefamilie?

“Vi var far, mor, min lillebror og mig, så i den forstand var vi en kernefamilie, men måske ikke en meget traditionel en af slagsen. Et af mine bedste minder er, at jeg som barn indimellem var med min far om torsdagen i Aalborg Symfoniorkester, hvor jeg sad på bageste række i mørket og lod mig opsluge af musikken.

Nogle gange var det super kedeligt for en lille pige, andre gange var det den vildeste oplevelse. Orkestret var i kjole og hvidt, og bagefter kunne jeg løbe rundt mellem dem. Det er gode minder fra det klassiske musikmiljø, som var soundtrack til hele min opvækst.”

Hvordan var din familie ellers utraditionel?

“Mine forældre dyrkede for eksempel deres egne grøntsager. Vi spiste rødbedefrikadeller! Dengang var det flippet, i dag er det ypperste urban mode. Men hold op, hvor det giver mig meget i dag at have smagt meget forskelligt og været vant til at spise det, som lå på min tallerken. Men dengang kunne jeg godt være lidt sådan: ‘Hvorfor kan vi ikke bare få revelsben ligesom hos naboen, for det kan jeg lide?’.”

Ulla Essendrop har haft en rolig og lykkelig opvækst. Men hendes liv begyndte ikke i en dansk kernefamilie. De første to år og 10 måneder af sit liv boede hun på et børnehjem i Indien, inden hun blev adopteret af sine forældre og kom til Aalborg. Dengang hed hun Dulali.

“Mine forældre valgte at kalde mig Ulla for at bevare noget af stammen fra mit oprindelige navn, og det synes jeg er så fint, fordi det anerkender, at jeg har en anden baggrund og fortid, som får lov til at være en del af mig.

Det var i 1979, og jeg forstår deres udgangspunkt. Jeg var et eksotisk element, og de ville gøre det nemt for mig at blive en naturlig del af Danmark. I dag kunne de måske godt have beholdt navnet Dulali, men Danmark var et andet land dengang.”

Følte du dig som et eksotisk element?

“Både og. I skolen mærkede jeg aldrig noget til det. Jeg tror simpelthen ikke, de andre børn tænkte over det. Alligevel fik jeg måske nogle gange positiv særbehandling. Måske især fra andre voksne.

Det var bestemt ikke noget, mine forældre forsøgte at tilskynde, men min bror og jeg fik nemt lige ekstra slik hos købmanden og en ekstra dessert, når vi var ude at spise, fordi vi var så nuttede. Jeg har nærmest aldrig – heller ikke i mit voksne liv – oplevet negativ særbehandling. Det har jeg været forskånet for.”

15.30 // Gåtur til studiet på Rådhuspladsen

Det er et fast ritual, at hun om eftermiddagen spadserer fra redaktionslokalerne på Nørrebro til Industriens Hus på Rådhuspladsen, hvor Aftenshowet sendes fra. Hun har brug for de 20 minutter i det fri mellem dagens opgaver.

I dag går jeg sammen med hende, med min diktafon balancerende på cykelstyret og et lydspor i baggrunden af eftermiddagens tunge trafik på H.C. Andersens Boulevard. En lidt støjende pause, føler jeg, men ikke desto mindre et af de foretrukne tidspunkter på dagen for Ulla Essendrop.

Hvordan lader du ellers op?

“Jeg er god til at gå lange ture i min fritid. Jeg er ikke den store motionstype, altså sådan med hård motion. Jeg løber lidt, men lange gåture er mere mig. Og så hører jeg meget podcasts og er en sand seriejunkie. Jeg bingewatcher, når jeg kan.”

Så du er mest til at lade op alene?

“Jeg trives rigtigt godt alene. Selvfølgelig ser jeg venner og familie og kan lide det, men jeg dyrker min alenetid. Jeg ved ikke, om jeg altid har haft det sådan, men jeg har et job, hvor jeg virkelig er på, og hvor jeg skal tale med mennesker, have antennerne ude, være tunet ind, samtidig med at jeg skal høre, hvad de siger i øresneglen, og holde øje med mit manus.

Der er så meget tankeaktivitet. Så jeg har brug for også at være mig selv og være alene. Og jeg kan da også mærke, at efter at vi har fået barn... der er da fart på. Så jeg dyrker mine rolige øjeblikke. De er måske ikke så lange, men jeg har brug for at gå i dvale.”

Ulla Essendrop er kæreste med journalist og ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard, og sammen har de Theodor på to år. De praktiske udfordringer med at få lange vagter til at passe med et familieliv er de gode til at løse, forklarer hun. Men Theodors ankomst har sat gang i nogle andre grublerier i sin mors hoved.

“Det er klart, at Theodor har sat tanker i gang om de to år og 10 måneder af mit liv, jeg ikke ved noget om. Jeg ved ikke, hvordan jeg så ud, hvilke sygdomme jeg havde, hvordan jeg reagerede, var jeg god til at sove? Kunne jeg lide en bestemt bog? Kastede jeg med maden?

Det er et gigantisk hul i min identitet, og det har jeg aldrig rigtigt brugt tid på at reflektere over. Men nu har jeg fået et barn selv, og man hører jo så meget under graviditeten og i den første tid om, at det er de første to år, der betyder enormt meget – og mine første to år tilbragte jeg på et børnehjem. Jeg var forældreløs de første to år.”

Historien, som Ulla Essendrop har fået fortalt, er, at hun blev efterladt som helt spæd på trappen ved et hospital, som fik hende videre til børnehjemmet, der i øvrigt stadig eksisterer. Mere ved hun ikke, og hun har aldrig følt behov for at rejse tilbage eller i øvrigt søge efter sit biologiske ophav. Hun tænker mere fremadrettet.

“Jeg er i gang med at udforske, hvilke spor det har sat i mig. De første 1.000 dage i mit liv, hvad har de betydet? Der har været frygtelige historier fremme om børnehjemsbørn i Rumænien, og jeg tror ikke, at det var sådan for mig, men jeg kan jo godt se, at Indien ikke er verdens rigeste sted, så var jeg den, der lå yderst eller inderst? Fik jeg opmærksomhed nok? Hvor forsømt har jeg været?

Jeg føler mig ikke som et offer og har aldrig gjort det. Men i forbindelse med min søn har jeg tænkt på det hul, der er i min historie. Jeg ved ikke, hvordan jeg var som helt lille, og det er faktisk en sorg, uden at jeg skal sidde og hyle over det.”

Hun stopper pludselig op og smiler.

“Hov, ved du hvad? Lige præcis i dag er det faktisk min komme-dag. Det er præcis 40 år siden, at jeg kom til Danmark. Det fejrede vi altid, da jeg var barn.”

17.45 // Gæsterne ankommer

Vi ankommer til Industriens Hus ved 16-tiden, hvor det igen er hendes tur til at stille spørgsmålene og styre slagets gang. Hun forsvinder for at klæde om og få lagt makeup, så hun er klar til prøve i tv-studiet med Mark Stokholm og lige efter til at modtage aftenens gæster og tale med dem inden udsendelsens start.

Hun kommer tilbage og ligner en tjekket studievært fra top til glimmerbesat stilet, får stukket en stak kort i hånden med programmets manus af en assistent og sætter sig sammen med Mark Stokholm for at fordele opgaverne. “Siger du det? Så tager jeg den? Hvis du lægger op til den historie, så laver jeg nedlæg...”.

Undervejs kommer en tekniker med mikrofoner. Han roder lidt med at få hendes til at sidde i hendes bukselinning bag på.

“Nogle vil sige, at jeg taler mest med røven,” siger hun til ham og tager det akavede ud af situationen for ham. Ligesom hun et øjeblik senere tager ansvaret for den gode stemning på sig, da gæsterne Søren Pind, Torben Chris, Soulaima Gourani og 23-årige Mathias Dirch ankommer. Sidstnævnte er med, fordi han går med tørklæder og er med til at diskutere et oprør mod traditionel maskulinitet.

Ifølge Ulla Essendrop er denne fase af hendes arbejdsdag en af de allervigtigste.

“Jeg har værtinderollen allerede der. Gæsterne kommer, og halvdelen af min opgave ligger i at tale med dem inden udsendelsen. De skal mærke mig. Jeg skal være tunet ind på dem.

Hvordan stiller jeg spørgsmålene, og hvordan får vi dem til at spille sammen. Det er vigtigt, at de føler sig godt tilpas. Alle antenner er ude. Mark og jeg er ikke babysittere, men vi skal hjælpe dem til at blive den bedste version af sig selv der.”

De to værter tager sig af to gæster hver og sørger begge for at komme hele vejen rundt, og det ser fuldstændigt naturligt og ubesværet ud. Det er det selvfølgelig ikke.

Da jeg efterfølgende drikker en kop kaffe med hende, taler vi om, hvordan hun sørger for at træne sin evne til at improvisere og være skarp i nuet.

“Jeg bruger en del af min fritid på at deltage i nogle impro-sessions på Comedy Zoo sammen med forskellige komikere, der inviterer mig med, og der er jeg ude på dybt vand. Der er selvfølgelig ikke noget skript. Det er det, impro handler om, og det er heeelt vild fed træning for mig at være så meget til stede og gribe det, som sker. Det er ikke altid, det lykkes, men det er verdens bedste træning.”

Comedy Zoo, alligevel, det havde jeg ikke lige forestillet mig?

Hun griner.

“Der er mennesker, der cracker mig op. Jeg kan godt lide at kaste mig selv helt ud på det dybe vand. Bare at skulle improvisere sig ud af det hele. Det er sjovt – og angstprovokerende.

Selvfølgelig siger jeg nogle ting på scenen, som falder helt til jorden, men det er jeg ikke den eneste, der gør, det gør komikerne også, og jeg står jo på scenen med tre andre, så jeg har redningsveste omkring mig, som altid er klar til at samle mig op.”

19.00 // Så er vi live

Klokken er næsten 19, og begge studieværter sidder klar i studiet. Jeg får en øresnegl, så jeg kan følge med i producerens instrukser undervejs. Og så ruller jinglen, og Ulla Essendrop byder afslappet velkommen.

Tæt på 300 gange har hun siddet her med 50 minutters live-tv med gæster og nyheder foran sig. Hvis hun skal sige, hvad hun har lært indtil nu, bliver det at stole på, at det nok skal gå, uanset hvad der sker undervejs.

“Jeg har lært at stole på, at jeg er god nok, og stå ved det, jeg er dygtig til. Hvis jeg føler, at jeg er dygtig, så kan andre ikke ryste den opfattelse af mig. Det er jeg landet meget mere i.

Jeg var skide usikker, da jeg startede på tv, og alle havde en mening om, hvordan jeg skulle være, også dem, der ikke havde forstand på det. Der stoler jeg i dag på, at min intuition får mig det rigtige sted hen. Det er blandt andet også derfor, jeg gør det med Comedy Zoo.”

I dagens udsendelse er gæsterne i hopla. Søren Pind fortæller anekdoter, Soulaima Gourani kommenterer livligt de andres historier, og Torben Chris taler så højt og engageret, at Ulla Essendrop midtvejs ikke kan høre, hvad produceren siger til hende i øresneglen om kramme-indslaget.

Hun vælger derfor ud fra sin egen intuition at droppe idéen om at opfordre til 20 sekunders kram. Der er ikke tid. Ligesom der heller ikke er tid til en del andre ting i dagens manus, så vidt jeg kan vurdere fra min plads på studiets sidelinje. Da hun bagefter en lille smule stakåndet møder mig bag studiet, bekræfter hun.

“Vi smed rigtigt mange elementer undervejs. Men det var jo, fordi det kørte. Det var fedt i dag. God kemi og spændende emner.”

Hvad gør I, hvis der er dårlig kemi?

“Det er i alles interesse, at vi får en god oplevelse, og selv om Mark og jeg er værter og har ansvaret, så er der også nogle gæster, som gerne vil bidrage, og der kan selvfølgelig være noget kemi, som ikke altid... men det er sjældent, at nogen går herfra med en dårlig oplevelse.”

Hun skal nå en bus hjem, som kun kører en gang i timen, og jeg bliver næsten stresset af, at hun står afslappet og snakker, indtil to minutter før den kører. Sådan havde jeg det også hele det sidste minut af udsendelsen, hvor produceren talte ned, og Søren Pind stadig var i gang med en lang historie, da vi kom til “30 sekunder til helt ud”. Men på en eller anden måde fik Ulla Essendrop og Mark Stokholm rundet af, uden at det virkede anstrengt eller tidspresset.

Dagens arbejde er ovre. Ulla Essendrop skal hjem og sove. Hun propper en podcast i ørerne og tre, to, en – hun er ude.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 9. januar 2020.